’Deadwood The Movie’: Efter 13 år får elsket HBO-serie et smukt farvel
Endelig!
Efter en af serieguldalderens absolut bedste serier i 2006 uventet blev skudt lige i brystet uden nogen synderlig god forklaring, får gamle som nye fans af de døde skoves forkætrede mudder omsider den afslutning, vi har ventet på lige siden.
Rygterne om en afsluttende filmversion har længe floreret, men endelig er den her altså. Og det er ikke blot et vidunderligt gensyn med praktisk talt alle de gamle banditter fra serien, som løb tre sæsoner fra 2004 (blandt de centrale karakterer er det kun Powers Boothe, som spillede salonejeren Cy Tolliver, der ikke er at finde på rollelisten, da han desværre gik bort i 2017). ’Deadwood. The Movie’ er en afslutning, som jeg ikke engang havde turdet drømme om.
10 år er gået, nu hvor cowboystøvlerne igen træder ind i den berygtede og småanarkistiske nybyggerflække Deadwood. Ikke meget har ændret sig. Al Swearengen bestyrer stadig The Gem Saloon med kyndig hånd og lokumstale a la Shakespeare, og fra sin balkon kommenterer han fortsat hverdagens gang som et svovlende græsk kor. Kun helbredet er skrantende, rynkerne dybere og sjælen en anelse mere tankefuld.
Sherif Seth Bullock (Timothy Olyfant) er stadig byens sammenbidte og pseudo-moralske opretholder af lov og orden og byrdefuld familiefar. Kendte ansigter vender tilbage: Calamity Jane (Robin Weigert), snøvlende og bandende charmerende. Og Alma Elsworth (Molly Parker) i elegancens stoiske skikkelse, som vi husker hende.
Og alligevel blæser vindene anderledes i Deadwood. Industrialiseringens jernnæve banker så småt på. Telefonmaster vokser hurtigere frem end kaktusserne, jernbanen snor sig som en klapperslange, og South Dakota, som byen ligger i, er udnævnt som delstat. Seriens politiske skurk, senator George Hearst, træder derfor endnu engang ind på de skrå brædder. For at fejre fremgangen naturligvis, men også fordi ondt blod aldrig størkner, før såret er helet.
Økonomiske og personlige anliggender er uafsluttede her i det amoralske pisparnas, hvor blod og whisky flyder hurtigere end vand.
For nytilkommere til ’Deadwood’-universet står filmen ganske fint alene. De små flashbacks vil både tage tilflyttere i hånden og agere erindringshjælp til dem, for hvem seriens begivenheder med årene har fortonet sig i glemslens tåger.
Men først og fremmest tjener ’Deadwood-filmen selvfølgelig dem, som elsker og savner serien. Det er ingen nem kunst at vende tilbage. Forventningsglæden overstiger ofte virkeligheden. Men David Mulch har begået en usentimental, smuk og poetisk-beskidt coda, der skaber en dybtfølt og ærefuld slutning uden at smide sin sjæl i truget for Wus altædende svin. Dialogen er ægte victoriansk poesi direkte fra den ædleste påfuglefjer og den dybeste skakt i lortespanden, og den leveres bare ualmindeligt overbevisende.
Filmen forlader aldrig sin kulisses afkroge, hvor brændende fakler og månens gulsotskær lyser op, og i skæret skinner et mesterstykke, der ikke rigtigt lader noget tilbage at ønske.
Kort sagt:
»Welcome to fuckin’ Deadwood«, siger Al Swearengen. Vi siger tak og kvitterer med fem sherifstjerner.
Læs også: De 20 bedste HBO-dramaserier nogensinde