De sidste 20 år passerede revy for mine øjne, mens jeg skilte fårene fra bukkene og med dødsensalvorlig grundtvivl byttede rundt på plads 46 og 47 på listen over mine 50 yndlingsserier fra den serieguldalder, der har forandret tv-landskabet for bestandig.
Nu er det jo ikke, fordi jeg ikke har lavet andet end at sofa-binge i det 21. århundrede, selvom man måske godt kunne fristes til at tro det, men som med en god bog eller sang forbinder jeg serierne med forskellige perioder af mit liv. ’The Wire’ og ’Lost’ var titlerne, der gjorde mig fuldkommen besat af seriebølgen dengang midt i 00’erne, og selvom jeg var ikke blandt de first movers, som så med, da HBO startede revolutionen med premieren på ’The Sopranos’ 10. januar 1999, er jeg kommet efter det siden.
Jeg har haft mine op- og nedture med serierne, hvis nybrud efterhånden slog over i kedsommelig højkvalitetsmekanik, før vi nu igen vejrer morgenluft og friske ideer, som jeg har skrevet mere om her. Men når man sådan sidder og kigger tilbage, står guldalderens byge af store tv-oplevelser med al tydelighed frem, for uagtet at jeg ved gud også har set meget skrald de seneste 10 år – Netflix ’Sense 8’ og HBO’s ’Here and Now’ presser sig i skrivende stund på som de mest mindeværdige bundskrabere – har jeg måttet efterlade langt flere gode serier på perronen end de 50, der i sidste ende klarede cuttet.
Det virker uoverkommeligt at kippe fyldestgørende med hatten mod alle de værdigt frasorterede, men nogle af dem skal have en honorable mention med på vejen.
Oversete dramaserier som ’Luck’, ’Tell Me You Love Me’ og ’Boss’, gennemførte miniserier som ’Mildred Pierce’, ’Olive Kitteridge’ og ’Chernobyl’, opfindsomme komedier som ’American Vandal’, ’Eastbound and Down’, ‘Review’ og ’Silicon Valley’, spændende genrekryds som ’High Maintenance’, ’Weeds’, ’Looking’ og ‘Killing Eve’, true crime-hovedværker som ’The Jinx’ og ’Making a Murderer’, krimisværvægtere som ’The Fall’, ’The Missing’ og ’Luther’, britisk guld som ’Sherlock’ og ’The Thick of It’, isnende spænding med ‘The Shield’, ’The Terror’, ’Hannibal’, ’Mindhunter’ og ’The Haunting of Hill House’, knuselskelige sitcoms som ’Scrubs’ og ’30 Rock’, danske perler som første sæson ’Forbrydelsen’, tredje sæson ’Bedrag’, ’Norskov’, ’Doggystyle’ og først og fremmest ’Klovn’, israelske landvindinger som ’Prisoners of War’ og ’Fauda’. Jeg har ikke meget dårligt at sige om nogen af dem.
Jeg kunne næsten lave en hel top 10 kun med David Simons-serier og kunne lige så godt have inkluderet ’Treme’, ’The Corner’, ’Show Me a Hero’ og ’The Deuce’, men to af hans HBO-genistreger må være tilstrækkelig homage, trods alt.
Flere længerevarende serier, som engang optog mig, falmede enten undervejs eller efterfølgende: ’Orange Is The New Black’, ’House of Cards’, ’Dexter’, ’Entourage’, ’Desperate Housewives’. Nogle vil savne ’Boardwalk Empire’, ’24 timer’ ’Peaky Blinders’, ’Sons of Anarchy’, ’The Knick’, gode og medrivende serier, som i min bog mangler den sidste tyngde eller originalitet.
Og så er der selvfølgelig alle de hovedværker, hvis udeladelse helt sikkert vil skrige til himlen i nogle læseres øjne. Jeg tror gerne på mesterskabet i ’Arrested Development’, ’Rick and Morty’, ’It’s Always Sunny in Philadelphia’, ‘Chapelle’s Show’ eller ‘Community’ – jeg har bare ikke dyrket dem i tilstrækkelig grad til at få dem helt ind under huden. Jeg ville også ønske, jeg havde set (nok af) ’Oz’, ’The Good Wife’ og ikke mindst ’Sex and the City’. De står på min bucket list.
De 50 udvalgte herunder er ikke en altomfattende kanon over de bedste serier fra de seneste to årtier. Det er mine personlige favoritter med alle de blinde vinkler, der nu følger med, men med lidt god vilje kan de måske udfordre jeres favoritlister, anspore til at kigge tilbage på to utrolige tv-årtier og selvfølgelig først og fremmest give inspiration til watchlisten, når det aktuelle udbud er udtømt (as if).
Og så til sagen:
50. ‘In Treatment’ (2008-10)
Man kan næsten spare 1000 kroner i terapitimen ved at lægge sig på briksen hos Gabriel Byrne i den opfindsomme HBO-serie, der var blandt de første til at lege med det gængse tv-format: Hele serien roterer således omkring samtalerne mellem Byrnes Dr. Paul Watson og hans patienter, og særligt de første sæsoner kommer man helt ind under frontallappen på de mennesker, der langsomt blotter deres inderste hemmeligheder. Mia Wasikowska og Dane DeHaan slog igennem med eftertryk her.
Kan ses på HBO Nordic.
