Med afsnittet ’The Book of Nora’, som i forrige uge blev vist på HBO Nordic, er den mystiske fortælling om ’The Leftovers’ afsluttet.
Afsnittet skriver sig ind i kanonen over bedste serieafsnit nogensinde, sammen med blandt andre ’Six Feet Under’, som er det eneste andet finaleafsnit, jeg kan komme i tanke om, der havde samme emotionelle resonans hos mig, hvor jeg sad med tårer i øjnene, både over det, der foregår på skærmen og over, at det hele er ved at være slut.
I vores kultur, hvor det er brug-og-smid-væk, og hvor vi i disse dage som tv-forbrugere er så forkælede, at vi kan vælge og vrage mellem fantastiske tv-serier som ’The Handmaid’s Tale’, ’The Americans’, ’Rectify’, ’Halt and Catch Fire’ osv. osv., er ’The Leftovers’ nok blevet sorteret fra hos mange og stemplet som for kedelig, for langsom, for mærkelig – og serien har da heller aldrig fået de seertal, den fortjente.
Men ’The Leftovers’ bør i den grad få en chance til, for nu hvor den er afsluttet, er det tydeligt for mig, at det er en af de bedste dramaserier i nyere tid og en serie, jeg kommer til at genbesøge igen og igen.
’The Leftovers’ er skabt af Damon Lindelof og Tom Perotta over Perottas roman af samme navn, som dog kun danner forlæg for første sæson, hvorefter serien går sin egne veje. Serien er en af de få, hvor hver sæson har fået bedre og bedre anmeldelser (aggregeringssiden Metacritic giver de tre sæsoner henholdsvis 65, 80 og 98 ud af 100), og hvor det tilsyneladende har været gunstigt at forlade bogforlægget og begive sig ud på sine egne veje (selvom jeg synes, barren har været høj fra starten).
Det var det præcist modsatte, der skete for Damon Lindelofs serie ’Lost’, der blev et umiddelbart hit hos publikum, men derefter løb ud i sandet over dens seks sæsoner, ikke mindst på grund af de store vanskeligheder ved at afslutte historien tilfredsstillende, hvilket i sidste ende gjorde mange fans frustrerede.
Nu må man sige, at Lindelof har fået revanche, for ’The Leftovers’ er blevet afsluttet på en utrolig tilfredsstillende måde – uden af den grund at give os alle svarene. Seriens præmis er temmelig ligetil: To procent af verdens befolkning forsvinder pludseligt, i hvad mange tror er den bibelske bortrykkelse, hvor de udvalgte på Jorden kommer til Paradis.
Vi følger indbyggerne i den lille by Mapleton, New York, tre år efter begivenheden, som kæmper med sorg over at have mistet familie og venner eller over ikke selv at være blevet udvalgt. Selvom udgangspunktet er definitionen på high concept, bliver det hurtigt tydeligt, at serien ikke er interesseret i at give os alle svarene, men mere at tage seerne med på en filosofisk og eksistentiel rejse ind i nogle karakterer, der kæmper med at finde en mening på hver deres måde.
Om det er ved at lege med døden som Nora Durst, der mistede både sine to børn og mand, og som iført skudsikker vest lader sig skyde i brystet af prostituerede, eller ved at gå med i den religiøse sekt The Guilty Remnants, der klædt i hvidt kæderyger cigaretter, har aflagt tavshedsløfte og generelt er møgirriterende både for indbyggerne i Mapleton og for seerne.
Det smukke ved finaleafsnittet er, at den på en måde giver os et svar på, hvad der skete, da to procent af verdens befolkning forsvandt, men uden at give os nogle beviser. Hele forklaringen kommer i en afsluttende monolog fra en af karakterne, som vi kan vælge at tro på eller lade være. Det er et leap of faith, som Lindelof benytter igen og igen, hvor der sker noget overnaturligt, som man enten kan forklare med metafysik eller med et psykisk sammenbrud hos karaktererne. Der er næsten altid en plausibel, rationel forklaring, udover selvfølgelig selve bortrivelsen.
I det hele taget må man sige, at Lindelof ikke er blevet knækket af kritikken af ’Lost’. Han er en modig serieskaber, der tør satse alt på at gøre noget dristigt, forfriskende og fuldstændigt uventet for seeren, mens han samtidig holder mystikken nok i tøjlerne til, at det ikke kajer helt ud og begrænser de overnaturlige elementer.
