‘Nyad’: Anette Bening svømmer 177 kilometer i befriende og afmystificerende sportsfilm
Jeg gætter på, at alle, der hedder Nyad, har fiskegæller. For det poetiske navn – der altså udtales med hårdt d (you’re welcome) – bæres ikke blot af den græske mytologis havnymfe, men også af en af verdens vildeste vandsportsudøvere.
Sidstnævnte hyldes nu i en livsoptimistisk Netflix-film, der har de prisvindende dokumentarister Jimmy Chen og Elizabeth Chai Vasarhelyi (’Free Solo’) bag roret. Denne gang kaster filmduoen sig ud i autofiktionens farvand, og med udgangspunkt i den amerikanske maratonsvømmer Diana Nyads erindringsbog har de skabt en dramatiseret biografi omhandlende hendes ’fiskegæller’ og hendes imponerende sportsbedrifter.
Særligt én sportsbedrift. Den 177 kilometer lange svømmetur fra Cuba til Key West i Florida, som hun i en alder af 64 klarede efter 53 timer i vandet.
Men det har taget hende langt mere end 53 timer at nå sit mål. For første gang, Nyad begav sig ud på denne sindssyge distance, var som 28-årig, hvor hun efter 122 kilometer måtte se sig slået af havet og de læger, der af sundhedsmæssig bekymring beordrede hende op af vandet.
Dette nederlag plager fortsat den 60-årige pensionerede udgave af svømmeren Dianne Nyad (Annette Bening), da publikum møder hende en sum år efter. Ramt af en midtlivskrise og tanker om sin tilværelse som sportsjournalist, livet og dets manglede forløsning beslutter hun på bedste ’The Old Man and the Sea’-vis at genudfordre havet og udleve sin navneskæbne.
Nyad tager derfor endnu engang til drømmenes og cigarernes land Cuba, og armtag for armtag bevæger hun og kameraet sig – af flere omgange – tættere på sandet i The Keys.
Denne ’du kan blive, hvad du vil’-fortælling flyder over med smukke billeder af havets mange farver og farer, men det er til tider frustrerende og forpustende at betragte den stædige og kæmpende hovedpersons (indre) rejse mod lykken og Key West, og de mange kropsanstrengelser gør, at man sommetider må kigge væk.
Men ligesom Hemingways gamle mand og havet, der slutteligt fanger en kæmpe fisk, fanger ’Nyad’ ikke bare sit mål, men også sit publikum. Det sker særligt gennem kemien mellem Diana og hendes loyale træner og bedste bandanabærende ven Bonnie (Jodie Foster), der sammen med hajeksperter og bådfolk er med på svømmerens udmattende færd – for selv en solitær sport kræver et hold.
Spillet mellem Bening og Foster er kærligt og sjovt, og Bonnie-karakteren er med til at understøtte filmens mest spændende fortælling. På (vand)overfladen ligner ’Nyad’ en historie om en legendarisk sportspræstation, men dykker man bare en smule ned, er den en behandling af kvinders liv, krop og forestillede udløbsdato.
Uagtet at filmens beskæftigelse med feminisme og alderisme dialogmæssigt bevæger sig lige på vippen til det banale, præsenterer ’Nyad’ vedkommende og efterlyste skildringer af livssultne og frigjorde kvinder post overgangsalderen.
Skal vi i den ombæring lige tale om, hvor dejligt befriende og afmystificerende det er, at den kvindelige hovedperson 60+ det meste af tiden er iført en badedragt?
I denne film er kvindes krop hverken begærsobjekt eller en rugemaskine, men et stærkt instrument til at opfylde sine drømme – uanset alder. Og i vandet er Diana ikke bare vægtløs, men også begrænsningssløs.
Den pointe er på sin vis fint fortalt, men tæt på at drukne i filmens mange andre berøringsflader. For udover aldrende kvindeliv og svømning vil den blandt andet også gribe i klimakrise, heltemod og overgrebsfortællinger – og meget, meget mere. Præcis som når kameraet følger sin hovedkarakter i skvulpende bølger, efterlader den rodede tematiske struktur publikum gispende efter luft.
Det gøres ikke bedre af, at filmen mislykket forsøger at forene svømmeture med genopførelser af Dianas barndom, kiksede hallucinationsbilleder og optagelser af virkelighedens topatlet.
Selvom Annette Bening er fremragende og smuk i sit dybt irriterende og uforgængelige portræt af Diana Nyad, er det netop de arkivfundne klip og montager, der fungerer bedst. For her kan man kan mærke filmskaberne Jimmy Chen og Elizabeth Chai Vasarhelyis kunstneriske tæft og fortrolighed med dokumentarismens ocean, og måske skulle de være blevet der?
Det vil nemlig forfølge dig resten af livet, hvis du hives ud af dit rette element, inden du er klar – spørg bare Diana Nyad.
Kort sagt:
Jimmy Chen og Elizabeth Chai Vasarhelyi bør holde sig til dokumentargenren, men med overlegne skuespilpræstationer formår ’Nyad’ at videreformidle en mytiskklingende fortælling om maratonsvømmeren og hendes begrænsningsløse badedragt.