49. ‘Deadwood’ (2004-06)
Vil man forstå de tanker og værdier, USA er funderet på, skal man bare se HBO’s westernserie om etableringen af et civilsamfund i en lille by i South Dakota – man får endda vold, de vildeste monologer og fængslende intriger med i købet. Om man efterhånden bliver mæt af de storskrydende enetaler tilsat så mange bandeord, at Kaptajn Haddock ville rødme, må være op til den enkeltes temperament, men Timothy Olyphants übercool sherif og Ian McShanes bryske barejer er sikre bestanddele i tv-karakterernes hall of fame. Efter serien blev lukket utidigt efter tre sæsoner i 2006, fik vi endelig en filmafslutning i 2019.
Kan ses på HBO Nordic.
48. ‘Top of the Lake’ (2013, 2017)
Jane Campion gav krimigenren et tiltrængt skud poesi og komplekst kvindeportræt med den australsk-newzealandske fortælling om Elisabeth Moss’ plagede efterforsker, der konfronteres med et dybt misogynt lokalsamfund under efterforskningen af en forsvunden gravid mindreårig pige (sæson 1) og en død asiatisk sexarbejder (sæson 2). Campions blik for såvel de særprægede miljøer i New Zealands udkantssamfund og for Sidneys skyggesider, inklusive en slesk David Dencik, løftede ’Top of the Lake’ til seriekunst.
Kan ses på HBO Nordic.
47. ‘Big Little Lies’ (2017-?)
Hvor var det dog brillant, hvordan Reese Witherspon, Nicole Kidman, instruktør Jean-Marc Vallee & co. sneg en knivskarp analyse af magtrelationer i køn og klasse ind gennem en facade af overklasseglitter og damebladsintriger i solrige Californien. Serien holdt måske nok sine voldsbelagte hemmeligheder for kunstigt ind til kroppen, men kemien mellem stjernerne var forbløffende og konklusionen ypperlig. Det, der blot skulle have været en miniserie, blev forlænget med en Meryl Streep-prydet sæson 2, heldigvis uden at slække på kvaliteten.
Kan ses på HBO Nordic.
46. ‘Twin Peaks’ (2017)
Ærligt: Jeg kedede mig igennem store dele af David Lynch og Mark Frosts comeback til den søvnige og mystikomgærdede amerikanske lilleby. Men jeg har alligevel ikke kunnet slippe denne totalt idiosynkratiske, totalt uleflende måde at skabe tv-serier på – et kunstfilmsspark til et serielandskab, hvor den klassiske, logiske fortælling har suveræn forrang for mere poetiske eller associative fortælleformer. Og afsnit 8 – et radikalt mindfuck af forkullede mænd, padehatteskyer og frølignende insekter – var et så enestående bidrag, at det i sig selv berettiger til en plads på listen.
Kan ses på HBO Nordic.
45. ‘Master of None’ (2015-?)
En ting var, at Aziz Ansari med sin Netflix-serie om livet som single, madglad og asian-american i New York var i stand til at sætte en varmt-humoristisk finger på tidens ømme punkter som identitet, race og seksualitet. Noget andet var, at han særligt med sæson 2 kunne gøre det på så filmisk opfindsom vis – den havde jeg ikke set komme, da jeg første gang så ham som den barnligt gadget-fikserede Tom Haverford i ’Parks and Recreation’ (se længere nede på listen). Tag nu blot afsnittet, hvor Ansari & co. fjerner fokus fra den fortløbende fortælling og følger først en døv kvinde og så en af New Yorks mange taxachauffører, ingen ellers normalt skænker en tanke. Det er den slags overraskelser, der gør serielivet værd at leve.
Kan ses på Netflix.
44. ‘Stranger Things’ (2016-?)
Netflix overraskede alt og alle med deres gennemførte hyldest til 80’ernes ungdomsnostalgi på BMX’ere, synth-score og mystiske hændelser i en helt almindelig amerikansk forstadsby. Første sæson skabte en uimodståelig stemning, ikke mindst takket være det ret uforlignelige børnecast ført an af Millie Bobbie Brown som den telekinetisk begavede (og torturerede) Eleven. Anden sæson kunne nærmest kun føles som en kopi af en kopi, men Duffer-brødrenes trendsættende retrohit er nu alligevel omgærdet af en så varmt-uhyggelig fornemmelse, at man gerne vender tilbage til en tredje omgang i Hawkins og The Upside-Down.
Kan ses på Netflix.
43. ‘Justified’ (2010-15)
Der er seriekunst, og så er der god underholdning, og FX’s politiserie ’Justified’ hører utvivlsomt til sidstnævnte kategori, men til gengæld i toppen af den. Timothy Olyphant spiller en skydeglad U.S. Marshall, der straffes med et job i sin lille flække af en barndomsby i Kentucky, hvor han hurtigt kommer i karambollage med de lokale hillbillies og småforbrydere. Og han er så tilbagelænet cool, at man bare vil være ham i Graham Yosts underspillede saga, hvor også Walton Goggins og character actor Margot Martindale lyser op. ’Justified’ er en moderne moralafsøgende western fra USA’s Trump-støttende yderområder.
Kan ses på HBO Nordic og Amazon Prime.
42. ‘American Crime Story’ (2016-?)
De første to sæsoner af Ryan Murphys antologiserie om sagnomspundne kriminalsager fra virkeligheden er så skamløst underholdende, at man nemt kan overse, hvor meget de faktisk har på hjerte. ’The People vs. O.J. Simpson’ var med udgangspunkt i den skandaløse retssag mod den mordanklagede american football-legende et farverigt og dog nuanceret blik på race i USA – med skarpt blik for alt fra mediernes til retssystemets rolle – mens ’The Assassination of Gianni Versace’ forklædte sine pointer om homofobi gennem en ustyrligt creepy historie om den charmerende psykopat, der myrdede den italienske modeguru ved højlys dag. Dybt og virkelighedsnært tv behøver ikke altid være skåret i blågråkolde David Fincher-farver.
