I weekenden kom det frem, at instruktør og manuskriptforfatter Jeff Baena var gået bort på tragisk vis som følge af selvmord.
Privat dannede Baena par med Aubrey Plaza, som også medvirkede i de fleste af hans film. Nu har skuespilleren udtalt sig om tabet.
»Det her er en tragedie, man ikke kan forestille sig. Vi er dybt taknemmelige over alle, der har tilbudt støtte. Respekter venligst vores privatliv i denne tid«, skriver Plaza og Baenas forældre i en fælles udtalelse. Det melder Deadline.
Baena filmdebuterede i 2004 som manuskriptforfatter på David O. Russells kultfilm ‘I Heart Huckabees’. Han nåede siden da at skrive og instruere de fem spillefilm ‘Life after Beth’, ‘Joshy’, ‘The Little Hours’, ‘Horse Girl’ og ‘Spin Me Round’. Han skabte desuden serien ‘Cinema Toast’.
Flere i Hollywood har sendt tanker til Baenas efterladte. Ved søndagens Golden Globes-uddeling lød det blandt andet fra instruktør Brady Corbett, at »mit hjerte er med Aubrey Plaza og Jeffs familie«, da han sagde tak for prisen for bedste instruktør for ‘The Brutalist’.
Jeff Baena blev 47 år.