’Fargo’ – hele sæson 3: Blod og suspense triumferede i de mesterlige sidste afsnit
Halvvejs igennem tredje sæson af ’Fargo’ virkede det, som om hovedforfatter Noah Hawley var kørt død i sit eget univers.
Sæsonåbneren var en genistreg fra ende til anden, en symfoni af skæbnesvangre tilfældigheder, hvor persongalleriet blev præsenteret med bravur – hvad enten de foldede sig ud til bridgeturneringer, på pissoirer eller gerningssteder.
Men efterfølgende gik luften lidt af ballonen: McGregors dobbeltrolle viste sig at være bedre tænkt end udført, og enkelte afsnit sugede fremdriften helt ud af krimiplottet. Afsnittet, hvor Carrie Coons politichef jagter sin stedfars fortid under den californiske sol, virkede mest som en lang undskyldning for at hylde (eller hudflette) Coen-brødrenes L.A., som det blandt andet skildres i ’Barton Fink’.
Det var dog kun lige begyndt at lugte af metaltræthed, før Hawley fik svinkeærinderne ud af systemet og pumpede nyt liv i serien ved at gå back to basics. Hovedingredienserne? Vold og suspense.
For som altid i ’Fargo’ lå det i kortene, at det ville blive blodigt: Efter McGregors Emmit Stussy – bedre kendt som »the parking lot king of Minnesota« – har inviteret slangen V.M. Varga (David Thewlis) ind i reden, bliver hans forretning omdannet til et dunkelt foretagende, der skovler penge direkte i lommen på partnerne.
Samtidig bliver Emmit afpresset af sin forsmåede bror Ray og bridge-entusiasten Nikki Swango (Mary Elizabeth Winstead), noget, der fører til mordet på en anden Stussy, politibetjenten Gloria Burgles (Carrie Coon) stedfar. Og sådan kommer Burgle på sporet af hele moradset.
Noah Hawley er eminent til at skabe personer på lærredet, uanset hvor meget skærmtid de har. V.M. Varga er en særligt gusten tilføjelse til seriens perlerække af mørkemænd, en forretningsskurk, der flænser sit eget tandkød og smager blodet og kaster op, når han har ædt – som et menneskeligt kryds mellem haj og slange.
Michael Stuhlbarg er genial som Sy, højrehånden til Emmit, hvis afstumpede facade kun ligger som en tynd fernis over det, han virkelig er: en ægte tøffelhelt fra Minnesooota. Og så er der salige Irv, der stod for et af seriens bedste øjeblikke.
Hawley gør det, han er bedst til, men her tre sæsoner inde i antologiserien er det blevet sværere for ham at overraske. Vi har set den småborgerlige regelrytter blive fanget i en mørk spiral – og finde mørket i sig selv – vi har set den retskafne politibetjent gå i krig mod den inkarnerede ondskab, og vi har set kæden af voldelige tilfældigheder male Minnesotas flækker røde.
Måske var det i den erkendelse, at Hawley i sidste ende slet ikke forsøgte at overraske. Udover en syret afstikker til bowlinghallen fra ’The Big Lebowski’ var der som sådan intet overrumplende ved anden halvdel af tredje sæson. Det var bare satans effektivt.
Hawley og hans hyrede instruktører behersker til fulde mediets byggeklodser og fremmaner nerveflænsende suspense som Hitchcock og Clouzot på deres bedste dage. Ikke mindst når Swango og Varga duellerer på ord med blikke som geværløb, eller i det endelige opgør, hvor sekunderne før blodbadet trækkes ud i det, der føltes som timer.
Og på intet tidspunkt mister Hawley det skælmske glimt i øjet eller blikket for sine karakterer.
Manuskriptgeniet sejrede med andre ord ved at gå tilbage til en vindende formel, men spørgsmålet er, om han kan slippe afsted med det igen i fjerde sæson? Man kan godt være bekymret for ’Fargo’s fremtid. Men indtil da findes der ikke mange bedre dramaserier derude.
Kort sagt:
Tredje sæson af ’Fargo’ mister rytmen midtvejs, men bedst som den ser ud til at falde sammen, gør en perlerække af mesterlige afsnit mod sæsonens slutning – rige på blod og suspense – at serien triumferer på ny. Hovedforfatter Noah Hawley gik med andre ord tilbage til en vinderformel. Spørgsmålet er, hvor han vil gå hen næste gang?