’Hjortestien’: Oscar-vinders nye film er klimafortællingen, vi har brug for

Japanske Ryûsuku Hamaguchi er en af tidens fremmeste kronikører af moderne menneskers fremmedgørelse.

Hans film er studier i (ofte fejlslået) kommunikation, hans karakterer er ensomme, sørgmodige og isolerede, afskåret fra verden omkring dem, når de kører rundt som satellitter i de biler, der spiller så stor en rolle i hans film.

Hans foreløbige kunstneriske højdepunkt, mesterværket ’Drive My Car’, fik uventet, men fortjent stor succes med både Oscar-statuette og en omsætning i omegnen af 100 millioner kroner i biografer verden over. En imponerende bedrift for en tre timer lang udforskning af sorg og tilgivelse i en tid, hvor de værker, der stiller krav til publikum, har trange kår.

Nu er han aktuel med ’Hjortestien’ (på engelsk under den mere interessante titel ’Evil Does Not Exist’), der sidste år modtog andenprisen ved filmfestivalen i Venedig. Sammenlignet med ’Drive My Car’ er det ved første øjekast en lille film – den er halvt så langt, karaktergalleriet er mindre, filmsproget mere mådeholdent – men skinnet bedrager som altid hos Hamaguchi.

Filmen udspiller sig i en lille bjerglandsby nogle timers kørsel fra Tokyo. Altmuligmanden Takumi lever alene med sin datter i en hytte i det snedækkede skovlandskab, hvor de begge er i symbiose med naturen. Han kløver brænde med rutineret præcision, indsamler drikkevand fra en bjergkilde og glemmer de fleste af de aftaler, den omkringliggende samfund lægger på hans skuldre.

Vi skal et godt stykke hen i filmen, før der bliver ytret et ord. I stedet helliger ’Hjortestien’ sig til de bjergtagende landskaber og menneskets rolle i dem. Oprindeligt var filmen udtænkt som akkompagnement til medforfatter og komponist Eiko Ishibashis smukke musik, og værket blev i år udsendt i en stumfilmudgave med titlen ’Gift’, så billederne og musikken kunne få lov at stå alene.

Stumfilmprojektet siger i virkeligheden alt om Hamaguchis raffinerede billedsprog og krystalklare fortælleevner, der yderst effektivt indsætter os i en mere simpel og harmonisk, men alligevel sorgfuld verden, som ligger milevidt fra det accelererede byliv, de fleste af os lever. Understreget med en fokuseret detaljegrad på Takumis repetitive arbejde og lange kørescener, så man virkelig forstår distancen mellem land og by, mellem menneske og natur.

Det åndelige fællesskab med den iranske mester Abbas Kiarostami er ikke til at komme udenom.

I ’Hjortestien’ gør dialogen dog efter noget tid sit indtog: Et Tokyo-baseret talentbureau vil anlægge en glamping-plads uden for landsbyen for at lukrere på et statsligt post-corona-støtteinitiativ. Men planerne for anlægget er så sjusket udført, at de vil få konsekvenser for både naturen og landsbyboerne. Bjergkilden vil blive forurenet, stilheden vil blive brudt, og om sommeren vil turisternes bål true med at antænde skovbrænde.

Det er her, filmen vokser sig tematisk stor med sin skildring af vores evindelige jagt på vækst og konsekvenserne for den verden, vi bebor. Men Hamaguchi overspiller aldrig sin hånd: Tyngden forbliver underspillet og bliver aldrig prædikende. Instruktøren er først og fremmest interesseret i at skabe en æstetisk oplevelse.

I et mesterligt iscenesat byrådsmøde skal to stakkels repræsentanter for glamping-bureauet forsøge at retfærdiggøre byggeplanerne og lade, som om de er modtagelige over for landsbyens advarsler, selvom de reelt ikke har indflydelse.

Selskabets devise er profitmaksimering, men de får at vide af landsbyfolket, at balance er nøglen. At det, der sker med vandet oppe ad strømmen ved deres glamping-anlæg, vil få betydning længere nede ad strømmen i landsbyen. Det er såre simpelt, men alligevel et uhyre komplekst billede på, hvordan vi alle sidder så simple sandheder overhørige.

Hamaguchi er ikke interesseret i at pege fingre, som den engelske titel anslår. Repræsentanterne for glamping-bureauet er ikke onde, de er bundet af et kapitalistisk foretagende, som de ikke længere kan stå inde for, men alligevel ikke se sig fri af.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

De kigger hypnotiserede til, mens Takumi hugger brænde, og indser gradvist, at de er kommet så langt væk fra livets essens – tynget af ligegyldige onlinemøder og datingapps, der skal forsøge at inddæmme følelsen af tomhed. Filmen anslår en effektfuld kontrast mellem det manuelle arbejde og det bureaukratiske, mellem det vigtige i livet og det overflødige.

Hovedplottet er indklippet med scener af Takumis fåmælte datter, der vandrer alene i skoven. Hun ser på hjorte og finder påfuglefjer, og det antydes, at hun forestiller sig et liv, hvor hun kunne smelte i ét med den natur, der drager hende.

Men naturen kan også slå igen, hvis man ikke passer på den. Som de jægere man hører på lydsiden, når de affyrer deres geværer. Hjorte er som udgangspunkt ikke farlige, belærer Takumi de tilrejsende. Men hvis de bliver presset og ikke kan flygte, går de til angreb – præcis som mennesker.

Det symbolske billede får fast form mod filmens fabellignende (og fabelagtige) finale, som jeg havde svært ved at forlige mig med, første gang jeg så filmen, men som gik rent ind ved gensyn.

Som det siges på et tidspunkt: Vi er alle sammen outsidere, på besøg i den gæstfrie verden omkring os. Det burde være indlysende, at vi skal behandle vores vært ordentligt, men alligevel er det så vanskeligt, når vi har indrettet os på en måde, hvor egen gevinst er vigtigere end kollektivitet.

Måske kan vi lære det, hvis vi ser flere Hamaguchi-film.

---

Kort sagt:
Oscar-vinderen Ryûsuku Hamaguchis opfølger til mesterværket ’Drive My Car’ er en kunstnerisk sublim klimafortælling, som man sjældent ser dem.