Michael C. Hall vender tilbage som seriemorder i to nye ‘Dexter’-serier

Michael C. Hall vender tilbage som seriemorder i to nye ‘Dexter’-serier
'Dexter: New Blood'. (Foto: Showtime/Paramount+)

I 2021 vendte Michael C. Hall tilbage til karrierens mest ikoniske rolle, Dexter Morgan. Det gjorde han i spinoff-serien ‘Dexter: New Blood’, der lovede en endelig afslutning på fortællingen om den godhjertede seriemorder – efter en udskældt afrunding på den oprindelige ‘Dexter’-serie i 2013.

‘New Blood’ bliver imidlertid ikke sidste gang, vi kan møde Michael C. Hall som Dexter.

Deadline skriver således, at skuespilleren skal medvirke i ikke bare én, men to nye serier sat i samme univers.

I den allerede annoncerede prequel-serie ‘Dexter: Original Sin’ spiller skuespillerkollegaen Patrick Gibson som bekendt en yngre udgave af hovedpersonen. Det afholder dog ikke Hall fra også at medvirke, nemlig som seriens gennemgående voiceover-fortæller.

Han indtager desuden hovedrollen i en ny serie med den passende titel ‘Dexter: Resurrection’, der fungerer som efterfølger til ‘New Blood’ med handlingen sat i nutiden.

‘Dexter: Original Sin’ får ifølge Deadline (amerikansk) premiere til december, hvorefter ‘Dexter: Resurrection’ lander engang i 2025 – begge på streamingtjenesten SkyShowtime.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af