Det er snart et årti siden, vi tog afsked med seriemorderen Dexter Morgan.
Gennem otte sæsoner fordybede fansene sig i det på én gang humoristiske og dystre univers befolket af den ene grumme seriemorder efter den anden, som den drabshungrende blodanalytiker gjorde det til sin mission at komme til livs.
Men slutningen, hvor Dexter mod alle odds overlevede og blev ensom skovhugger i Alaska, blev af mange fans anset som et mildest talt utilfredsstillende og uforløst copout.
Siden har ’Dexter’ haft en fast plads i kanonen over mislykkede seriefinaler.
Men nu får vi endnu en chance for at sige ordentligt farvel til den moralsk anfægtede morder. Denne gang med den oprindelige medforfatter, Clyde Phillips, ved roret. Han forlod ellers serien efter fjerde sæson – hvor dens kvalitet da også dalede kraftigt.
I rebootet ’Dexter: New Blood’ møder vi hovedpersonen, næsten ti år efter afskeden med ham tilbage i september 2013. Dexter er flyttet til den lille fiktive by Iron Lake, New York, hvor han har skabt sig et nyt liv uden at slå mennesker ihjel, samtidig med at han bliver hjemsøgt af sin afdøde søster Debra.
Men hvordan vil den nye sæson – der bliver betragtet som en éngangsforestilling – afslutte fortællingen om Dexter Morgan på en mere tilfredsstillende vis?
Vi var med til et panelinterview med skuespillerne Michael C. Hall (Dexter) og Jennifer Carpenter (Debra), hovedforfatter Clyde Phillips og medforfatter Scott Reynolds.
»Jeg tror, at den måde, som serien sluttede på, har en kæmpe betydning for, hvorfor vi er tilbage med showet og karaktererne«, starter Michael C. Hall.
»Meget af det, der mystificerede og gjorde folk utilfredse dengang, er meget af det, der skaber appetitten for det, vi forhåbentlig nu får afdækket. Afslutningen føltes ikke som en afslutning for seerne. Dexter sagde ikke noget til os, og det efterlod publikum i en anspændt position. Vi vil besvare spørgsmålet: Hvad skete der med den her fyr?«.
Gået ned i skurkeskala
Clyde Phillips fortæller, at han og Hall har talt med hinanden i alle disse år om serien og om at vende tilbage. Det hele handlede om timing, og den var ikke rigtig. Indtil nu.
»Man skal have in mente, at det her ikke er den niende sæson af ’Dexter’. Det er en helt ny serie«, fastslår hovedforfatteren.
Han og Hall ville gerne anerkende det faktum, at der snart er gået et årti. Og det er derfor, ’New Blood’ hverken foregår i Alaska eller tilbage i Miami, men i den fiktive by Iron Lake, New York.
Byen har et indbyggertal på kun 2760 personer, hvilket betyder, at det er sværere for Dexter at gå ud og gøre det, som en seriemorder nu gør. Og det er hele pointen. Hver eneste person, som Dexter passerer, skal være et potentielt offer, så han bliver nødt til at anstrenge sig for at tøjle sine lyster.
Folkene bag lagde vægt på, at den nye serie adskiller sig fra den originale på samtlige fronter.
»I skal ikke forvente en hurtig serie. Vi er gået ned i skurkeskalaen og har gjort den mere personlig. ’New Blood’ handler mere om Harrison, Dexters søn. Den handler om et familieliv, hvor faren i familien er seriemorder og de omkostninger, det fører med sig«, forklarer Scott Reynolds, medforfatter på serien.
»Dexter efterlod sin søn, da sønnen var fem år gammel. Harrison har hele tiden troet, at hans far var død, og nu har han fundet ud af, at han er i live. Sønnen er fyldt med en stor vrede over for ham. Dexter skal bevise sig over for sin søn og være en god far for at kunne vinde ham tilbage«, forklarer Clyde Philips.
Ned i havets dyb
At Jennifer Carpenter vender tilbage i rollen som Debra, Dexters søster, vil nok komme som en overraskelse for mange. Hun omkom trods alt i serieafslutningen i sæson 8.
Men nu er hun tilbage som en slags erstatning for Dexters afdøde far, som Dexter gennem hele serien havde samtaler med om sin forbudte trang. Nu er søsteren den sjæleven, han kun selv kan se.
»Jeg er et uønsket produkt af Dexters psyke. Det er en mulighed for ikke kun at være en engel eller en djævel. Jeg kan manipulere, jeg kan navigere, skade eller redde ham. Jeg synes, det var noget helt andet end at være en slags spøgelsesskikkelse«, forklarer Jennifer Carpenter:
»Jeg følte, at Deb havde en lidt anden afslutning end serien som helhed. Min opgave var at synke ned i havets dyb og samle hende op. Og så se om hun ville være vidne til en ikke-medicineret, udspekuleret og ustraffet seriemorder opleve sig selv. Jeg ville gerne sige ja, for Michael er en af de bedste skuespillere, jeg nogensinde har arbejdet med. Jeg ville gerne hjælpe Deb med at komme igennem smerten. Og alle mine scener er selvfølgelig helt eksklusivt med ham«.
Dexter på afvænning
I begyndelsen af første afsnit i ’New Blood’ ser man Dexter, der er i færd med at jage en hjort. Scenen er rolig, lang og foregår i et snebeklædt landskab.
»Det er et ritual for ham. Den (hjorten, red.) repræsenterer noget, der kan inspirere ham til at blive bedre. Renhed. Godhed. Og han kommer tættere på metaforisk, men også helt fysisk. Det er hans metadon, hvis dét at dræbe er hans heroin. Altså at finde en hjort og ikke at skyde den. Også på et psykologisk og måske spirituelt plan«, siger Michael C. Hall.
»Dexter prøver at knytte sig til alt. Til sine omgivelser. Til naturen. Dexters tilknytning til hjorten er urmenneskelig«, tilføjer Clyde Phillips.
Jennifer Carpenter afbryder: »Hvis jeg lige må komme med en bemærkning … Jeg tror, at Deb ville være uenig. Hun ville se det som en påmindelse om, at alt smukt, som Dexter rør ved, altid ender med at blive ødelagt«.
For Michael C. Hall var det en nærmest skræmmende oplevelse at træde tilbage i den rolle, han sagde farvel til i 2013.
»Men han var der stadig. Ham Dexter. Jeg har brugt så meget tid med og som ham. Der er noget særegent ved den måde, han taler på, og den måde, han bevæger sig på. Selvsagt så ligner han mig rigtigt meget, men han er en fiktiv karakter, og det var lidt foruroligende, hvordan han bare dukkede op i mig. Jeg var bare sådan: ’Åh, der var han. Jeg må hellere komme af banen og lade ham komme til. Det var skræmmende«, siger han.
»Jeg havde bestemt ikke tænkt tilbage i 2006, at serien skulle eksistere i 2021, det er jo helt vanvittigt. Jeg kan huske den første sæson, det var som at have en kæmpe hemmelighed sammen, og det var en hemmelighed, der var værd at dele med andre. Jeg havde forhåbninger om, at serien kunne få en lille niche-kult-følgeskare og sammenlignet med det publikum, vi så er endt med at tiltrække … Det havde jeg ikke regnet med. Men jeg er så glad for, at det skete«.
’Dexter: New Blood’ har premiere på Paramount+ 8. november.