’Stockholm Bloodbath’: Når blodbadet endelig kommer i skandinavisk storfilm, er man bare lettet over, at det snart er slut
»En god del af det her skete faktisk«, står der i starten af ’Stockholm Bloodbath’.
Teksten dukker op på lærredet, i samme sekund som en unavngiven dansk soldat får en pil direkte i fjæset.
Åbningsscenen indkapsler meget godt, hvad den nye svensk-danske film med ’Ondskab’-instruktør Mikael Håfström bag roret forsøger. ’Stockholm Bloodbath’ vil genfortælle en række historiske begivenheder fra 1520 uden at tage sig selv for seriøst og uden at gå ned på ublu voldsscener.
Den uhøjtidelige drengerøvstone mærker man tydeligt fra den hektiske start, hvor en tegneserielignende tekst og splitscreens løbende bryder billederne op. »Didrik Slagchek aka evil man«, siger en småkomisk tekst eksempelvis ud fra Mikkel Boe Følsgaards karakter, første gang vi møder ham.
Slagchek er en gudfrygtig, men aggressiv og voldelig soldat, der er på en blodig mission for den danske konge Christian II, spillet af Claes Bang. Kongen vil genvinde magten over Sverige, efter den svenske adel har forsøgt at slippe ud af Kalmarunionen, der hidtil har forbundet hele Skandinavien under den danske krone.
Sideløbende er de svenske søstre Freja og Anne Eriksson (spillet af Alba August og Sophie Cookson) rejst ud for at få hævn på Slagchek og hans danske kumpaner, der har slået resten af Eriksson-familien ihjel på togtet mod Stockholm.
»MotherfuckAAAAS!«, råber Følsgaard med en skinger stemme flere steder i filmen, når svensk blod skal flyde. Den overdrevne skuespilstil, den ironiske tone og de hektiske voldsscener synes inspireret af Quentin Tarantino og hans legesyge tilgang til historien i ’Inglourious Basterds’ og ’Once Upon a Time in Hollywood’.
At alle i filmen taler engelsk, forstærker denne tarantino’ske følelse – selvom det besynderlige sprogvalg nok skyldes kommercielle overvejelser.
Der er fart på i første tredjedel af ’Stockholm Bloodbath’, hvor svenskere og danskere slås i en række fint udførte actionscener. Eksempelvis tager kameraet på et tidspunkt en svimlende tur gennem luften, da det følger en pils bane.
Men så går filmen fuldstændig i stå. Christian II ankommer nemlig til den svenske hovedstad, hvor han holder de svenske adelsfolk som gidsler under en meget lang forhandlingsproces.
Væk er nu de tempofyldte kampe. I stedet skal vi overvære en lang række dialogscener, hvor den selvsmagende konge forhandler med dobbeltagenten Hemming Gadh (Ulrich Thomsen) og den svenske adelskvinde Christina Gyllenstierna (Emily Beecham). Imens lægger kongen meget tydeligt an på sidstnævnte, der, mener han, kunne gøre sig godt som dronning.
’Game of Thrones’ har bevist, at et sådant magtspil om tronen, hvor banerne kridtes op gennem en masse dialog og skjulte alliancer, sagtens kan være spændende. Men det lykkes ’Stockholm Bloodbath’ ikke med. For ingen af karaktererne er interessante eller sympatiske nok til, at man gider holde med dem.
Filmen er næsten to og en halv time lang, og den føles endnu længere.
Et bredtfavnenbde skuespillerensemble vidner om, at Håfström og forfatterduoen Erlend Loe og Nora Landsrød (der senest skrev manus til ungdomsfilmen ’Hør lige her!’) har sat sig for at lave en storfilm i en skandinavisk kontekst.
At det sagtens kan lade sig gøre, har Nikolaj Arcel senest bevist med ’Bastarden’, som lykkes meget bedre med at balancere humor, alvor, intimitet og spænding.
Hvis ’Stockholm Bloodbath’ i stedet havde været en noget kortere og mere tjept fortalt actionkomedie, kunne den ironiske tone nok godt have fungeret. Men fordi den dialogtunge fortælling trækker i langdrag, bliver karikaturerne trættende.
Når vi endelig kommer til det famøse blodbad, som filmen er opkaldt efter, er man mest af alt lettet over, at man snart kan komme ud af biografen.
Kort sagt:
’Stockholm Bloodbath’ vil både være en ironisk actionkomedie og en episk storfilm, men er i sidste ende kedelig og alt for lang.