Kan ses på Netflix.
41. ‘Freaks and Geeks’ (1999-2000)
Nogenlunde samtidig med at ’The Sopranos’ satte standarden for vægtige dramaserier, introducerede Judd Apatow og Paul Feig en generation af komiske talenter i en genrebevidst highschool-serie, der på sin egen måde var med til at ændre landskabet i den på papiret lettere genreafdeling. Seth Rogen, James Franco, Jason Segel, Martin Starr og Linda Cardellini blev kørt i stilling her, og selvom de blot fik en enkelt sæson, skabte de en perfekt lille hyldest til alle de outsiders, for hvem highschool ikke er the time of their lives.
Kan i øjeblikket ikke streames fra Danmark.
40. ‘Catastrophe’ (2015-19)
Sharon Horgan og Rob Delaney har skrevet og spillet hovedrollerne i en af de sjoveste og ærligste komedieserier længe. Horgan og Delaney er irske Sharon og amerikanske Rob, der knalder igennem i løbet af en uges forretningsrejse og siger farvel for altid, indtil det viser sig, at Sharon er gravid. Og da de er ved at være oppe i årene, tager de chancen, får barnet, flytter sammen i London og lever lykk… nej, lever så godt, de nu kan, når man tilsammen udgør en katastrofal fællesmængde af kynisme, egoisme og småalkoholisme. Gennem fire perfekt afrundede sæsoner er det illusionsløs britisk humor, når det er bedst.
Sæson 1-3 kan ses på Viaplay.
39. ‘True Detective’ (2014-2019)
Det er svært at lave en samlet vurdering af en antologiserie, som består af en mesterlig, en elendig og en hæderlig sæson, men jeg vælger at hæfte mig mest ved fortræffelighederne og lade Nic Pizolattos epokegørende jomfrudåb med Woody Harrelson og Matthew McConaughey tælle mest. Hed sydstatsstemning, eksistentialisme og det okkulte gik op i en højere enhed med det mest mindeværdige politimakkerpar i nyere tid som anker. Spring sæson 2 over og hyg dig med Mahershala Ali og Stephen Dorffs fortabelse i erindringens tåger i den uperfekte, men seværdige treer.
Kan ses på HBO Nordic.
38. ‘Homeland’ (2011-19)
Ligesom ‘True Detective’ er ‘Homeland’ en ikonisk serie præget af markante udsving. I en periode i midtersæsonerne blev Claire Danes’ skælvende underlæbe og vilde øjne som den bipolare CIA-agent Carrie Matthesen simpelthen for meget. Men ’Homeland’ er stadig den serie, der har haft stærkest greb om det nye årtusinds internationale politiske spil – fra post-9/11-traumerne i Carries svingom med måske/måske ikke-forræderen Brody i de første sæsoner til den seneste sæson 7 med en dybt skræmmende fortælling på de indre linjer om et hyperparanoidt, fake news-præget Trump-agtigt USA. Alt sammen indpakket i den mest neglebidende thrillerspænding, guldalderfjernsynet har kunnet levere.
Sæson 1-7 kan ses på Netflix.
37. ‘BoJack Horseman’ (2014-)
I det boblende festfyrværkeri af opfindsomme animationsserier, der er blevet skudt til himmels de senere år med alt fra ’Big Mouth’ til ’Tuca and Bertie’, er Netflix-serien om den fallerede tidligere barnestjerne BoJack stadig min favorit. For ud over den hektiske postmoderne humor, der vitterligt også er i højsædet her, udvikler den sig til en overraskende rørende saga om et mentalt plaget menneske (nå nej, hest), som kæmper for at finde balance i sit liv i Hollywoo(d). Og så er dens fænomenale enkeltafsnit – som et helt afsnit under vand eller BoJack’s ubrudte begravelsestale i sæson 5 – bare out of this world.
Kan ses på Netflix.
36. ‘Generation Kill’ (2008)
David Simons miniserie om invasionen af Irak baseret på en mesterlig Rolling Stone-artikel fik en mere blandet modtagelse, end ’The Wire’-bagmanden er vant til. Men faktisk er den det ultimative emblem over USA’s fejlslagne invasioner og moderne krigsførelse i den langt hen ad vejen antiklimatiske skildring af soldaternes fremmedgjorthed over for den mission, de er spydspidsen for. Dynamikken mellem soldaterne er fremstillet med tårnhøj troværdighed, og som altid med Simon er karaktererne både fængslende typer og nuancerede mennesker. Syv afsnits must for enhver med forkærlighed for krigsgenren.
Kan ses på HBO Nordic.
35. ‘Babylon Berlin’ (2017-?)
Tysklands stragetiske satsning på serier af høj kvalitet kulminerede overvældende med den kalejdoskopiske tour de force gennem Weimar-republikkens sprudlende og stormombruste år før Anden Verdenskrig. En sindrigt noir-plot, en plaget politimand og en sprudlende natklub var blandt hovedelementerne i en historisk præcis og virtuost forløst fortælling skabt af blandt andre den anerkendte tyske instruktør Tom Tykwer. At slutafsnittet skuffede, tilgiver man nemt efter en af de der sjældne oplevelser, hvor resultatet står mål med de tårnhøje ambitioner.
Kan ses på DR og HBO Nordic.
