’Fargo’ sæson 3: Forrygende start på ny omgang galenhumoristisk Minnesota-mord
Der er ingen grænse for, hvad ’Fargo’ kan slippe afsted med. Serien har budt på morsomme massemord, aparte indslag fra et Ronald Reagan-filmset og sågar en enkelt ufo, og alligevel har jeg på intet tidspunkt tænkt, at det var for meget.
Første afsnit af tredje sæson starter med en Kafka’sk forhørsscene på tysk, hvor en mand i slut-30’erne beskyldes for at være en 20-årig ukrainsk emigrant, der har dræbt sin kæreste, selv om hans kone netop har serveret te for betjentene.
Den tyske mand er ligesom karaktererne i ’Fargo’ fanget i et meningsløst spil, så prologen giver måske mening som en tematisk forløber for blodbadet i Minnesota – men så heller ikke meget mere end det. Den foregår trods alt i Østberlin i 1988, 22 år før sæsonens egentlige handling. Og alligevel kunne jeg dårligt forestille mig en stærkere start på den nye sæson, der samtidig refererer til den tilsvarende gådefulde, allegoriske åbning på Coen-brødrenes ’A Serious Man’.
Hovedforfatter Noah Hawley suger os så langt ind i sit sprudlende mikrokosmos, at nærmest intet kan flå os ud. Som Coen-brødrene skider han på de gængse spilleregler og laver sine egne. Han trækker kraftfulde tråde til virkeligheden – tænk bare på anden sæsons post-Vietnam-desillusion – men suspenderer den samtidig så radikalt, at introens »this is a true story«-postulat fremstår som tidernes største spøg.
Hvis ’Fargo’ ikke ligner andre serier i tredje sæson, ligner den dog sig selv.
Karaktergalleriet er spraglet, men genkendeligt: Carrie Coon afløser Allison Tolman og Patrick Wilson som den retskafne politibetjent, der havner i ondskabens malstrøm, Ewan McGregor er den underkuede undskyldning for et handyr, der kickstarter en kæde af brutale handlinger, og en britisk forretningsmand (David Thewlis) repræsenterer ondskab i koncentreret form.
Ligesom de to foregående sæsoner er det nyeste afsnit en symfoni af skæbnesvangre tilfældigheder. Brødrene Ray og Emmit – begge spillet af Ewan McGregor – arver henholdsvis en frimærkesamling og en damemagnet af en Corvette, da faren dør, men Ray overtaler sin bror til at bytte. Mange år senere har Emmit skabt en formue ved at sælge frimærkerne, mens tilsynsværgen Ray kører rundt i den nu ramponerede Corvette med vom og vigende hårgrænse. Bilen er et smerteligt billede på hans selvforskyldte deroute.
Da Emmit nægter at give ham et lån, tvinger han en af sine prøveløsladte tabere til at bryde ind i brorens villa og stjæle det sidste tilbageværende frimærke. Og det går selvfølgelig grueligt galt. Den lille mand begår den store kriminalitet.
Nogenlunde sådan gik det også i både sæson 1 og 2 af ’Fargo’, så man kan mene, at tredje omgang på Minnesotas frosne vidder blot er mere af det samme. Men det er ligegyldigt, når det er så afsindigt medrivende, som tilfældet er.
Den skæve kæde af ulykker består af fænomenale spændingsscener, serveret med serieverdenens mest morbide form for humor. Som da småforbryderen, der skal stjæle frimærket, taber en joint i skødet på vej ud til gerningsstedet (en klar The Dude-reference) og mister den seddel, hvor Emmits navn og adresse står oplyst. Han husker hans efternavn, det er trods alt det samme som Rays, men da han slår adressen op i en telefonbog, forveksler han to byer: Eden Valley og Eden Prairie.
Tilfældet trumfer den store mening i Hawleys frostbidte univers, men karaktergalleriet er varmt og frodigt.
McGregor brillerer i dobbeltrollen, mens Carrie Coon og Mary Elizabeth Winstead brænder igennem som hårdføre kvinder på hver deres side af loven. I første afsnit er det svært at få øje på den karakter, der skal matche Lorne Malvo og Mike Milligan i udødelig coolness, men det kan nå at ændre sig i den resterende del af sæsonen.
Det er i hvert fald svært at forestille sig, at det bliver andet end sublimt – nærmest uanset hvad Hawley har fundet på.
Kort sagt:
’Fargo’ sæson 3 spæner ud af starthullerne med et lige dele organisk og forrygende spraglet afsnit, hvor en lille mands store kriminelle fejltrin sætter en lavine af vold i skub. Afsnittet rykker ikke ved seriens formel, men matcher de første sæsoner i timing, fortællelyst og natsort galgenhumor.
Anmeldt på baggrund af første afsnit.