’Doggy Style’: Nej, denne hundekomedie med Will Ferrell og Jamie Foxx er absolut ikke for børn
For længe siden ville min mor og seksårige lillebror hygge sig med en film, da de var alene hjemme. De valgte en farverig dvd om en skoledreng og hans familie, som ingen af os endnu havde set.
Men efter kort tid havde der været nok mobning og gafler i øjnene på de kære animerede karakterer i ’Terkel i knibe’, til at der blev trykket ’eject’ på afspilleren. Årtier senere græmmes min mor stadig ved mindet.
Så lad mig være klar i spyttet: På trods af hovedkarakterernes hyggelige udseende er ’Doggy Style’ ikke en udvidelse af ’Lassie’-universet.
Det er derimod en familie-uvenlig film om fire dybt sårede hunde, der tager på hævntogt for at bide en af deres ejeres penis af.
Det drejer sig om den lille hund Reggies (Will Ferrell) ejer Doug (Will Forte), der er lad, arbejdsløs og lever på checks fra sin mor i et forstadshus, som han kun deler med Reggie.
Hund og mand laver i begyndelsen af filmen alt sammen, og Reggie tolker hver et host og hark fra Doug som anledning til en sjov leg.
Den godtroende hund bilder sig ind, at de to lever sammen i perfekt idyl med evig sol og åben himmel, men han skal blive klogere.
Særligt begejstret er Reggie for den nye leg ’fetch-and-fuck’, der går ud på, at Doug kører Reggie flere timer væk fra huset, kaster en tennisbold, så langt væk han kan, fortæller Reggie, at han skal hente den og kører hjem, mens hunden leder efter bolden.
Når så Reggie flere timer senere kommer tilbage til huset med bolden i munden, udbryder Doug »Fuck!«, hvilket indikerer, at Reggie har vundet legen og kan nyde sin sejr.
Doug er selvfølgelig bare træt af hunden, som han aldrig har kunnet lide og forsøger at slippe af med ham ved at efterlade ham langt pokker i vold. Hvilket han er lige ved at lykkedes med, da han kører helt ind til storbyen og kaster bolden ned ad en gyde, hvor Reggie ikke kan få fat i den.
Blandt intimiderende rottweilere i nattens mørke gader møder Reggie så de hunde, der kommer til at ændre hans liv.
En ét år ældre og uendeligt mere erfaren gadeomstrejfer i form af den franske bulldog Bug (Jamie Foxx) får Reggie til at indse, at hans navn ikke er ’Møghund’, som han ellers troede, da det var alt, Doug kaldte ham, men snarere ’Reggie’.
Bug introducerer den naive nykommer til glæderne ved at dry-humpe havenisser og endnu et par hunde, der er blevet til overs og ikke har nogle mennesker at vende hjem til.
Den underkuede grand danois Hunter (Randall Park), der trænede til at blive politihund, men ikke var aggressiv nok, og den australske border collie Maggie (med passende accent leveret af Isla Fisher), der er blevet af erstattet med en yngre og mere Instagram-venlig hundehvalp.
Til sammen får de Reggie til at indse, at Doug var en led ejer, der mishandlede ham.
Men Reggie bliver ikke blot skuffet eller fortvivlet, han bliver besat af at få hævn over Doug og beslutter sig for at lade det gå udover det, der tog al Dougs opmærksomhed væk fra sin hund: hans penis.
Doug elsker intet mere end at barbere og lege med sig selv, så Reggie beslutter sig for at bide hans yndlingslegetøj helt af som hovedet på en bamse.
Herfra begiver de fire hunde sig sammen ud på et klassisk eventyr, som man kender det fra børnefilm som ’Goonies’, for at finde tilbage til Dougs hus, bare med langt mere fokus på tis, lort og kønsdele.
For ved at indtage hundenes perspektiv hele vejen igennem filmen åbner instruktør Josh Greenbaum op for en syndflod af klam humor, ofte omhandlende hvor meget hundene har lyst til at spise lort, men også sjove firbenede betragtninger såsom Bugs konspirationsteori om, hvorfor mennesker overhovedet har hunde og indsamler alt deres lort.
De firbenede skuespillere leverer præstationer, der både er nuttede, fortvivlede og sjove, og de dertilhørende stemmer er velvalgte og tilfører hundene masser af personlighed.
Historiens struktur er genkendelig, og ’Doggy Style’ prøver heller ikke på at opfinde den dybe tallerken, blot at tilføre den en omgang beskidt, hunderelateret humor. Og hvis man kan klare den slags, skal man nok gå logrende fra biografsalen.
Kort sagt:
’Doggy Style’ bruger velkendt historiefortælling til at levere masser af grin til publikum og eksistentielle kriser til sine firbenede hovedkarakterer.