‘Free Solo’: Vanvittigt nervepirrende klatretur er den mest fysiske filmoplevelse længe
Under de sidste 30 minutter af ‘Free Solo’ lå jeg krøllet sammen i mit biografsæde af ren spænding. Det er her, Alex Honnold – verdens bedste inden for klatredisciplinen free solo, hvor reb, seler og andet hjælpeudstyr er forbudt – endelig kaster sig ud i sit livsprojekt om at soloklatre op ad den én-kilometer-høje, lodrette klippevæg på El Capitan i Yosemite efter årevis tilløb.
Det er den mest fysiske biografoplevelse, jeg længe har haft. Et sandt mareridt for en med højdeskræk, men alligevel en bjergtagende bedrift, som er umulig at tage øjnene.
For selvom ‘Free Solo’, der er favorit til at vinde en Oscar i dokumentarkategorien, dyrker det ekstreme i én mikroskopisk mand på siden af et massivt stykke granit, som slutter, hvor skyerne begynder, finder instruktørmakkerparret Jimmy Chin og Elisabeth Chai Vasarhelyi en glimrende balancegang mellem sensation og en dybt menneskelig historie om mål, perfektion, kærlighed og natur.
I timen, der leder op til den intense finale, som med garanti vil give svedige håndflader, følger vi Honnold på tæt hold. Vi er med ham, når han øver hvert trin på klippevæggen (med sikkerhedsudstyr), når han spiser et tarveligt sammenkog af alt godt fra konserveshylden i sit mobile trailerhjem og laver pull-ups med sine fingerspidser som eneste fæste.
Klatring er hans ét og alt, og langsomt begynder man at forstå, hvorfor Alex satser liv og lemmer for at fuldføre sit mål. Han er drevet af en indre ild – et mål om at komme så tæt på perfektion som muligt. Han er også indelukket af natur og har måske arvet Aspergers fra sin afdøde far, hvilket er en af mange forklaringer på, hvorfor han gav sit første kram som 23-årig, ikke kan finde ud af at brygge kaffe og nærmest ikke viser nogen følelser, når han stirrer døden i øjnene.
Alligevel får filmholdet ham til at åbne op på imponerende vis. Kameraet bliver ikke slukket, når Alex er en egoistisk røv over for alle omkring ham, der ville ønske, at han opgav sin livsfarlige drøm – selvom de inderst inde godt ved, de ikke kan tillade sig at bede ham give afkald på sin passion. Det går helt tæt på, når Alex konfronteres med dødsannoncerne for medklatrere og venner. Og det viger aldrig, når Alex endelig beslutter sig for at satse alt og tæmme El Capitan – solo – som den første nogensinde.
Han bliver filmet fra oven, mens kamerafolk hænger på bjergsiden og får de bedst mulige close-ups. Telelinser fotograferer ham fra sikker grund, hvor filmholdet debatterer, om de overhovedet vil kunne leve med dem selv, hvis Alex falder i døden, mens de optager.
Den svimlende bedrift bliver kun så meget desto større, fordi kameraholdet har fulgt Alex’ forberedelser i mere end to år. Vi har set ham øve El Cap til hudløshed, så vi ved nøjagtig, hvad der er på spil: En strækning på henved 100 meter, hvor han skal klatre op ad en snæver passage på størrelse med en affaldsskakt. En strækning, hvor det eneste fæste er et hulrum med plads til en halv tommelfinger. Og en afsats, hvor han enten er nødt til at risikere alt og springe efter den nærmeste gribeflade eller foretage et hovedløst »karatespark« for at nå videre.
Og så hjælper det selvfølgelig heller ikke på nerverne, at Alex, efter årevis alene, endelig har fundet sig en kæreste, der betænksomt – og spændt som en fjeder – kører væk fra naturparken, så hendes elskede kan koncentrere sig om at fuldføre sin mission.
Det er ikke bare effektivt drama, men en dybt rørende og menneskelig fortælling fra svimlende højder, der kommer hele vejen rundt om mennesket Alex Honnold.
Kort sagt:
‘Free Solo’ er et adrenalinsus, som går direkte i både nerver og hjerte.
Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år