34. ‘Key and Peele’ (2012-15)
Før Jordan Peele sprang ud som en af amerikansk films mest talentfulde filmskabere med ‘Get Out’ og ‘Us’, stod han sammen med makkeren Keegan-Michael Key bag dette forrygende sketchshow på Comedy Central, der favnede alt fra den absurde Monty Pyton-inspirerede komik til hårdtslående racekommentar. I centrum er begge bagmænds usædvanligt gode timing og mimik og deres evne til at skære uforglemmelige typer, der hæver selv de mere middelmådige indslag til lårklaskende komik. Og så udmærker serien sig faktisk ved deres filmisk velorkestrerede sketches, der i bagklogskabens ulideligt klare lys peger i en fin linje hen mod Peeles senere mesterskab som suspense-instruktør. Jeg samlede for et par år siden mine 25 yndlingssketches her.
De fleste sketches kan ses på Youtube.
33. ‘Better Things’ (2016-?)
Efter Pamela Adlon fandt sine egne ben i mængden af virkelighedsriffende serier om privat- og arbejdsliv i underholdningsindustrien og (med sin mangeårige ven og samarbejdspartner Louis C.K. som støtte) gjorde ’Better Things’ til en fortælling om at være kaospilot i sit eget familieliv, ramte hun nye højder. Adlon spiller selv skuespilleren Sam Fox, der med brutal ærlighed iblandet usentimental følsomhed gør sit bedste – og ofte sit værste – som mor til tre døtre i alderen barn til teenager. Ingen serie har indkapslet alle punkter på følelsesregistret i en moderne familie så godt som ’Better Things’, som kom fint videre, efter C.K. røg ud med en sexskandale på halsen efter sæson 2.
Kan ses på HBO Nordic.
32. ‘The Staircase’ (2004-2018)
Blandt de utallige true crime-serier, der har set dagens lys de seneste fire-fem år, er den allerbedste serien, som skabte rystelser, længe før genren blev et modefænomen. Allerede i 2004 startede Jean-Xavier Lestrade sin serielle dækning af sagen om den umiddelbart vældigt sympatiske krimiforfatter Michael Peterson, som blev anklaget for mordet på sin kone. I 2018 gav Netflix så Lestrade mulighed for at runde fortællingen af, så vi nu står med et samlet storværk, der på tætteste hold følger sin hovedperson gennem 15 års helvede. På den måde transcenderer ’The Staircase’ den klassiske true crime-opklaring af en sag og bliver til et dybdegående karakterportræt.
Kan ses på Netflix.
31. ‘Enlightened’ (2011-2013)
Laura Dern og Mike White står bag denne undervurderede HBO-serie, der fik to ret perfekte sæsoner og var blandt de første til at eksperimentere modigt med skellet mellem komedie og drama. Dern spiller Amy Jellicoe, der efter et skandaløst sammenbrud vender tilbage til sin arbejdsplads efter at have fundet sig selv på et åndeligt retreat. Serien spidder Amys virkelighedsfjerne skinhellighed, men er også en bundkomisk hudfletning af en moderne medicinvirksomhed, hvor taberne gemmes væk i kælderen. ’Enlightened’ spiller i sin helt egen toneart, og Derns portræt af en tragisk, men nuanceret kvindeskikkelse var banebrydende.
Kan ses på HBO Nordic.
30. ‘Angels in America’ (2003)
Al Pacino og Meryl Streep står måske nok øverst på plakaten i HBO’s miniserieudgave af Tony Kushners nyklassiske teaterstykke om 80’ernes aids-epidemi i New York, men de er langt fra de væsentligste tilløbsstykker. Det er til gengæld den fabulerende magiske realisme, der tilføjer et poetisk lag til den sjæleligt tragiske historie, og så de uforglemmelige præstationer som Justin Kirks dødeligt syge aids-patient og Patrick Wilsons Joe med den undertrykte homoseksualitet. Nå ja, og så Jeffrey Wright i indtil flere forskelligartede roller. ’Angels in America’ er, også som serie, det vigtigste og mest bevægende monument over en af de mørkeste perioder i vestens moderne historie.
Kan ses på HBO Nordic.
29. ‘Skam’ (2015-17)
At kalde ‘Skam’ indflydelsesrig er en underdrivelse, for NRK’s kolossale succes søsatte straks en lignende ambition om at tale til og med de unge hos alle andre skandinaviske udbydere. Julie Andems original vil næppe nogensinde blive overgået, for det var en perfekt kombination af et årelangt strategisk arbejde for at ruske op i tv til børn og unge med nye formater og et lykketræf af humor, følelse, autenticitet og perfekt casting rørt sammen til en hofret af den slags, man kun smager få gange i livet.
Kan ses på DR.
28. ‘Li’l Quinquin’ (2014)
‘Skam’ var et udslag af Julie Andems vision, og på samme vis kunne den sublime miniserie ’Lil Quinquin’ kun udspringe fra den franske auteur Bruno Dumonts kompromisløse hjerne. Serien er en slags pastiche over krimigenren, en ofte hysterisk morsom fire-afsnits-sag om en totalt uduelig politikommissær (spillet af en gartner på et center for handicappede!) og hans forsøg på at opklare en række mord (nærmere bestemt kropsdele fundet i komaver) i en fransk landsby. Grotesk vold, kulsort humor og uforlignelige slapstickkarakterer et miks, der adskiller sig konsekvent og befriende fra den amerikanske fortælleform, samtidig med at underholdningsværdien er i top. »Hvornår har man sidst set en så herligt bizar blanding af hysterisk sjov krimispoof, oprigtigt rørende coming of age-fortælling og filosofisk autoritetskritik? Aldrig«, skrev jeg om serien i 2016.
Kan i øjeblikket ikke streames fra Danmark – men kan købes på dvd.
