’Dexter: New Blood’: Seriedræberens comeback lugter af et snigmord på vores forventninger
Slutningen på Showtimes ‘Dexter’ var et af de største copouts i seriehistorien.
Igennem otte sæsoner havde vi skiftevis heppet på og afskyet den på overfladen så godtroende, donut-dyrkende blodanalytiker, der om natten plejede sin urbiologiske blodtrang ved som en seriemordernes Robin Hood at slå mennesker ihjel, der var endnu værre end ham selv.
Igen og igen havde Dexter Morgan balanceret på kanten af afsløring, og igen og igen endte mennesker, der havde fortjent bedre, med at dø som afledte konsekvenser af hans moralskmorderiske tilbøjeligheder.
En seriemorder som hovedperson var et overraskende og ikke ukontroversielt greb, da serien blev lanceret i 2006, og der blev skrevet afhandlinger om dens etiske gråzoneland. Men afgørende for, at man hang på gennem sæsonernes efterhånden mere slingende kurs, var det, at det kun kunne ende på én måde: Dexter måtte selv dø for sine synder.
Det gjorde han bare ikke. Efter indirekte at have været skyld i sin elskede søster Debs død foregav han i stedet sin egen bortgang, mens han sluttede serien som træhugger langt fra solrige Miami. I sidste billede kiggede han, i en fuldskægget version, smådæmonisk ind i kameraet, ulykkelig, afskåret for enhver overbygning af menneskelighed og overladt til sine egne grumme drifter.
Siden har fanbasen raset mere eller mindre kontinuerligt mod finalen, og rebootet, der nu har premiere på Paramount+, er i høj grad blevet framet som en længe ventet korrektion af miseren. Med den oprindelige hovedforfatter Clyde Phillips, der forlod serien efter de første fire sæsoner (hvorefter den dalede kraftigt i niveau), tilbage bag roret skal vi nu alle skænkes det farvel til den populære dræber, vi blev snydt for dengang.
’Dexter: New Blood’ ignorerer kløgtigt den oprindelige slutning uden at annullere den. Den springer 10 år frem i tid, og selvom vi aldrig får det at vide, kunne Dexter i teorien sagtens have udviklet sig fra livsforladt lumberjack til det sted, han ved genoplivningens start har været de sidste tre år: Den frostkolde lille by Iron Lake i Upstate New York.
Her har han tørret det diabolske blik af fjæset og præsenterer sig i stedet som lykkelig bedsteborger, der undertrykker sin mørke passager, som en stofmisbruger tøjler sin afhængighed. Under navnet Jim Lindsay har han opbygget et nyt liv med faste rutiner, hjem i en afsides træhytte, job i den lokale jagt- og fiskeriforretning, fast plads på bowlingholdet og endda med en ny kæreste: Politichefen Angela.
To hændelser bryder imidlertid rutinerne og sætter Dexter under pres. Hans søn Harrison banker pludselig på hans dør – sønnen, som han fik sammen med søde Rita, der måtte lide den mest hjerteskærende død i slutningen af sæson 4. Harrison er nu en kløgtig, moralsk anfægtet og mere eller mindre plaget teenager, der har sporet sig frem til, at hans far åbenbart lever i bedste velgående.
Og så bukker Dexter under for et hurtigt fix: Han slår den voldsomt irriterende, skydeglade bro-type Matt, der netop har pløkket en fredet hvid hjort, ihjel ude i vildmarken.
Dexter skal nu forsøge at hindre opklaringen af sin nyeste ugerning, samtidig med at han skal lege kæreste og familiefar, og hvis det virker bekendt, er det, fordi det er det: Godt nok er ’Dexter: New Blood’ med sin farveløse setting i den iskolde ‘Fargo’-natur og med sin mere dystre stemning langt fra Miamis spraglede omgivelser i den originale serie, men rydder man sneen og stripper karaktererne for deres dunjakker er ’New Blood’ pænt meget ’Same Blood’.
Som i den oprindelige serie veksler fortællingen mellem medrivende suspense, kitschet banalitet og tåkrummende irritationsmomenter.
