‘Star Wars: The Rise of Skywalker’: Tilfredshed, lettelse, begejstring!
Denne anmeldelse er skrevet inden for 12 timer efter visningen af ’Star Wars: The Rise of Skywalker’, og filmen har ikke nået at bundfælde sig. Men de første følelser er lettelse, begejstring og tilfredshed.
Lettelse over, at sagaens afslutning har tyngde og hænger sammen med de forrige film (selvom det er tydeligt, at der stadig er stor berøringsangst over for prequel-trilogien). Det er en lettelse over, at de mange, mange, mange nostalgiske referencer denne gang ikke virker så leflende. Ja, både Lando Calrissian, Lukes gamle X-Wing, Dødsstjernen, Kejser Palpatine, planeten Tattoine med tvillingesolene og selvfølgelig de gamle kendinge Leia, Chewbacca, R2D2, C3PO og Tusindårsfalken er med. Vi genbesøger endda Ewoks i et kort øjeblik – de små fjollede skovbamser fra ’Return of the Jedi’ – men det virker integreret i historien, ikke som et forsøg på at score billige nostalgipoint.
Begejstring over veloplagte replikker, godt samspil, fokus på karakteropbygning og en instruktør med flair for at opbygge stemninger og iscenesætte mindeværdige udstyrsstykker. Scenen i ørkenen, hvor Rey er alene og på lang afstand kan fornemme Kylo Rens TIE-jager er intens og mesterligt spændingsopbyggende. TIE-jageren dukker frem i varmedisen, og vi kan høre brølet komme nærmere. Det efterfølgende opgør er vidunderligt understøttende for deres karakterer, og magtbalancen mellem Kylo og Rey bølger frem og tilbage.
Tilfredshed, fordi filmen føles som et værk, der er villig til at bringe nye idéer på banen, som udvider universet uden at forråde grundprincipperne. Der er mange genkendelige elementer fra krigsfilm, missionsfilm og skattejagtsfilm (jeg fik stærke Indiana Jones-vibes på et tidspunkt), men stadig uforudsigelighed nok til at bevare spændingen. ’The Rise of Skywalker’ er stadig et nostalgitrip, men det giver mening her for at lukke cirklen, for at samle og afslutte de mange veje sagaen har ført os ned af.
I ’The Rise of Skywalker’ er den tidligere Kejser Palpatine vendt tilbage fra de døde. Modstandsbevægelsen får besked om, at noget stort er under opsejling, men de føler, at de er for få til at kunne stå imod de mørke kræfter. Rey træner for at blive en rigtig Jedi, og imens jages hun af Kylo og The Knights of Ren. Nej, det er ikke et college-rockband fra 90’erne, det er den gode håndfuld maskebærende krigere, Kylos elitegruppe, som vi i de forrige film kun har set i glimt.
Palpatines genkomst udgør en trussel mod Kylo Rens magtposition, for han er nu blevet Supreme Leader af The First Order. Palpatine er også særdeles interesseret i den mystiske pige Rey, som han enten vil have dræbt eller ført til sit dunkle tilholdssted, planeten Exegol, Sith-fyrsternes hjemplanet, der ligger i en uudforsket del af galaksen. Her har han overlevet og igennem mange år samlet kræfter og opbygget en flåde, der kan skabe et nyt imperium. Kun med en særlig vejfinder-dims kan man finde vej til Palpatine, og både Kylo Ren og Rey vil opsøge den tidligere Kejser for at gøre det af med ham én gang for alle.
Der er meget at pakke ud i ’The Rise of Skywalker’, for der er så meget, der skal nås på bare én spillefilms længde. Det er både filmens svaghed og styrke. Det er næsten udmattende at se filmen. Man fornemmer, at hvert sekund er dyrebart for filmskaberne, hvis de skal komme omkring det hele. Som et puslespil med tusind brikker. Alt trækker tråde tilbage til noget, vi tidligere har set i film igennem 42 år.
Jeg var en af dem, der ikke var udelt begejstret for denne nye trilogi, og trods dygtigt håndelag og solid underholdning virkede det ikke til, at Disney havde nye idéer og cojones nok til at skubbe universet i en spændende retning. Det var, som om der var for mange voksne fans, der skulle pleases, og det måtte kun gøres ved ikke at rokke ved deres barnlige forestilling om de første films renhed. Der blev brugt flere kræfter på at efterligne den originale trilogi end på at skabe en ny, der kunne stå på egne ben.
På imponerende vis formår ’The Rise of Skywalker’ at løfte de to foregående film ’The Force Awakens’ og ’The Last Jedi’ og gøre dem til meningsfulde bærere af historien frem mod hele sagaens afslutning.
Det kunne have været interessant at se George Lucas’ version af sagaens afslutning. Hans prequel-trilogi havde masser af visuel opfindsomhed, nye idéer og en interessant grundhistorie om at søge balance i kraften. Kimen lægges til, at Jedierne, forblændet af egen godhed, overser den mørke sides indflydelse, hvilket næsten bliver deres og galaksens undergang. Det er et spor, som kun delvist bliver fulgt til dørs i denne nye trilogi.
Prequel-trilogiens problem var og er, at den er sløjt instrueret. Især Anakins personlige udvikling frem mod transformationen til Darth Vader halter. Man tror aldrig på hverken den centrale romance eller på det endelige skift til den mørke side.
’The Rise of Skywalker’ er en imponerende og overbevisende afslutning på Skywalker-sagaen. En afslutning, som giver mening, selv om den er stykket sammen af mange strittende elementer. Den giver os svaret på, hvem Rey i virkeligheden er. Den afslutter skurken Kylo Rens historie, og den bringer hovedskurken Palpatine tilbage – egentlig den eneste skurk, der nogensinde har været igennem hele sagaen.
Jeg var underholdt, men uberørt af ’The Force Awakens’ og ’The Last Jedi’, men ’The Rise of Skywalker’ gav mig fugtige øjne – eller også er jeg bare særligt sensitiv over for wookier i sorg.
Der er masser af liv i denne fjerne galakse for længe siden.
Kort sagt:
Det lykkes, forbløffende nok, for ’The Rise of Skywalker’ at samle sagaens mange tråde til en tilfredsstillende slutning.