Tidligere på sommeren blev det annonceret, hvem der skal spille hovedrollerne i den kommende Netflix-filmatisering af Emily Henrys populære bestseller og TikTok-basker ‘People We Meet on Vacation’ (der er udgivet på dansk med titlen ‘Dig og mig på ferie’). Nu er der yderligere tilføjelser til rollelisten.
‘People We Meet on Vacation’ handler om vennerne Alex og Poppy, der altid har holdt en uges ferie sammen hver sommer, men de seneste år er gledet fra hinanden. Det vil Poppy lave om på, og da de skal afsted igen, sættes deres venskab pludselig i et nyt lys.
Venneparret spilles af Tom Blythe, der spillede den unge Coriolanus Snow i ‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’, og Emily Bader, som der senest har haft hovedrollen i ‘My Lady Jane’.
Som nytilføjelser til castet finder man desuden Lukas Gage, som vakte opsigt som ungt hoteltjenerbytte i ‘The White Lotus’, ‘Emily in Paris’-skuespiller Lucien Laviscount samt Jameela Jamil fra ‘The Good Place’ og Sarah Cathrine Hook fra ‘First Kill’. Det skriver Netflix i en pressemeddelelse.
‘People We Meet on Vacation’ instrueres af Brett Haley, der tidligere har stået bag YA-filmatiseringen ‘All the Bright Places’. Der er endnu ingen dato for premieren.
Der er adskillige film og serier på vej baseret på Emily Henrys bøger. Udover ‘People We Meet on Vacation’ er der en biograffilm baseret på ‘Beach Read’ instrueret af Yulin Kuang, en ‘Book Lovers’-film med manuskript af ‘Girls’-forfatter Sarah Heyward, mens ‘Happy Place’ bliver til en tv-serie. Henry står selv for at forvandle sin seneste bog ‘Funny Story’ til et filmmanuskript, som det endnu ikke vides, hvem der skal instruere.
Det er stadig kun castet til ‘People We Meet on Vacation’, der er annonceret. Henry har dog tidligere luftet hos Variety, at hun gerne så Paul Mescal og Ayo Edebiri i hovedrollerne til ‘Beach Read’.