Daisy Ridley er blevet diagnosticeret med den sjældne lidelse Graves sygdom, der også går under navnet Basedows sygdom. Det fortæller skuespilleren ifølge The Wrap i et nyt interview med magasinet Women’s Health.
Graves sygdom er ifølge Sundhed.dk en autoimmun sygdom, hvor kroppen danner antistoffer, som efterligner hormonet TSH. Skjoldbruskkirtlen vil være forstørret, og tilstanden kan påvirke øjnene. Et andet symptom kan være irritation og nervøsitet, vægttab og let rysten i hænder og fingre, skriver The Wrap.
Ridley fortæller i interviewet, at hun fik diagnosen i september 2023, efter hun havde oplevet hedeture og udmattelse. I første omgang troede hun egentlig, at disse symptomer var resultatet af krævende optagelser til filmen ‘Magpie’, som hun spillede hovedrollen i.
»Jeg tænkte, ‘well, jeg har lige spillet en virkelig stressfyldt rolle, formentlig er det derfor, jeg har det dårligt«, genfortæller Ridley. »Det var ikke gået op for mig, hvor dårligt jeg havde haft det. Så kiggede jeg tilbage og tænkte: ‘Hvordan klarede jeg det?’«.
Det er ikke første gang, den 32-årige skuespillere har været sygdomsramt. Hun blev ifølge The Wrap diagnosticeret med endometriose som teenager og polycystisk ovariesyndrom i sine 20’ere.
Den nye diagnose kræver, foruden medicinering, at hun skal have endnu mere fokus på daglige rutiner, kost og træning.
Ridley blev verdenskendt i den seneste ‘Star Wars’-filmtrilogi som hovedpersonen Rey – en rolle, hun vender tilbage til i en kommende, endnu unavngivet filmsatsning, der udspiller sig 15 år efter handlingen i ‘Star Wars: The Rise of Skywalker’.
Senest var hun i front for ‘The Young Woman and the Sea’.