’Io Capitano’: Det livsglade og brutale går hånd i hånd i emotionel mavepuster af en Oscar-nomineret film
Der er to konstant overlappende lag i Matteo Garrones overrumplende, Oscar-nominerede flygtningedrama ’Io Capitano’. To lag, der dårligt kunne være mere forskellige.
Det ene er en magisk-realistisk fabel, fuld af livsglæde og håb. Det andet er en af de mest brutale flygtningerejser, jeg kan mindes at have set. Det burde ikke fungere, men gør det på en underlig måde alligevel.
Man skulle ellers ikke tro, at det var muligt at fremmane nye billeder af den globale flygtningekrise. Vi har set det meste i overfladiske nyhedsindslag, der tidligere har fået film om emnet til at føles en smule overflødige. Men i ’Io Capitano’, som i danske ’Flugt’, er der noget oprigtigt nyt på spil. Det føles alt for reduktivt overhovedet at kalde den en ’flygtningefilm’.
16-årige Seydou (den senegalesiske TikTok-stjerne Seydou Sarr) og hans fætter Moussa (Moustapha Fall) vil ikke væk fra Dakar på grund af undertrykkelse eller anden dårligdom. De har et godt liv med deres familier, musik og fodbold. De flygter udelukkende, fordi de har set livet i sus og dus i Europa på deres sociale medier og gerne vil forfølge deres drømme om at blive professionelle musikere.
Billederne af de to drenge, der ser YouTube-videoer på deres smartphones og naivt tror, at de europæiske drømme også kan blive deres drømme, er oprigtigt rørende. Globaliseringen er total.
Et godt liv i Senegal er bare ikke det samme som et godt liv i Europa. Drømmen om en bedre fremtid i Europa har slået dybe rødder i ham. Også selvom moren strengt forbyder ham at tage af sted, og den lokale shaman advarer om, at hjemløshed er en reel ting i de europæiske gader, og at rejsen dertil er yderst farefuld.
Når Seydou siger, han skal til fodbold, tager han i stedet på arbejde på en byggeplads, så han kan spare op til rejsen mod Europa.
Det bliver en lang, farefuld og episk færd, hvor Seydou og Moussa ved hver lejlighed bliver snøret af den glubske fødekæde, der kapitaliserer på netop drømme og håbet om et bedre liv. Først betaler de i dyre domme for falske pas, som de kort efter må betale yderligere for at beholde ved en korrupt grænsekontrol.
En udmarvende vandring gennem ørkenen koster liv, men pinslerne begynder dog for alvor først, da de bliver taget til fange af den libyske mafia. Undervejs på den barske dannelsesrejse må drengene træffe umulige moralske valg, som ingen på deres alder burde skulle tage stilling til. Alligevel nægter de at miste modet. Det er både dybt naivt og dybt rørende. Garrone er bedst kendt for hårdkogte gangsterfilm som ’Gomorra’ og den alternative ’Dogman’, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at scenerne er umanerligt voldsomme.
Det imponerende ved ’Io Capitano’ er dog, at den gennem hele rejsen mod en bedre fremtid fastholder håbet og sit fabulerende filmsprog. For under laget af korruption og dårligdom møder de to drenge en dyb medmenneskelighed fra ligesindede, som driver filmen frem, mens den skifter fra by til ørken til by til vand og transformerer de genkendelige, men alligevel abstrakte flygtningebilleder fra en fjern virkelighed til en indtrængende medmenneskelig historie.
Når filmen endelig slutter, tænker man, at rejsen kun lige er begyndt. At prøvelserne kun for alvor skal til at begynde. Men gennem ét genialt stilistisk greb på filmens soundtrack, antyder Garrone, at hovedkaraktererne måske slet ikke har behov for vores medlidenhed, snarere vores almene medmenneskelighed.
Måske kan drømme rent faktisk blive til virkelighed.
Kort sagt:
Oscar-nominerede ’Io Capitano’ er en emotionel mavepuster, der formår at fremmane nye billeder over den globale flygtningekrise og skabe et overrumplende, medmenneskeligt drama.