27. ‘Lost’ (2004-2010)
Jeg har et intenst had-kærlighedsforhold til serien, der var med til at vække min interesse for tv-formatet med sine labyrintiske gåder og effektive cliffhangers i historien om en gruppe overlevende efter et flystyrt i Stillehavet. På den ene side har jeg sjældent været så hooked af en mytologi og af fannørderiet som af J.J. Abrams, Damon Lindelof og Carlton Cuses blanding af mysterium og melodrama, på den anden side kan der ikke være to meninger om, at de ikke vidste, hvor de skulle hen, og at alting kørte af sporet i de sidste sæsoner. Men hold fast hvor var de første tre-fire sæsonomgange bare en opvisning i suspense, twists og karakteropbygning. Mange serier har siden forsøgt at gøre ’Lost’ kunsten efter med svingende held.
Sæson 1 kan se på TV 2 Play. De øvrige sæsoner kan i øjeblikket ikke streames fra Danmark.
26. ‘Friday Night Lights’ (2006-2011)
Én af de guldalderserier, alt for få har set herhjemme. ’Friday Night Lights’ er en sportsserie, men det er også en fortælling om et texansk lokalsamfund centreret omkring den lokale highschool og det dertilhørende football-hold, loyalt skildret af Peter Berg med et ensemble af stærke karakterer. Det var her Kyle Chandler slog igennem som Coach »Clear eyes, full hearts, can’t lose« Taylor, det var her, Michael B. Jordan cementerede sit talent efter ’The Wire’, og det var her, Jesse Plemons og Taylor Kitsch åbenbarede sig. ’Friday Night Lights’ er en af de serier, hvor jeg sidder med en tåre i øjenkrogen nærmest fra start til slut, men den har fortjent min rørstrømskhed ved at tage sit community og sine figurerer sjældent seriøst.
Kan ses på C More og Amazon Prime.
25. ‘Carnivale’ (2003-05)
Det er velkendt, hvordan HBO’s hyperambitiøse, metafysiske cirkusserie fik kniven efter blot to sæsoner og tvang hovedforfatter Daniel Knauf til at skrue tempoet irriterende meget i vejret efter en første sæson, som netop udmærkede sig ved sin sjældne tålmodighed og dvælen ved miljøet omkring en omrejsende cirkustrup i 20’ernes støvede depression i Oklahoma. En uanselig bondeknægt og en karismatisk demagog af en præst (Clancy Brown i en af serieguldalderens bedste skurkepræstationer) bliver nøglefigurerne i en episk kamp mellem det gode og det onde i en fortælling, der er lige dele græsk mytologi, sanselig periodeskildring og en vidunderlig hyldest til det bizarre.
Kan ses på HBO Nordic.
24. ‘Transparent’ (2014-2019)
Jill Soloways serie kom som kaldet til en tid, hvor nuancerne i køn og seksualitet kom på dagsordenen som aldrig før. Far Mort bliver til mor Maura, da hun endelig omfavner sit sande jeg som kvinde, mens hendes voksne børn selv kæmper med kærlighed og flydende identiteter. Det var poetisk, progressivt, usentimentalt, sjovt, nuanceret og mere grænsebrydende end nogen anden serie. Senere på året får ’Transparent’ sin afslutning – uden skandaleramte Jeffrey Tambor – med intet mindre end en musicalfilm.
Kan ses på Viaplay og Amazon Prime.
23. ‘Parks and Recreation’ (2009-2015)
’Parks and Recreation’ om hverdagen i en lokal teknik- og miljøforvaltning i en lille ærkeamerikansk by startede som en slags ’The Office’-klon fuld af kyniske stikpiller, mockumentary-stil og Amy Poehler som et bevidst enerverende kvindetwist på Michael Scott. Men den fandt hurtigt sig selv som en langt varmere og hyggeligere klassisk komedieserie af den slags, som bare er uvurderligt godt selskab. Og alene de navne, serien skød ud over rampen, vidner om dens styrke: Chris Pratt, Aziz Ansari, Aubrey Plaza, Rashida Jones og Nick Offerman. Med kærlighed og skarphed gjorde hovedforfatterne Michael Schur og Greg Daniels tykt grin med det offentlige bureaukrati, samtidig med at det på forunderlig vis lykkedes dem at hylde de mennesker, der dedikerer deres liv til et bedre samfund.
Kan ses på Viaplay, HBO Nordic og Amazon Prime.
22. ‘Game of Thrones’ (2011-2019)
Det var sandt for dyden svært at placere HBO’s fantasyfænomen på denne liste, for omtrent halvdelen af serien – sæson 5-8 – havde jeg som mange andre et lunkent forhold til. Men så igen: Når jeg engang skal vise mine børn, hvad tv-serierne kunne i 10’erne, vil ’Game of Thrones’ altså alligevel være en af de første, jeg hiver frem. De første sæsoner berettigede fuldt ud den status, serien med årene har fået, dens indflydelse på tv-landskabet er kolossal, og dens evne til ud fra George R.R. Martins forlæg at skabe mindeværdige karakterer er imponerende.
Kan ses på HBO Nordic.
21. ‘The Office’ (UK – 2001-03)
Ricky Gervais og Stephen Merchant revolutionerede komedieserien med pseudo-dokumentarisme og kulsort kynisme, da de lancerede ’The Office’ i starten af årtusindet. Og hold kæft hvor var det sjovt, en knivskarp skildring af undermålere, egoer og arbejdslivets totale meningsløshed hos papirfirmaet Wernham Hogg. Om man er mest til den britiske eller amerikanske udgave, er smag og behag, men for mig er der intet over, intet under Ricky Gervais’ genialt øretæveindbydende mellemledertype David Brent, et blålys af en storskrydende narcissist.
Kan i øjeblikket ikke ses fra Danmark.
20. ‘Fargo’ (2014-?)
