Siden den populære seriemorder-fortælling ’Dexter’ sluttede i 2013, har den affødt sequel-miniserien ’New Blood’ i 2021-2022, og nu er endnu et spinoff på trapperne med ’Original Sin’, som tager udgangspunkt i oprindelseshistorien.
Serien følger Dexter Morgan som ung mand i start-90’ernes Miami, mens han forvandler sig til en blodtørstig seriemorder. For at navigere i sin onde drift må Dexter underlægge sig en hovedregel om kun at tage sigte mod mennesker, som fortjener det. Imens begynder han som praktikant på kriminalteknisk afdeling hos Miamis politi, hvilket er et kompliceret sted at arbejde, når man har morderiske tendenser.
Se teaseren til ’Dexter: Original Sin’ her:
I videoen kan vi se et smugkig på flere af de medvirkende biroller i serien, mens Dexters karakteristiske indre stemme fortæller, at han ikke blev født som morder, men skabt af sine omgivelser.
Patrick Gibson portrætterer den unge version af Dexter, mens Christian Slater og Molly Brown spiller Dexters henholdsvis adoptivfar og -søster. Desuden er Sarah Michelle Gellar og Patrick Dempsey på rollelisten, og den originale Dexter, Michael C. Hall, vender også tilbage, dog kun som voiceover-fortæller. Clyde Phillips er tilbage som showrunner ligesom på originalserien.
Foruden den nye prequel-serie og ‘Dexter: New Blood’ er endnu en sequel-serie med Michael C. Hall også i udvikling under navnet ‘Dexter: Resurrection’.
’Dexter: Original Sin’ har premiere på SkyShowtime, men det vides ikke, om det bliver samtidig med seriens internationale premiere 13. december.