Han har flere ansigtsticks end Forest Gump, trækker sin pistol og skyder uvilkårligt op i luften, når han vil have folks opmærksomhed og ville ikke kunne opklare et mord, om han så selv havde begået det.
Han er den aldrende Kommandant Van der Weyden med det viltre grå hår i den fænomenale franske miniserie ’Li’l Quinquin’, og sammen med sin mindst lige så uduelige makker, Løjtnant Carpentier, som ser skiftevis tilbedende op til og tvivlende ned på sin chef, skal han opklare en serie af makabre mord i en lille by i det nordlige Frankrig.
Man finder en hest, og i hesten finder man en ophugget menneskekrop, og spørgsmålet er, om ligresterne er blevet stoppet ind gennem røven eller munden?
Det er begyndelsen på en veritabel mordbyge, som Van der Weyden og Carpentier halser håbløst efter uden nogen som helst evne til at lægge to og to sammen. I det hele taget er mordene mere en kuriøs kulisse end altomstyrtende uhygge for den lille by præget af mennesker mere aparte end ‘Twin Peaks’ og ‘Fargo’ til sammen.
På sidelinjen til de opsigtsvækkende begivenheder følger også drengen Quinquin (med kælenavnet Petit Quinquin) nysgerrigt med til politiduoens store irritation. Han er en lille lømmel af en pre-teen, en uvorn knægt, der laver gas som alterdreng under en højtidelig begravelse og kommer i klammeri med indvandrerknægte, der – ifølge ham – prøver at stjæle deres piger. Men han er også sød og uimodståelig, som han drøner rundt på sin cykel med vennerne på de øde veje som i en anden Spielberg-film fra 70’erne og erklærer sin store kærlighed til en jævnaldrende pige. Og selvom mordene mere er underholdning end uhygge i hans, i det store billede, bekymringsløse drengetilværelse, ender han alligevel med at blive lidt mere voksen undervejs.
At kalde ’Lil’ Quinquin’ for overset, er måske at tage munden for fuld. Fortællingen blev lanceret som en miniserie i fire dele på fransk tv med flotte seertal til følge, men kan også ses som én lang film på tre timer og 20 minutter. Den blev kåret som årets film af det idiosynkratiske franske filmtidsskrift Cahiers du Cinema i 2014, men det er nok de færreste herhjemme, der har stiftet bekendtskab med Bruno Dumonts serie.
At netop den tidligere filosofiprofessor, én af fransk filmkunsts mest respekterede navne, står bag en så fabelagtigt morsom sag som ’Lil’ Quinquin’, tæller som noget af en overraskelse, for han har hidtil været kendt som en alvorsmand med mutte, eksistentielt tunge og voldsprægede film i bagagen.
Og lidt som da den unge alvorlige Trier pludselig lavede ’Riget’, springer Dumont så ud som stor, stor humorist. Der er nærmest slapstick, som når Quinquin driver gæk med præsten i føromtalte, helt uforglemmelige kirkeritual. Der er spids ironi, når Van der Weyden klager over »horden af reportere, der valfarter til som fluer på en lort«, fordi en enkelt sølle journalist har fundet vej til åstedet på Lars Tyndskids marker. Og det er subtilt, når byens spidser klapper Quinquin på hovedet og fremstiller ham som uskylden selv som modsætning til de uhyrligheder, mordene repræsenterer. Quinquin er godt nok den udenforstående betragter til collageportrættet af byens depraverede autoriteter, men uskyldig er den racistiske og voldelige purk hverken i dette liv eller det næste.
Religionskritikken pirker og prikker gennem serien, som når Van der Weyden og Carpentier ævler løs om, hvordan mordene er »djævelen inkarneret« i stedet for at afhøre manden til den utro kvinde, der er blevet myrdet. Men først og fremmest er serien en vederkvægende parodi på krimigenren, fra Carpentiers pompøse hjulspind i politibilen til mytologiseringen af den Colombo-agtige gamle efterforsker, som i enhver anden serie ville være genial, men her er dybt inkompetent.
Som det mest uimodståelige politimakkerpar siden Rust og Marty i ’True Detective’ får Van der Weyden og Carpentier Inspector Clouseau til at ligne Sherlock Holmes. Og Van der Weyden bliver ikke mindre fascinerende af, at skuespilleren bag, Bernard Pruvost, slet ikke er skuespiller, men til daglig gartner på et center for handicappede. Dumont er kendt for at caste amatører, og i dette tilfælde var udfordringen stor, har han fortalt til The Guardian, fordi Pruvost efter to uger opgav at lære sine replikker udenad, og instruktøren derfor talte til ham via en øresnegl. Det forstærkede hans i forvejen udtalte ticks og uforudsigelige hovedbevægelser!
Det skal understreges, at man ikke skal forvente sig en klassisk opklaringskrimi, når man ser ’Lil’ Quinquin’. Det skriver man altid, når man ser en krimi med gode karakterer (tag bare ’True Detective’ – hvor alle så alligevel blev skuffede over forløsningen), men her passer det virkelig. Det er det modsatte af en whodunnit, og man skal gå om bord for den skæve tone, de mærkværdige karakterer, de vanvittige afstikkere og den underliggende følelse af tristesse og sortsyn.
Hvornår har man sidst set en så herligt bizar blanding af hysterisk sjov krimispoof, oprigtigt rørende coming of age-fortælling og filosofisk autoritetskritik? Aldrig. Derfor en massiv anbefaling af ’Lil’ Quinquin’, der kan ses på amerikanske Fandor, men ellers skal erhverves på dvd. Det ville klæde en af de danske streamingtjenester at tage chancen med en så knuselskeligt aparte perle.