Et eksempel på Lindelofs mod ses i åbningen af anden sæson, afsnittet ’Axis Mundi’, som starter med en ni minutters sekvens i forhistorisk tid uden egentlig relevans for historien andet end det fysiske sted og temaerne om livets nådesløshed, skæbnens luner og menneskelig fortvivlelse. Afsnittet fortsætter derefter med at fortælle en helt ny families historie, et helt nyt sted. Ikke desto mindre sidder man tryllebundet, og det er lige før man tænker, at det er antologiserie, hvor vi nu skal følge nogle helt andre karakterer.
Det siger også noget om seriens evne ud i karaktertegningen – den er simpelthen så god til at skabe nogle troværdige, mangefacetterede karakterer, som i al deres irrationalitet og excentricitet fremstår særdeles livagtigt menneskelige.
Det er også i anden sæson, at vi får afsnit, der isolerer sig til en enkelt karakter, et greb ’Lost’ også brugte med stor succes. Finaleafsnittet ’The Book of Nora’ spejler åbningsafsnittet ’The Book of Kevin’, som handlede om Kevin Garvey, showets indledende hovedperson. I det sidste afsnit fortælles Nora Dursts historie, og det er passende, at det er Nora, der afslutter serien. Egentlig startede hun som en bifigur, men er støt og roligt vokset frem som seriens absolut mest interessante karakter, ikke mindst takket være Carrie Coons fænomenale skuespil.
Både første og sidste afsnit er i øvrigt instrueret af Mimi Ledler, som de også var i sæson to, og hendes fingeraftryk er nærmest lige så essentielt for serien som Lindelofs. Hendes visuelle virtuositet og evne til at iscenesætte scenerne er forrygende.
Når man nævner det visuelle, må man også nævne musikken. Den er skrevet af komponisten Max Richter, hvis musik emmer af melankoli og tristesse, men som også pludselig kan svinge sig op til enorm patos, så en scene om en ged, der sidder fast i et hegn, pludselig kan frembringe tårer. Scoret suppleres af yderst kløgtigt valgte numre, som enten punkterer den højtidelige stemning eller fører os et helt nyt sted hen. Allerede i allerførste afsnit blev jeg vildt imponeret over brugen af numre fra Fuck Buttons og James Blake, og siden er jeg blevet imponeret over brugen af kunstnere så forskellige som ABBA, Simon & Garfunkel, Wu-Tang Clan, Pixies og A-ha.
’The Leftovers’ er unægteligy en temmelig deprimerende affære, og især sæson ét er præget af en gennemgribende melankoli. Det har sikkert været et turn-off for mange. Det er klart, at man skal være i humør til det eksistentielle og ikke blive skræmt af, at man kommer til at tage dele af sit eget liv op til revision, når man konfronteres med skæbnerne i ’The Leftovers’.
For mig har al den største kunst en eksistentiel understrøm. Modsat så mange andre serier tør ’The Leftovers’ sætte fokus på, hvad det vil sige at leve og være menneske og føle tab, sorg, anger, ensomhed, had, skyld osv. Hvad vil det sige at håbe? At tro på noget? At miste sin tro?
Det er tungt stof, men heldigvis har serien sin egen sorte humor og opstigning til lettere luftlag, der gør det hele til at bære. Det blev især tydeligt i seriens anden sæson, også markeret med en helt ny titelsekvens, der i stedet for animerede renæssancemalerier og Max Richters højstemte musik går til snapshots af de forsvundne med countrymusik på lydsiden.
Der er altså mange gode grunde til at komme i gang med ’The Leftovers’ – og til at holde ved, også selvom man synes det er svært at komme i gang. Sådan er det oftest med stor kunst, belønningerne i den anden ende er til gengæld enorme.
’The Leftovers’-finalen drysser retrospektivt stjernestøv over alle de afsnit, der gik forud, og til sammen kommer det til at stå som et mejslet, kompakt kunstværk i den tungeste tv-kaliber. Du er ikke den samme efter at have set ’The Leftovers’. Det er intet mindre end mirakuløst.
Læs også: ‘Legion’ er det nye store tv-mesterværk – hvorfor skal danskerne snydes?