Vi har ikke fået en ny ‘Star Wars’-film siden ‘The Rise of Skywalker‘ fra 2019. Men nu sker der endelig noget.
Lucasfilm annoncerede i går tre filmprojekter, som studiet går videre med. De vil både omhandle fortiden, nutiden og fremtiden for ‘Star Wars’-universet, som Lucasfilm-direktør Kathleen Kennedy har planer om at udvide drastisk og samtidig forsøge at strømline.
Den helt store nyhed var, at Sharmeen Obaid-Chinoys tidligere annoncerede ‘Star Wars’-film kommer til at have Daisy Ridley i hovedrollen som Rey.
Filmen kommer til at udspille sig 15 år efter handlingen i ‘Rise of Skywalker’ og vil omhandle genopbygningen af Jedi-ordenen. Steven Knight (‘Peaky Blinders’) skriver manuskriptet.
James Mangold, der senere på året er aktuel med den sidste ‘Indiana Jones’-film, skal instruere en film om de allerførste Jedi-riddere. Filmen beskrives som en »bibelsk storfilm«, og den kommer til at udspille sig 25.000 år før handlingen i ‘Star Wars’-filmene og serierne.
‘Star Wars’-serie-produceren Dave Filoni skal instruere en film, der vil fungere som kulminationen på handlingen i ‘The Mandalorian’, ‘The Book of Boba Fett’ og den kommende ‘Ahsoka’-serie.
Der er endnu ingen information om forventede premieredatoer på de tre projekter.
Den store udmelding kommer efter en årrække med spredte filmannonceringer, som i mange tilfælde ikke er blevet til noget. Så vidt vides, arbejder Taika Waititi endnu på sin ‘Star Wars’-film, mens en film af Shawn Levy også fortsat er i udvikling.
Tidligere har Lucasfilm lagt store trilogier af ‘Game of Thrones’-skaberne David Benioff og D.B. Weiss i graven, mens Rian Johnsons planlagte trilogis fremtid også er uvis.
Lucasfilm har i stedet sat turbo på serieproduktionen med ‘The Mandalorian’, ‘The Book of Boba Fett’, ‘Obi-Wan Kenobi’, ‘Andor’ og de kommende ‘Ahsoka’, ‘Skeleton Crew‘ og ‘The Acolyte’.