En serie-udgave af Coen-brødrenes hovedværk virkede på papiret som en rigtigt dårlig idé, men enhver frygt blev gjort til skamme af Noah Hawleys på én gang loyale og friske bud på kulsorte krimihistorier spundet ud af tonen og det sneklædte miljø fra originalfilmen. Sæson 1 var fremragende med den tålmodige lokalbetjent Molly Solversen som det bankende hjerte, sæson 2 var et mesterværk af kulørte forbrydere og risikable formgreb, og sæson 3 var bestemt også seværdig med sin allegori over den usynlige kapitalismes udnyttelse af helt almindelige tumper. Melankolsk moral af bedste skuffe.
Kan ses på HBO Nordic.
19. ‘Broad City’ (2014-2019)
Den ultimative millennial-serie! Komikerduoen Ilana Glazer og Abbi Jacobsens Comedy Central-hit var ikke et selvrefleksivt, udtalt generationsstatement som Lena Dunhams ’Girls’, den var bare storbyungdom helt ud til fingerspidserne, fyldt op af sprudlende energi, slackervisdom og et stort fortællemæssigt overskud (første afsnit i sidste sæson bestod udelukkende af Instagram-stories). Det var en fest at opdage New Yorks udsyrede afkroge med Ilana og Abbi som trippende tropsførere.
Kan i øjeblikket ikke ses fra Danmark.
18. ‘Mad Men’ (2007-2015)
I takt med Don Drapers evindelige op- og nedture gik det også op og ned for Matthew Weiners periodedrama, der ligesom ’Game of Thrones’ voksede sig større end serien selv. Men ’Mad Men’ var en smuk og uhyre detaljerig skildring af Manhattan og den amerikanske folkesjæl på kanten til hippier og autoriteternes fald. Spejlingen af USA i landets reklamefremstilling af sig selv var ofte brillant, og i Joan, Betty og Peggie skabte serien en række ikoniske figurer, der var mindst lige så interessante som den identitetssøgende Don. Slutningen var perfekt.
Kan ses på Netflix, Viaplay og HBO Nordic.
17. ‘Girls’ (2012-17)
Lena Dunham bragede ind på serien som sin generations måske største talent med HBO-dramedyen om fire veninder i New York. Her satte hun fingeren på sine egne og sine jævnaldrendes ømme punkter, fra tvivl og usikkerhed til narcissisme og første verdensforkælelse. ’Girls’ var på mange måder revolutionerende i sin skildring af uperfekte kvinder, og når den var bedst, var den skrevet med en sjælden humoristisk pondus og en sylespids forståelse for sine karakterers højtflyvende drømme og blinde vinkler. Efter et par mindre stærke sæsoner kom Dunham i mål med bravur i sæson 6.
Kan ses på HBO Nordic.
16. ‘Rectify’ (2013-16)
Før true crime blev en ting fortalte den herhjemme oversete Sundance TV-serie ’Rectify’ en uafrystelig historie om, hvad det gør ved en mand at have siddet i fængsel i størstedelen af sit voksenliv – og hvordan man kommer ud på den anden side uden de sociale kompetencer, de fleste andre mennesker har tillært sig med årene. Serien om den sky Daniel Holden, der lukkes ud fra dødsgangen efter 19 år, er ikke så meget en fortælling om retssystemet som et ømt og overraskende portrætmaleri, fortalt med sjælden indlevelse og med Georgias sydstater som smukt og foruroligende bagtæppe.
Kan ses på Netflix.
15. ‘The Leftovers’ (2014-17)
Det er så ærgerligt, at mange stod af sæson 1-bussen og dens højstemte alvor i serien om efterveerne af en uforklarlig apokalyptisk hændelse, hvor to procent af verdens befolkning forsvinder. For med sæson 2 trådte absurditeten for alvor i forgrunden, og med udgangspunkt i byen Miracle – den eneste by i USA, hvor ingen forsvandt – skabte Damon Lindelof en uforudsigelig, risikabel og eksistentielt dybt fascinerende rejse gennem tro og tvivl. Og så leverede den en af tidernes bedste serieslutninger.
Kan ses på HBO Nordic.
14. ‘Veep’ (2012-2019)
Armando Iannuccis politiske satirestykke om Julie Louis-Dreyfus’ inkompetente vicepræsident og hendes uduelige stab var, som jeg har argumenteret for andetsteds, nok årtiets sjoveste komedieserie. Altså en totalt præcis udstilling af disse års politiske kultur – men også bare den helt elementært morsomste i en tid, hvor komedieserier har bevæget sig i en mere og mere alvorlig retning. Onelinerne fyger gennem luften i Washingtons korrumperede politiske elite, og der er så mange jokes, at man nærmest er nødt til at sætte afspilleren på halv hastighed for at følge med.
Kan ses på HBO Nordic.
13. ‘Better Call Saul’ (2015-?)
»Komplekst karakterdrama fås ikke finere end i fjerde sæson af ’Better Call Saul’«, skrev vores anmelder sidste år om serien, der udsprang af ’Breaking Bad’, men med årene har udviklet sig til et selvstændigt tv-hovedværk helt i egen ret. Tempoet er en anelse langsommere her, men den visuelle og fortællemæssige dristighed er intakt i fortællingen om den på bunden godhjertede Jimmy McGill, der med årene skal blive til sleske Saul Goodman. Og så har den en lavmælt ømhed i skildringen af både Jimmy og i den sørgmodige fixer Mike Ehrmentraut, som bare sætter sig i kroppen på den der tålmodigt opbyggende facon, som guldalderens første store serier også var i stand til.
Kan ses på Netflix.
12. ‘Black Mirror’ (2011-?)
