Roskilde Festival: Shygirls klubkoncert føltes som en spontan privatfest, hvor man gerne måtte spilde drinks i sofaen

Jeg blev nærmest helt nervøs på Shygirls vegne, da jeg ankom til Arena 20 minutter før showstart, og der mildest talt ikke var mødt særligt mange mennesker op.

Briten havde ellers lagt op til noget af en fest med Club Shy-projektet, som kryptisk blev beskrevet som »en udvidet live-oplevelse« med rødder i 90’ernes klubkultur. Der er som bekendt intet mere ødelæggende for en fest, end når gæsterne bliver væk.

Heldigvis blev det tydeligt, et stykke inde i koncerten, at der var masser af Gilli-fans, der søgte nattens sidste fest, inden de skulle tilbage til campen. Og de fik en underholdende time i supergodt selskab, der ikke desto mindre godt kunne have stået skarpere.

Koncerten kan bedst beskrives som afslappet. Akkompagneret af en dj, der tilsyneladende ikke lavede meget andet end at trykke ‘play’, sang nattens hovedperson sine sange over et massivt backingtrack, der nærmede sig playback, mens fire dansere bevægede sig omkring hende på en effektiv, men tydeligt løs og langt fra koreograferet måde.

Koncerten føltes som at ankomme til en spontan privatfest, hvor værten ikke så meget som fortrækker en mine, når du vælter drinks ud over sofaen og smadrer en vase.  

Shygirl kunne godt have anstrengt sig mere, men samtidig var hele seancen faldet fuldstændigt til jorden, hvis ikke det netop var for hende.

Der er noget ved hendes kølige, let distancerede, men samtidigt ekstremt karismatiske tilstedeværelse på en scene, der bare føles godt. »I love being adored and I love being cheered«, lød det inden ‘Cleo’, som hun beskrev som sit »main character moment«.

Og ja, jeg elsker også at heppe på hende. Det var den attitude, der bar koncerten.

Det og så hendes sange, der stort set alle sammen er bangers. Den tunge, minimalistiske ‘Nike’ var uimodståelig i sin demonstrative liderlighed, mens ‘Cleo’ leverede filmisk storladenhed i stadionformat.

Den euro-housede ‘Mr. Useless’ var fyldt til randen med knivskarpe, sukkerklistrede hooks, og det næsten industrielle afslutningsnummer ‘Encore’ var mørkt, iskoldt og besættende.

Og da vi pludseligt fik besøg af en flirtende, dybt charmerende LSDXOXO – »it wouldn’t be Club Shy without my main freak« – begyndte hele konceptet at give mening.

Det kan alligevel noget særligt at feste med Shygirl, og jeg vil til hver en tid gøre det igen.