For tiden strejker Hollywoods skuespillerforbund (Screen Actors Guild) som bekendt mod de store filmstudier og filmtjenester for bedre arbejdsforhold. En af skuespillernes mærkesager er at sikre deres rettigheder i forbindelse med brug af kunstig intelligens, der kan genskabe skuespilleres udseende og stemme.
Den diskussion tager datteren til afdøde Robin Williams del i, skriver Deadline.
»Jeg er ikke en upartisk stemme i SAG’s kamp mod AI«, skrev Zelda Williams i går i en Instagram-story. »Jeg har i ÅREVIS været vidne til, hvordan mange folk vil træne disse modeller til at skabe/genskabe skuespillere, som ikke kan give samtykke, som far. Det er ikke teoretisk, det er meget, meget virkeligt«.
»Jeg har allerede hørt AI brugt til at få hans ‘stemme’ til at sige, hvad folk vil have den til, og mens jeg personligt synes, det er foruroligende, går konsekvenserne langt ud over mine egne følelser«, fortsætter datteren.
»Levende skuespillere fortjener en chance for at skabe karakterer med deres valg, lægge stemme til tegnefilm, lægge deres MENNESKELIGE indsats og tid ind i deres efterstræbte præstation«.
Læs hele Zelda Williams’ story herunder.