Disney og Lucasfilm holder forårsrengøring blandt de ’Star Wars’-film, de udvikler.
Således sættes ’Wonder Woman’-instruktør Patty Jenkins’ ’Rogue Squadron’ på pause sammen med en mulig film fra Marvel-chefen Kevin Feige.
Det betyder til gengæld, at den ’Star Wars’-film Taika Waititi er i gang med at lave kan blive den næste til at få premiere.
Det skriver Variety forud for festkonferencen ’Star Wars Celebration’ i april, hvor der er tradition for store udmeldinger.
Selvom vi har fået store ’Star Wars’-serier som ’The Mandalorian’, ’Andor’ og ’The Book of Boba Fett’ de senere år, har der været en pause på filmfronten siden ’The Rise of Skywalker’ fik premiere i 2019.
Efter planen skal den næste film komme i 2025, og feltet af kandidater til den udgivelsesdato bliver nu snævret ind.
Umiddelbart står det mellem instruktør og skuespiller Taika Waititis projekt og en film instrueret af ’Ms. Marvel’-instruktøren Sharmeen Obaid-Chinoy og produceret af Damon Lindelof (‘Watchmen’).
’Glass Onion: A Knives Out Mystery’-skaberen Rian Johnson har også længe villet lave en ’Star Wars’-film, men han har for tiden travlt med blandt andet at lave flere historier om den utrolige detektiv Benoit Blanc til Netflix.