’My Lady Jane’: Ny skamløs periodeserie er ’Bridgerton’s sarkastiske modstykke
Som om verden har brug for endnu en britisk kostumeserie, fnøs jeg for mig selv, inden jeg begyndte på Amazons ‘My Lady Jane’.
Jeg kom dog hurtigt på andre tanker. Forestil dig Tudor-tiden, men med shapeshifters og royale intriger, der får ‘The Crown’ til at virke som en kedelig dokumentar. ‘My Lady Jane’ er en forfriskende manipulation af historiske fakta med et hånligt »Fuck that!«.
Seriens præmis beror på spørgsmålet: Hvad nu hvis Jane Grey ikke blev henrettet efter en sølle uges tid som regent?
Seriens Jane Grey (Emily Bader) får lov til at eksistere i et parallelt univers, hvor adelige kvinder udfører gynækologiske undersøgelser på deres tjenestefolk, og mænd bekymrer sig om, hvorvidt de opfører sig grænseoverskridende.
Vi følger Jane og hendes familie, der står på randen af (gisp!) social og økonomisk middelmådighed, da Janes far er gået bort. Af den årsag har Janes mor, Lady Frances Grey (Anna Chancellor), besluttet sig for, at Jane skal giftes væk til en højerestående adelsmand, Guildford Dudley (Edward Bluemel). Problemet er bare, at Jane hellere vil arbejde som dét, der i 1550’erne svarede til en læge, og forblive single for evigt.
Jane får derfor overtalt sin tjenestepige og veninde Susannah (Máiréad Tyers) til at flygte med hende. De bliver opdaget, og i det sekund, hvor Susannah skal mærke straffen for at drive en adelig i fordærv, forvandler hun sig til en høg. Og bum, så flyver hun væk.
Sådan slår første afsnit tonen an. Vel nok er karaktererne løst baseret på de rigtige adelige, men i serien er Tudor-tiden ikke en kamp mellem katolikker og protestanter og i stedet mellem Verities (almindelige mennesker) og Ethians (mennesker, der kan forvandle sig til dyr).
Serien består af skæve karakterer og komisk ladede situationer, men skuespillerne spiller deres rolle med en overdreven britisk flair, der ville få Monty Python til at nikke anerkendende. Ollie Chris, som er velbevandret i de britiske kostumedramaer, er vores snedige fortæller. Han bryder konstant den fjerde væg med snurrende sarkastiske bemærkninger.
Janes yngste søster Margaret (Robyn Betteridge) er en henrivende voldsparat manipulator. Janes mor er historien tro ved at være en modbydelig mor, men skuespilleren Anna Chancellor tilfører en ekstra dimission til underholdningen ved at være absurd seksuelt frigjort og knuse alle de unge mænds drømme.
’My Lady Jane’ er en kærlighedshistorie på speed. Hvor Netflix’ ‘Bridgerton’ druknede os i romantik og elegance, kaster ‘My Lady Jane’ os hovedkulds ud i en kakofoni af uforudsigelige plotdrejninger og latterligt overdrevne optrin, understreget af et stærkt soundtrack, som da Portisheads ’Glory Box’ bliver brugt i en fantastisk utraditionel intimscene.
’My Lady Jane’ tackler seriøse emner som magtmisbrug og fordomme med samme ypperlig sarkasme. Det er den perfekte flugt fra virkeligheden, hvis du bare lader dig rive med af absurditeten.
Kort sagt:
‘My Lady Jane’ er en skamløs, sarkastisk hyldest til det excentriske britiske sind. Med magi, overdreven humor og skæve karakterer ryster man grinende på hovedet undervejs.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.