Nu som dengang er det drønspændende at følge Dexter bruge sin lynende intelligens til at slette sine spor i sidste øjeblik, mens hans tilværelse kan falde fra hinanden, hvert øjeblik det skal være – mens den lakoniske voiceover konfronteres humoristisk med virkelighedens maskefald, når Dexter har knap så meget styr på sin plan, som han selv bilder sig ind.
Introduktionen af Harrison, der driver af ambivalens over for sin far og hurtigt indrulleres i lokalmiljøets ungdomskonflikter, sætter i den grad også noget på spil. Jack Alcott fra ’The Good Lord Bird’ er et fund i rollen – som en ung Joseph Gordon-Levitt med en potentielt mørk side – der åbner en flanke til Dexters fortid, som er en eksplosion waiting to happen.
Klæg er i det store hele Dexters utroværdige forhold til smukke og renfærdige Angela, der sine politiegenskaber til trods sætter forbløffende få spørgsmålstegn ved, at en velvoksen søn pludselig tropper op i kærestens liv uden nærmere forklaring.
Og ualmindeligt belastende er søster Deborah (Jennifer Carpenter), der med overspillet aggression overtager rollen fra den i forvejen vildt enerverende far Harry som spøgelse/græsk kor/engel på skulderen, med hvem Dexter har fiktive samtaler, som man ville ønske sluttede, så snart de begynder.
Den mest bemærkelsesværdige forskel mellem det gamle og nye ’Dexter’ er den sociale dimension. Det gamle ’Dexter’ handlede om moral og psykologi (og, ahem, underholdning), men sjældent om meget andet, mens både ulighed, behandlingen af indfødte amerikanere og opioid-krisen møver sig ind i denne nye omgang.
Det reflekterer en interessant udvikling i tv-landskabet, hvor lysten til – og forpligtelsen på – at forholde sig til verden pludselig er allestedsværende, også når man laver en seriemorderhistorie hævet over enhver almindelig virkelighedsforbindelse.
Her føles den sociale kommentar dog ofte påtvunget, og særligt sæsonens nye seriemorder, hvis veje Dexter utvivlsomt kommer til at krydse, er en tyk kliché på den kyniske elite.
At nærme sig virkeligheden er en farefuld færd for ’Dexter’, der i forvejen altid har kæmpet med at fastholde vores suspension of disbelief: Det blev i stigende grad svært at købe Dexters psykopati, jo flere mennesker han udviste dyb empati over for (søster, børn, adskillige kærester), og den problematik er ikke just udslettet her: Dexters evne til at føle kærlighed er slet og ret for stor til, at man længere køber ham som et koldblodigt monster.
Det kompenserer Michael C. Halls totale kontrol over figuren for også her 10 år efter sammen med Clyde Phillips drevne evne til at opbygge spænding.
Og efter tre afsnit har jeg allehånde forventninger om, at dramaet spidser til, så sæsonen bliver svær at lægge fra sig – ikke mindst fordi Dexters gamle nemesis, den isnende uhyggelige Trinity-morder (John Lithgow), har varslet sit comeback.
Men forventningsglæden forstyrres samtidig bittersødt af de fingerpeg, Clyde Phillips i interviews har givet om, at der meget vel kan komme endnu mere ’Dexter’.
Det bekræfter den mistanke, der melder sig, når man ser de tre første afsnit af rebootet: At det ikke så meget er et behjertet forsøg på at råde bod på en historisk kikset finale med et definitivt punktum, men snarere en undskyldning for at reboote en succes, akkurat som så mange andre gamle seriehits bliver genoplivet i disse år.
Med det kommer frygten for, at vi nu kan se frem til flere ’Dexter’-sæsoner skåret over den samme gamle læst som i den oprindelige serie, og at det bemeldte punktum først kommer om adskillige år. Og tør man så overhovedet håbe på en tilfredsstillende finale denne gang?
Det lugter af endnu et snigmord på ‘Dexter’-fans’ hårdt prøvede forventninger.
Kort sagt:
New Blood? Same Same But Different.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.