Skuespiller Chloë Grace Moretz har i flere år vist opbakning til LGBTQ-miljøet og har siden 2018 dannet par med modellen Kate Harrison, selvom de aldrig direkte har kaldt sig kærester i medierne.
Det var dog første gang hun omtalte sig selv som »homoseksuel kvinde«, da hun forleden bakkede op om vicepræsident Kamala Harris i den amerikanske valgkamp.
Her delte Moretz i et opslag på Instagram, at hun på grund af sit LGBTQ+-tilhørsforhold havde stemt på demokraterne, fordi hun »tror jeg på behovet for juridisk beskyttelse, der værner om LGBTQ+-miljøet«.
»Som kvinde tror jeg på, at regeringen ingen ret har over min krop, og at beslutningerne omkring min krop kun burde komme fra mig selv og min læge. Det vil Kamala Harris beskytte for os«, lød det videre.
I samtalen om seksualitet kom Chloë Grace Moretz på banen i 2018 med sin rolle i filmen ‘The Miseducation of Cameron Post’, hvor hun spiller en lesbisk teenager, der bliver sendt på omvendelsesanstalt.
Her understregede skuespilleren vigtigheden af filmens skildring og understregede, at hun havde kæret sig om LGBTQ+-miljøet fra barnsben på grund af sine to homoseksuelle brødre.
Moretz irettesatte i forbindelse med filmen også en journalist, der karakteriserede hende som en heteroseksuel skuespiller, der spillede en homoseksuel karakter. »Jamen, jeg tror, at det der er vigtigt er, at man ikke skal antage nogens seksualitet«, udtalte hun dengang til The Independent.