Jeg hører til de oprindelige fans af ’Black Mirror’, der mener, at Charlie Brookers pessimistiske fremskrivninger af menneskets forkvaklede forhold til den hurtigtudviklende teknologi var bedst, før han kom i stald hos Netflix og måtte skrue gevaldigt op for produktiviteten. Men ret skal være ret – med Netflix i ryggen har antologiserien også præsteret højdepunkter som ’San Junipero’, ’USS Callister’ og ’Striking Vipers’. Allerbedst var serien dog i de første sæsoners hjernebrydende fremtidsscenarier, der kombinerede det dystopiske og det intimt eksistentielle i særligt genistregerne ’The Entire History of You’ og ’Be Right Back’. ’Black Mirror’ var en fremtidsserie lige til tiden.
Kan ses på Netflix.
11. ‘The Americans’ (2013-18)
Fortællingen om to sovjetiske agenter, der lever undercover i USA som ægtepar med to børn, der er uvidende om deres sande identiteter, var en af de sidste mesterlige, klassisk karakterbårne dramaserier med hele seks sæsoner i bæltet. Joe Weisbergs FX-sag er selvfølgelig en drønspændende thriller- og spionhistorie, men først og fremmest er den et grundigt, sjælerystende studie i to mennesker, der har valgt at leve på en løgn – og om de konsekvenser, det har for deres familie. I lighed med ’The Leftovers’ rundede den af med en af de bedste serieafslutninger nogensinde.
Kan ses på Netflix.
10. ‘Band of Brothers’ (2001)
Findes der en større kollektivfortælling i levende billeder om krig end ’Band of Brothers’? I Steven Spielbergs miniserie er vi sammen med 101st Airborne Divisions Easy Company fra optræning i hjemlandet til den langstrakte udsendelse i det Anden Verdenskrig-hærgede Europa, og det er vitterligt gruppen frem for den enkelte soldat, der er i centrum. Alligevel bliver man stærkt medrevet af krigens rædsler set gennem deres øjne, man bliver klogere på taktikken og tankerne, og kompagniets første møde med en koncentrationslejr i seriens sidste del glemmer man aldrig. Vægtig historieformidling i seriemediets mest overbevisende gevandter.
Kan ses på HBO Nordic.
9. ‘Fleabag’ (2016-19)
Phoebe Waller-Bridge trådte frem som en af de to mest markante singulære stemmer i anden halvdel af årtiet med dels ’Killing Eve’, dels Amazon-traumedien ’Fleabag’, hvor hun spiller en kvinde, der drukner sin sorg og sin ensomhed i mængder af meningsløs sex og selvdestruktive relationer. Med sæson 2 løftede Waller-Bridge serien til et mesterværk med virtuost orkestrerede samtalescener, uforglemmelige bikarakterer og Fleabags paradoksale forelskelse i Andrew Scotts cølibatramte præst. Sjældent har en serie været så skånselsløst sjov og så usentimentalt følsom på samme tid.
Kan ses på Amazon Prime.
8. ‘Atlanta’ (2016-?)
Den anden af de to mest bemærkelsesværdige auteurs i serielandskabets senere år er Donald Glover, og ligesom Waller-Bridges ’Fleabag’ har ’Atlanta’ en tone, et udsyn og en filmisk sensibilitet, som kun kunne være kommet fra multitalentets krøllede hjerne. Med udgangspunkt i Glovers musikmanageraspirant Earn, rapperen Paper Boi og slackervennen Darius – alle tre forrygende seriekarakterer – er ’Atlanta’ en skiftevis hårdtslående og poetisk tackling af, hvordan det er at være sort og desillusioneret i USA, men også bare en komplet uforudsigelig størrelse, hvor hvert afsnit fungerer som en perfekt afrundet novellefilm spækket med overraskende drejninger. Heriblandt, selvfølgelig, det forlængst ikoniske ’Teddy Perkins’ fra sæson 2, hvor Glover selv er uigenkendelig som en slags aldrende Michael Jackson-klon.
Sæson 1 kan ses på Viaplay. Sæson 2 kan i øjeblikket ikke streames fra Danmark.
7. ‘Halt and Catch Fire’ (2014-17)
Ligesom ’Better Call Saul’ og ’The Americans’ var AMC’s ’Halt and Catch Fire’ et klassisk grundigt karakterdrama, men her uden den gangster- eller spiondimension de to andre trods alt kunne hente lettilgængelig spænding i. At man kunne hente et tilsvarende suspense-niveau ud af en serie omkring tech-miljøets opsving og nederlag i 80’ernes startup-miljø, var slet og ret imponerende. Og der var noget befriende opmuntrende og humanistisk i det jordnære fokus på de drømme, kvartetten Joe, Gordon, Cameron og Donna satte deres liv ind på at forløse – og på de menneskelige relationer, der i sidste ende viste sig at vigtigere end teknologien, der skulle forbinde dem. Slutningen i 2017 ramte med et sjældent følelsesmæssigt punch, fordi serien tålmodigt og troværdigt havde gjort sig fortjent til et tårevædet farvel.
Kan ses på HBO Nordic.
6. ’Breaking Bad’ (2008-13)
Vince Gilligan forstod med en maestros fingerspidsfornemmelse den store mytiske karakterbue – hovedpersonens Shakespeare’ske fald fra tinderne – som man kendte fra ’The Sopranos’, da han søsatte sin serie om en kemilærer, hvis kræftdiagnose får ham på moralske afveje i New Mexicos narkolandskab. Men Gilligans sande nybrud var den æstetiske sans for skæve vinkler i et farverigt produktionsdesign og hans fortryllende twist på den klassiske lineære fortælling i flashbacks, flashforwards og konstant overraskende indfaldsvinkler. Det gjorde ’Breaking Bad’ til en kunstnerisk nybrydende serie, der samtidig kulminerede i nogle af de mest hæsblæsende suspenserige afsnit, jeg nogensinde har set på tv.
