’VisionQuest’: Marvel siger farvel til sit serieunivers med en omgang technobabblende tomgang
SERIE. Kan I huske ’WandaVision’?
Den serie, der i 2021 sparkede Marvels tv-eventyr i gang med en blanding af sitcom-pastiche, superheltedrama og eksistentielt mysterium. Med sin genretilgang gav den et løfte om, at MCU på Disney+ faktisk kunne tilføre superheltefranchisen noget nyt.
Siden er der kommet så mange Marvel-serier, at selv de mest dedikerede fans ville have svært ved at remse dem alle op. Nogle har været hæderlige, enkelte ligefrem gode, men alt alt alt for mange har været mellemregninger i et univers, der for længst har mistet overblikket over sig selv.
Og nu er vi nået til ‘VisionQuest’. Angiveligt den sidste MCU-serie i denne omgang. Et punktum for den tv-satsning, der begyndte med et brag i Westview, og et billede på præcis den tilstand, MCU befinder nu sig i.
Og ganske passende slutter vi, hvor starten sluttede.
Vision (Paul Bettany) – eller ikke helt Avenger-Vision, men Wandas genopbyggede og ”hvide” 2.0 udgave – lever skjult efter begivenhederne i ‘WandaVision’.
Han har stadig sine minder fra Westview. Dog har han ikke evnen til at ”føle dem”. Mens han forsøger at finde ud af, hvem han egentlig er, bliver der udlovet en dusør på hans hoved, og før han ved af det, jages han gennem den englandskeland sammen med teenageren Tommy (RuaridhMollica), der måske, måske ikke er ham og Wandas genopstandne søn.
Modsat ’WandaVision’ er mysteriet ikke seriens omdrejningspunkt, selvom den desperat prøver at fremstå sådan.
Men ligesom i storesøster-serien foregår det meste ikke i den fysiske verden. Denne gang ikke i et ”tv-serie”-land, men inde i Visions eget hoved.
Her udspiller serien sig i hans personlige mind palace, manifesteret som en boujee – og muligvis bevidst – rædselsfuld CGI-konstrueret victoriansk villa. Hvert rum er en fysisk manifestation af hans robotkrop. Køleskabet er blandt andet hans køleenhed, mens husets infrastruktur afspejler hans indre systemer og hjemmebiografen er hans ”minder”.
Serien er ganske enkelt behageligt eventyrlig at se på. Produktionsdesignet er en regulær omgang setdesign-porno, fyldt med skæve produkter, mærkværdige dimser og alskens habengut.
Dog er lige ved og næsten-Vision ikke alene i sit store britiske old money villa. Rundt omkring ham spøger ekkoer af Marvel-fortidens kunstige intelligenser, som serien præsenterer i en slags discountudgave af ’Inside Out’. Her bor den fornuftige J.A.R.V.I.S. (Brian D’Arcy), den dumme Dum-E, den bare ”ihh så skøre” E.D.I.T.H (læs; utrolig enerverende) og naturligvis seriens største trækplaster: motherfreaking Ultron.
Backstreet’s back, alright!! Eller… Hvad?
For selvom James Spader er tilbage i rollen, er det kun delvist den Ultron, publikum forelskede sig i i ‘Avengers: Age of Ultron’.
Dels har Marvel nok ikke haft budget til en CGI-konstrueret Ultron hele tiden, så han optræder i menneskelig form som Spader selv.
Dels er han skrevet helt anderledes. Hvor Ultron engang var en af MCU’ets mest karismatiske skurke, en sarkastisk techno-gud med storhedsvanvid og menneskehad, er han her reduceret til noget, der mest af alt minder om en usoigneret metatekstuel cand.phil.-onkel, fanget i Marvels sidste krampetrækninger.
Det er synd, for Spader spiller virkeligt fremragende! Men jo mere serien bruger ham somexcentrisk roomie, desto mindre føles han som den Ultron, der engang stod skulder ved skulder med Thanos i diskussionen om MCU’s bedste skurke.
Og den tendens er ikke forbeholdt Ultron.
For ’VisionQuest’ har generelt svært ved at lade sine idéer stå på egne ben, hvor manuskriptforfatteren bag nærmest stoler patologisk lidt på sit publikum.
Behøver vi selv regne ud, at en karakter er vred? Nej da. Serien skal nok fortælle os det. Er nogen kede af det? Så siger de det højt. Er Vision forvirret, frustreret eller bange? Gud forbyde at man bare spillede skuespil.
Det er en mærkelig svaghed i en serie, hvis tema er menneskelige følelser. For hvor de bedste scener viser, hvordan Vision kæmper med at forstå mennesker, bruger de langt de fleste sekvenserutrolig meget energi på at forklare præcis, hvad alle føler hele tiden.
Serien vil diskutere identitet, bevidsthed og menneskelighed, men pakker det ofte ind i en computer-intellektuel mudderkage af technobabble, pseudo-filosofi og Marvel-buzzwords. Tænk ‘Doctor Who’ møder ‘The Big Bang Theory’ efter en lang weekend i Disneyland.
Men hey! Til gengæld har serien en fantastisk evne til at gøre det ukomplicerede unødvendigt kompliceret …
Det frustrerende er, at der under alt forklaringsarbejdet faktisk gemmer sig noget interessant.
‘VisionQuest’ vil mere end de fleste Marvel-serier, og den er mærkeligere og mere opfindsom. Som når en fjende invaderer Visions sind, og serien forsøger sig som en højteknologisk eksorcismefilm. Men modsat ’Wandavision’ tør den slet ikke gå hele vejen ud i genreland.
Der er også et par helt ok skurke i Paladin (Todd Stashwick) og “Butcherbird” (T’Nia Miller), og Diane Morgan (hende fra ‘Cunk on Earth’) har en lettere overraskende rolle, som dog er en smule spildt.
Dog bliver resultatet i sidste ende desværre en serie, der på én gang er fyldt med spændende idéer og forbløffende bange for tvetydighed.
Og det er bare svært ikke at se ironien i, at det foreløbige punktum for MCU’s tv-eventyr sættes af en serie om en tidligere fanfavorit, der desperat forsøger at finde ud af, hvem han er, mens Marvel tilsyneladende kæmper med præcis det samme spørgsmål.
Kort sagt: Hvor ’WandaVision’ lovede nyt liv til MCU’s tv-univers, føles ’VisionQuest’ som det trætte suk fra et univers, der for længst har mistet sig selv.