Tilbage i maj kom det frem, at en ny ’Tomb Raider’-serie med Phoebe Waller-Bridge bag roret havde fået grønt lys hos Prime Video, og nu ser det ud til, at den nye Lara Croft er fundet.
Deadline melder nemlig, at ’Game of Thrones’-stjernen Sophie Turner er i forhandlinger om at indtage den berømte rolle, som før er blevet portrætteret på film af Angelina Jolie og Alicia Vikander.
De forskellige film og serieversioner af ’Tomb Raider’ stammer fra den kendte videospilserie af samme navn, som følger arkæologen og actionhelten Lara Croft på hendes eventyrlige jagt efter skatte.
28-årige Turner kendes nok bedst for sine mange år som Sansa Stark i ’Game of Thrones’, der skaffede hende en Emmy-nominering, samt for sin rolle som Jean Grey i ’X-Men: Apocalypse’ og ’X-Men: Dark Phoenix’.
Waller-Bridge, som skal være hovedforfatter på den nye serie, blev verdensberømt for serien ‘Fleabag’, som hun selv spiller hovedrollen i, men har også skrevet første sæson af ‘Killing Eve’, været medforfatter på ‘No Time To Die’. Derudover spillede hun selv arkæolog over for Harrison Ford i ‘Indiana Jones and the Dial of Destiny’. I en pressemeddelelse tilbage i maj (via The Wrap) udtrykte hun, hvor meget ’Tomb Raider’-universet betyder for hende:
»’Tomb Raider’ har altid været en kæmpe del af mit liv, og jeg føler mig utroligt privilegeret over, at jeg kan bringe den til live på tv med så passionerede samarbejdspartnere. Lara Croft betyder meget for mig, og jeg kan ikke vente med at udforske det her eventyr«.