I sidste måned kom det frem, at den kommende fjerde ‘Spider-Man’-film med Tom Holland i hovedrollen havde sin instruktør på plads. Valget er faldet på Destin Daniel Cretton, der har Marvel-filmen ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ på cv’et.
Nu er Sony Pictures også klar med en officiel premieredato. ‘Spider-Man 4’ får således amerikansk biografpremiere 24. juli 2026, skriver The Hollywood Reporter. Den danske premiere bliver højst sandsynligt en eller to dage før.
Juli 2026 kommer altså til at stå i Tom Hollands tegn. Ugen inden får Christopher Nolans hemmelighedsomgærdede næste film, der også har Tom Holland i en hovedrolle, nemlig premiere.
Tidligere på ugen talte Holland (ikke så overraskende) positivt om manuskriptet til den fjerde ‘Spider-Man’-film, der er skrevet af duoen Chris McKenna og Erik Sommers, som også stod for manus til de tre første film i rækken.
»Jeg læste det for tre uger siden, og det tændte virkelig en ild i mig«, sagde Holland ifølge The Wrap som gæst i ‘The Tonight Show’. »Zendaya og jeg sad og læste det sammen, og flere gange fløj vi rundt i stuen, for det her er en ægte film, der fortjener fans’ respekt«.
Her bekræftede Holland desuden, at filmen går i optagelse til sommer.