Shygirls Lille Vega-koncert var som én lang orgasme
»This next song is about a long, slow orgasm«, sagde britiske Shygirl, inden hun spillede det drømmende drum’n’bass-nummer ‘Honey’.
Shygirl kunne have sagt det samme om sin udsolgte koncert i Lille Vega som helhed. Fra det øjeblik, hun åbnede koncerten med min personlige yndlingssang i kataloget, den dystre, iskolde ‘Woe’, var stemningen i rummet euforisk som … you know.
Lang eller langsom kunne man dog ikke kalde koncerten. Præcis en time efter, hun var gået på scenen, var hun væk igen, og på den tid havde hun formået at trække publikum godt og grundigt rundt i manegen samt at indtage en lang række forskellige roller.
Shygirl var kælen, kærlig og forførende i sin nærmest nuttede hyldest til ‘Coochie’, som hun omtalte som »the one thing I love more than you guys«. Hun var en nådesløs dominatrix på militant kommanderende og ekstremt liderlige sange som ‘BDE’ og ‘Nike’, hvor sportstøjsfirmaets slogan – »just do it!« – insinuerer noget, der pludseligt slet ikke handler om løbesko.
Hun var en vaskeægte popdiva med mikrofonstativ og kjolen blafrende i vindmaskinens orkanagtige styrke på den nærmest episke ‘Cleo’, der på kreativ vis blander luksuriøse, filmiske strygere og herligt kitschede euro-house rytmer. »Main character moment coming through«, sagde hun inden, og hun kunne ikke have haft mere ret.
På tidlige singler som ‘BB’ fik vi den hektiske, klubbede og eksperimenterende form for UK-hiphop, som hun fik sit gennembrud med. Og da portugisisk-danske Erika de Casier pludselig kom dansende ind på scenen for at synge duetten ‘Crush’, var de begge så sukkersødt poppede, at de snildt kunne erstatte et par medlemmer, hvis Spice Girls skal gendannes.
Og så var Shygirl ikke mindst utrolig sjov på en perfekt underspillet, selvironisk måde, der ikke efterlader tvivl om hendes britiske baggrund. For eksempel da hun inden ‘Firefly’ – endnu en uimodståelig banger – tørt sagde: »This song is about thinking you’re in love, but no one is really interested in you … I had to dig deep into my imagination for this one«.
Jeg citerer frit fra erindringen, da jeg havde for travlt med at danse til at tage noter. Jeg havde ikke noget valg: Shygirl var kommet for at servere en fest og ville ikke acceptere et nej.
Der var da heller ikke behov for megen overtalelse: Publikum, der kunne synge med på stort set alle sangene, når de ikke var optaget af at skrige, havde allerede overgivet sig til festen under opvarmningssettet fra den filippinsk-britiske DJ Angelita.
Nogle ville helt sikkert hæfte sig negativt ved koncertens karaoke-agtige format, hvor Shygirl stod helt alene på scenen kun akkompagneret af et backingtrack, der spillede over højtalerne uden så meget som en dj-pult som synlig kilde, og som også udgjorde en måske lige lovlig stor del af vokalen.
Den slags koncerter falder ikke i alles smag, hvilket jeg også godt kunne høre, da jeg efter koncerten smuglyttede til fremmede menneskers samtaler i køen til garderoben. Personligt kunne jeg dog ikke undgå at lade mig forføre af en af de mest karismatiske performere, jeg længe har set.
Kort sagt:
Shygirl var uimodståelig i Lille Vega, hvor hun havde publikum i sin hule hånd. Med en blanding af fremragende sange, popstjerneattitude, underspillet humor og en stålsat vilje til at skabe en fest var det nærmest umuligt – selv for den største playback-skeptiker – ikke at lade sig rive med.