’Will & Harper’: Hjertevarm Netflix-dokumentar om Will Ferrells venskab med transkvinden Harper Steele kan forhåbentligt gøre en forskel
»Hele mit liv har jeg spillet rollen som Andrew«, lyder én af mange citatværdige udtalelser i den nye Netflix-dokumentar ’Will & Harper’.
Ordene kommer fra Harper Steele, der startede som sketchskriver på ’Saturday Night Live’ i 1995 og agerede showets hovedforfatter i 2004-2008. Dengang gik hun under navnet Andrew, men hun har altid følt sig som en kvinde. I 2022 sprang hun endelig ud som kvinde i en alder af 61.
»Jeg tvivler på, at det vil ændre min personlighed særlig meget af være transkvinde. I stedet for at være et røvhul vil jeg være en bitch«, skriver Harper, da hun via en e-mail annoncerer nyheden til sin gode ven Will Ferrell, som hun kender helt tilbage fra ’SNL’-dagene.
Og ganske rigtigt – da de mødes, har Will og Harper samme gode kemi som altid. Alligevel opstår der også en smule nervøsitet mellem de to komikere over pludselig at være på »ukendt farvand«, som Will formulerer det.
»Jeg har altid været Harper Steele, så Will har altid været ven med Harper Steele. Men han var også venner med en anden persona, som jeg ikke kan lide eller har brug for«, forklarer Harper.
Hvordan smider man så på bedst vis sin gamle persona ud og omfavner det ægte jeg? Man tager selvfølgelig på et roadtrip gennem USA og laver en film ud af det. Sådan lyder det simple, men velfungerende koncept for ’Will & Harper’, der er instrueret af Josh Greenbaum, som senest samarbejdede med Ferrell på hundekomedien ’Doggy Style’.
Gennem 16 dage kører de to hovedpersoner fra stat til stat for at besøge forskellige steder i USA, hvor Harper altid har elsket at komme, men som nu skal introduceres for hendes sande ansigt. Dette indbefatter blandt andet en basketballarena, en morgenmads-diner, et steakhouse og en snusket bar i Sydstaterne.
Hovedpersonernes celebre venner kigger også forbi filmen. De facetimer for eksempel Kristen Wiig, som skal lave en temasang til deres roadtrip. Senere inviterer Will Forte dem op i en luftballon mellem optagelser til ’MacGruber’-serien.
Desværre er alle gensynsstunder ikke lige hyggelige. For Harper kan jo ikke nødvendigvis komme de samme steder, som hun tidligere kunnet, når hun nu er transkvinde – i hvert fald ikke uden en stor portion had eller mistro fra fremmede medmennesker. At dette er en selvfølge, er tankevækkende i sig selv.
»Hjælper det, at jeg træner jiu-jitsu?«, joker Ferrell, da de på første stop i New York mødes med Harpers voksne børn og taler om hendes bekymringer.
For Ferrell kan naturligvis ikke lade være med at drysse sin platte og alligevel selskabelige humor ud over filmen. Han agerer derudover meget sympatisk allieret for sin gamle ven. Som repræsentant for alle uvidende, men velmenende hvide cis-mænd spørger han nysgerrigt ind til Harpers følelsesliv, fortid og fremtidsplaner.
Ferrell er også ganske bevidst om sin magt som Hollywood-stjerne. Hans offentlige støtte til Harper betyder unægtelig noget for omverdenens syn på hende.
Mange woke-forskrækkede seere vil nok se ’Will & Harper’ som et politisk statement, selvom vi snarere har at gøre med en personlig dokumentar om at leve som – og springe ud som – transperson i USA.
Ferrell er dog ikke perfekt. Han kan ikke afholde sig fra at komme med kejtede, sexistiske boomer-jokes som: »Føler du, at du er blevet en dårligere bilist, efter du er blevet en kvindelig bilist?«. Harper synes ikke, det er sjovt, og det synes jeg heller ikke.
Dog tør komikeren godt være ærlig om sine egne usikkerheder, når det kommer til hans forhold til sin egen krop. Komediestjernen viser sig et par gange også fra sin konfliktsky side. »Jeg føler, jeg svigtede dig«, siger han og græder, da de er kommet ud fra en restaurant, hvor Harpers kønsidentitet vækkede negativ opmærksomhed.
Der er netop en pointe i filmen, at der altid er noget på spil, når Harper hilser på en fremmed person. Anerkender vedkommende hendes køn? Accepterer og respekterer de hende?
Da hun træder ind på en beværtning med sydstatsflag og Donald Trump-hyldester på væggene, bliver man som publikum med det samme nervøs på Harpers vegne. Er gæsternes blikke nysgerrige eller fjendske?
Dokumentaren indeholder en del smerte og ubehag, men fungerer i overvejende grad som empatisk modgift til det selvhad, som Harper gennem livet har båret rundt på. »Jeg er ikke bange for de her mennesker. Jeg er bange for at hade mig selv«, siger hun undervejs i en nøglescene, der frembringer tårer hos både hende selv og Will – og også fik mig til at snøfte.
Selvværd kan man ikke bygge op alene, for man spejler sig uundgåeligt i, hvordan andre ser én. Harpers selvhad har været så stærkt, at hun har været selvmordstruet. Så stærkt, at hun år tilbage i hemmelighed købte et hus ved en lille californisk ørkenby, hvor hun kunne gemme sig for andres øjne. Et skjulested snarere end et fristed.
Det er nok ønsketænkning at tro, at en masse transfober kommer til at se og blive omvendt af ’Will & Harper’. Men forhåbentlig kan Netflix og Will Ferrell få det opbyggelige og kærlige budskab så langt ud i verden som muligt. Og forhåbentlig kan denne prisværdige dokumentar hjælpe andre i samme situation som Harper.
Ingen skal vente i 61 år på at turde være sig selv.
Kort sagt:
I den hjertevarme Netflix-dokumentar ’Will & Harper’ agerer Will Ferrell til tider kejtet, men altid velmenende støtte for sin gamle komikerven Harper Steele, der sent i livet er sprunget ud som transkvinde.