Kan ses på Netflix.
5. ’The West Wing’ (1999-2006)
Mens Donald Trump gør alt for at udradere samtlige sunde demokratiske værdier indefra i Det Hvide Hus, er det helt og aldeles vederkvægende at se eller gense Aaron Sorkins idealbillede af, hvordan et amerikansk præsidentskab bør tage sig ud. Serien om Martin Sheens Præsident Bartlet og hans hold af klodens klogeste hoveder er arketypen på Sorkins maskingeværdialog, som er så velsmurt, at man skal holde tungen lige i munden for ikke at blive sat af. Og dens hovedkarakterer er så elskværdige i deres evige stræben efter de viseste beslutninger, at man kun kan blive forelsket i amerikansk politik, om da ikke i demokratiet som sådan. Måske det mest tilfredsstillende stykke politiske fiktion nogensinde.
Kan ses på C More.
4. ’Louie’ (2010-15)
Louis C.K. har opført sig som et kæmpe røvhul før, under og efter sine masturbationsklæge chikanesager, men det ændrer ikke på, at der næppe var nogen af de øvrige sadcoms på denne liste, der havde eksisteret, hvis ikke han havde nedbrudt alle grænser for, hvad man kan med komedieserieformatet i sin FX-genistreg ’Louie’. Med en blanding af klassisk standup, selvudleverende karakterstudie, forbløffende surrealisme og kontroversielle tematikker vidste man aldrig, hvor ’Louie’ bevægede sig hen i næste afsnit, og resultatet var som regel både dybt, tankevækkende og utroligt morsomt. De to afsnit, hvor David Lynch skal forberede Louie på at blive late night-vært, er blot ét af højdepunkterne i guldalderens måske mest vellykket eksperimenterende serie.
Kan i øjeblikket ikke streames fra Danmark.
3. ’Six Feet Under’ (2001-05)
Jeg har stadig til gode at høre om nogen, der ikke tudbrølede til den storladent bittersøde slutning på ’Six Feet Under’. Ser man finaleminutterne løsrevet fra sammenhængen, vil de sikkert virke sentimentale, men efter fem sæsoners direkte og indirekte favntag med liv og død i en lille bedemandsfamilie efter patriarkens utidige bortgang er man mørnet i en grad, at man ikke blot græder over tv-karakterernes død, men over alle menneskers eksistentielle grundvilkår: Én dag er det slut. Heldigvis først efter masser af glæde, frustrationer, ekstase og tvivl, og det samme gælder Alan Balls HBO-serie i sig selv, hvis tragikomiske humor og fintfølende fornemmelser for familien Fischer-medlemmernes psykiske afkroge er sjældent nuanceret aftegnet. Det var vel nok især takket være ’Six Feet Under’, at man for 15 års tid siden begyndte at tale om tv-serien som den nye roman, og det er også en af de få serier, hvor sammenligningen giver mening. Her fik vi en både episk og minutiøst hverdagslig fortælling med samme bund og gennemslagskraft som historiens store litterære slægtsromaner.
Kan ses på HBO Nordic.
2. ’The Sopranos’ (1999-2007)
Serien, der startede guldalderen for 20 år siden, er fortsat i toppen af klassen. David Chase undergravede den velkendte gangsterfortælling ved at afpille ’The Godfather’-glamourens lækre jakkesæt for i stedet at følge en flok joggingsætklædte mafiosoer med kontor i patetiske stripklubbers baglokaler, mens de nostalgisk ser tilbage på dengang, der virkelig var noget ved at være a made man. Og samtidig smuglede Chase & co. gangstergenrens allegoriske vingefang ind i fortællingen, der ligesom ’The Godfather’ blev en historie om den amerikanske drøm og dens forfald – manifesteret i gangsterbossen, der er ved at knække under sit idealbillede for sin maskulinitet. Alt for tidligt afdøde James Gandolfinis præstation som den pressede New Jersey-mafiaboss Tony Soprano, skiftevis dybt skræmmende og barnagtigt ynkelig, er stadig ikke overgået på tv.
Kan ses på HBO Nordic.
1. ’The Wire’ (2002-08)
Selvfølgelig er det kedeligt at placere ’The Sopranos’, ’Six Feet Under’ og ’The Wire’ i toppen af en liste som denne, men kvalitet fornægter sig ikke, og i mine øjne er der ingen tvivl om, at guldalderen peakede med de tre store HBO-titler, der satte standarden for serieboomet i årtusindets første årti. David Simons Baltimore-serie er dog den største af dem alle, en helt uvirkeligt overbevisende kombination af basal politi- og gangsterfortælling og den mest nuancerede analyse af et samfunds destruktive strukturer, populærkulturen nogensinde har frembragt. Det er faktisk et mirakel, at en så klog og grundig indsigt i alt fra klasseskel til skoler og det politiske system ikke strandede som en bedrevidende kedsommelig universitetsforelæsning, men blev en vital, sjov og drønspændende ensemblefortælling befolket af seriehistoriens mest uforglemmelige persongalleri. ’Game of Thrones’, gå hjem og vug – ’The Wire’ frembragte 20-30 suveræne karakterskildringer, fra Omar til McNulty, Snoop, Stringer Bell og Clay Davis. Shiiiiiaaaat.
Kan ses på HBO Nordic.
Læs også: Tv-seriens guldalder 20 år – efter flere sæsoners dødvande vejrer filmredaktøren nu morgenluft