‘Young Woman and the Sea’: Trods girlpower og Kim Bodnia hører Disney-feminismen hjemme på et blikskilt i provinsen
‘Young Woman and the Sea’ er feelgood Hollywood, som Forrest Gumps far, Robert Zemeckis, gør det bedst, og som norske Joachim Rønning, der står bag denne her lidt forglemmelige, men meget søde film om en ung kvinde, der svømmer den engelske kanal, gør helt okay.
Med andre ord er ’Young Woman and the Sea’ den slags film, man skal se, når man er i de formative, unge år mellem 12-16. For voksne filmentusiaster vil den måske være lige lovlig formularisk i sit filmsprog, men for dem, der ikke har set tusind film, vil den sikkert ikke virke mere som bageopskrift end faktisk kage.
Med det in mente, at selv en Kim Bodnia på autopilot er seværdig, og at historien om den virkelige underdog turned girl boss Trudy Ederle er vild.
Eller Gertrude Ederle, som hendes rigtige, omend en kende mere usexede, navn i virkeligheden er.
Feminismen i Rønnings film har samme nuance som blikskilte med budskaber, der hænger over sofaer i den jyske provins.
Trudy er døende af mæslinger, da moren (Jeanette Hain) en morgen tager avisen med op til hende. 800 kvinder er døde i en bådulykke, selvom de var tæt på land. De mange kvinder havde nemlig aldrig lært at svømme, fordi den slags ikke er sømmeligt for de skrøbelige kvindekroppe.
Da Trudy mirakuløst overlever sygdommen, insisterer moren på, at de to døtre skal lære at svømme. Faren (Kim Bodnia) slår sin vidunderlige mandehørme-latter op ved middagsbordet. Den slags kan kvinder selvfølgelig ikke! Han må hele tiden se sin forsmåede patriark sat på plads af familiens kvinder, og det er sødt, men totalt historieløst.
Trudy Elderle starter til svømning i en kælder sammen med andre kvinder, og må selvfølgelig slæbe kul, før hun kan få lov til at hoppe i bassinet. Der er overtydelig modgang fra start, indtil hun i en konkurrence med OL-svømmere fra Australien pludselig overhaler alle – selvom hun starter de første runder som den allerbagerste i feltet.
Hun slår rekord efter rekord, og det vises i en avismontage. Det mest gennemgående for filmen er dens uoriginalitet – indtil Trudy får snøret de patriarkalske overhoveder i den amerikanske svømmeorganisation, så det lykkedes hende at få et sponsorat til at svømme den Engelske Kanal.
Først forsøger den skurkagtige, mandlige svømmetræner (Glenn Fleshler) at forgifte hende med te tilsat sovemiddel, fordi ‘øv, kvinder!’
Men det andet forsøg viser Ridley svømme og svømme og svømme i bølgerne, gennem horder af brandmænd, til sidst alene i mørket mod den engelske kyst.
Og her har filmen en helt særlig form for girl power: at se en kvinde gøre noget, man ikke selv kunne forestille sig, man kunne. Ikke på grund af manglende træning eller talent, men på grund af ens lille, svagelige køn.
At se Ridley svinge armene ned i bølgerne igen og igen udvider ens mulighedsrum, og ultimativt betyder det, man bliver en kende friere som menneske af at se Rønnings generiske Hollywood-film.
På den måde er det jo ligesom den Oscar-vindende ’Nyad’ fra sidste år, der havde Anette Bening i hovedrollen og handlede om en ‘Old Woman and the Sea’, da den 64-årige Diana Nyad svømmede fra 177 kilometer fra Cuba til Florida. Filmen fik også fire stjerner i nærværende medie.
Men jeg har en lille anke. For hvis man vil lave en reel film om en girlboss som (Gertrude) Ederle, der var stærk som en okse for at besejre de engelske bølger, så må hun også ligne et bundt muskler med bryster.
Daisy Ridley ser altid ud som om, hun er trådt direkte ud af en parfume-reklame, og man tror ikke et øjeblik på, at den spinkle størrelse 34 kan smadre igennem iskolde bølger i 14 timer og 31 minutter i streg – næsten to timer hurtigere end de fire mænd, der havde gjort det inden Trudy Ederle i 1926.
Det ødelægger lidt filmens argument, når Ridleys skrøbelige skønhed foretrækkes fremfor den handlingsstærke.
Man så den hos Natalie Portman, der var både smuk og bøffet i ’Thor: Love and Thunder’. Hvis hun kan udfordre skønhedsidealet i en Marvel-film, så burde Daisy Ridley også kunne gøre det i en feministisk film om en kvindelig atlet.
Kort sagt: ’Young Woman and the Sea’ er sød og unuanceret som et bolche med sin girl power-feminisme og sukkersimple historiefortælling. Men at se Daisy Ripley svømme i den Engelske Kanal er alligevel svalende for en usikker pigesjæl – også den der bor inde i en voksen kvinde.