’Fargo’ sæson 5: Inspiration fra de to bedste Coen-film gør ny serieombæring ekstremt underholdende
Efter en mindre vellykket sæson fire – hvor Chris Rock gav den som gangsterboss i Kansas City i 1950’erne – er Noah Hawley tilbage på sporet af det, der gør ’Fargo’ til en velkommen hyldest til Coen-brødrenes skæve univers.
En misforståelse i forbindelse med nogle uroligheder til en skolekomsammen gør, at Dorothy Lyon (Juno Temple), også kaldet Dot, anholdes, og hendes fingeraftryk registreres i politiets digitale arkiver.
Et par dage senere bryder et par kidnappere ind hos Dot.
Og lad os lige dvæle lidt ved denne scene. For mens de forrige sæsoner af ’Fargo’ mere eller mindre subtilt har leveret referencer og diverse eastereggs med forbindelse til Coen-brødrenes film, ligner denne scene ved første øjekast et direkte plagiat af brødrenes mesterlige ’Fargo’ fra 1996.
Dot sidder i sin hyggelige stue og strikker, da hun pludselig ser en maskeret mand gå rundt ude foran terrassedøren. Manden lister hen til vinduet og kigger ind. Man sidder nærmest og venter på, at han med samme gumpetunge fremtoning som Peter Stormare smadrer ruden. I stedet åbner han døren og træder forsigtigt ind i stuen, hvor Dot i mellemtiden er flygtet ovenpå.
Mens den maskerede mand følger det spor, Dot (måske) er kommet til at efterlade, træder en anden maskeret mand ind ad hoveddøren og følger efter op ad trappen. Under maskerne er det umuligt ikke at forestille sig Stormare og Steve Buscemi ikoniske forbryderduo, og man ser nærmest scenen fra filmen udspille sig.
Heldigvis er her ikke tale om en kopi. Dot viser sig at være noget mere handlekraftig end Jean Lundegaard, der ikke gjorde det synderligt svær for de to kidnappere at bortføre hende.
Dot formår både at brænde det halve af ansigtet på den ene og skamfere den anden med en skøjte, inden hun må overgive sig og følge med de to kidnappere, der nu har taget deres masker af, hvilket fører til den næste Coen-reference: Den ene af de to forbrydere, med det nordiskklingende navn Ole Munch, har en kold og kynisk fremtoning og ikke mindst en frisure, der vækker ubehagelige minder om Javier Bardems foruroligende Anton Chigurh fra ’No Country for Old Men’.
Referencerne til Coen-brødrenes to bedste film stopper ikke her. Det fungerer, og sæsonens første halvdel er derudover præget af både fortællerglæde og originalitet. Man tror konstant, man ved, hvad der kommer til at ske – og alligevel bliver man taget på sengen.
Dot sidder på bagsædet af kidnappernes bil, da politiet standser dem. Det fører til en skudveksling med fatale følger, imens Dot flygter til en nærliggende tankstation med sine koldblodige kidnappere i hælene.
Det lykkes Dot at undslippe, og hun vender hjem til sin mand, Wayne (David Rysdahl), og datter, hvor hun lader, som om intet er hændt. Der er bare det problem, at Wayne i mellemtiden har kontaktet både det lokale politi, der ledes af den unge Olmstead (Richa Moorjani), og Dots svigermor, den yderst velhavende Lorraine Lyon (Jennifer Jason Leigh).
Mens Olmstead tager sagen yderst alvorligt, mistænker Lorraine Dot for selv at have planlagt sin kidnapning (endnu en reference til filmen fra 1996), men efterfølgende fået kolde fødder.
Det er på den ene side en anelse svært at tage denne del af den ellers spændende fortælling seriøst. Men Dot holder hårnakket fast i, at der ikke er foregået noget kriminelt, på trods af at der både er blodspor og andet dna, der indikerer det modsatte. På den anden side er det sjovt, at hendes naivitet gør, at hun kun overbeviser sig selv, mens alle omkring hende ved, at hun skjuler noget.
Hvad Dot holder hemmeligt, skal vi til nabostaten North Dakota for at finde svar på. Her holder Sherif Roy Tillman (Jon Hamm) og hans søn Gator (Joe Kerry) til. De tager uortodokse midler i brug for at opretholde lov og orden i lokalsamfundet.
Og kidnapperne viser sig hurtigt at være forbundet til dem, hvilket sætter endnu en lavine af begivenheder i gang.
Der sker i det hele taget utrolig meget i de to første lidt rodede afsnit. Men Hawley sætter stemningen og præmissen op, så man konstant er både underholdt og fanget af historien og de mange skæve eksistenser, der bringes til live af et veloplagt cast.
Juno Temple er betagende at overvære som den charmerende Dot, der bærer på en dyster hemmelighed. Andre steder er der et mismatch mellem det nordisk inspirerede univers og de enkelte karakterer. Joe Kerry og Richa Moorjani passer ikke helt ind – sidstnævnte måske mest fordi hun læner sig så meget op af meget Frances McDormands Marge Gunderson fra den oprindelige ’Fargo’, at hun uundgåeligt blegner til sammenligning.
Skønne snelandskaber, lækker Coen-inspireret dialog og realistisk brutalitet tegner dog en både smuk og medrivende oplevelse. ’Fargo’ er tilbage, som vi kender den!
Kort sagt:
Femte sæson ’Fargo’ er en anelse fjollet og rodet. Men også ekstremt underholdende.
Anmeldt på baggrund af sæsonens fire første afsnit.