’All The Bright Places’: Ungdomsfilm på Netflix drukner i teenageromancen
»Vi husker ikke dage, men øjeblikke«, sagde den italienske forfatter Cesare Pavese.
I ’All The Bright Places’ husker Violet (Elle Fanning) tilbage på ham som en af de få lyrikere, der kunne få hendes afdøde søster til at læse. I en tragisk bilulykke mistede Violets søster livet, mens Violet sad i passagersædet. Siden da har Violet lukket sig inde og svælget i sin sorg, uden lyst til andet end at vende tilbage til broen, hvor alt ændrede sig. Her stiller hun sig op på broens kant og ser ned.
En dag løber hendes skolekammerat Theodor Finch (Justice Smith) forbi, mens Violet står der på broen. Han ser straks hendes smerte og sætter sig for at hjælpe Violet, som han snart giver kaldenavnet Ultraviolet. Gennem et skoleprojekt viser han Violet rundt i hjembyen Indianas gemte skatte, for Finch tror på, at der findes lysende steder i de selv mest mørke tider.
Baseret på Jennifer Nivens roman af samme navn har instruktøren Brett Haley, der blandt andet står bag den glimrende feelgood-film ’Hearts Beat Loud’, instrueret en drømmende vandring gennem sorg, traume og lindrende doser af kærlighed. Finch sætter sig for at bringe Violet tilbage til livet gennem romantiske gestusser som en tur til en øde rutsjebane, Indianas højeste punkt og spandevis af blomster på bagsædet. Violet har i starten svært ved at åbne op, men Finchs hengivenhed er urokkelig.
Mens filmen synkede ned i sukkerkarret, er det svært at blive klog på Finchs motivation. Hvorfor har denne rod, der har nok at se til hos både studievejleder og familie, lyst til at blande sig i en fremmed piges liv? Er hans væg fuld af pos-its et udtryk for en kreativ sjæls idélager eller et pint menneskes tankemylder? Hvorfor taler han til Violet i Virginia Woolf-citater?
Pludselig er vi ude af sukkerkarret, og filmen går i en noget andet retning end først ventet. Normalt er der noget ganske ufarligt over Haleys film, der ligesom en kop kakao med skumfiduser kan være skønt komfortabel, men også let forglemmelig. Men i sin undersøgelse af psykiske lidelser og barndomstraumer sætter hans nye film fint fokus på centrale spørgsmål: Ser vi virkelig vores medmennesker? Hvordan vender man tilbage til et ødelagt liv? Kan man hele andre, før man har helet sig selv?
Men det er tunge emner i et let format, og Haleys film bliver for ufarlig. Violet kræver, at Finch fortæller hende noget ægte om sig selv, men ’All The Bright Places’ virker ikke oprigtig nok i forhold til dens barske emner.
Teenageromancen vinder over filmens interessante problemstillinger, og desværre får ’All The Bright Places’ ikke ført sit budskab til døren med andet end en opsummerende skolestil.
Kort sagt:
’All The Bright Places’ dypper tæerne i vigtige ungdomsproblematikker, men drukner i teenageromancen.