Efter Sebastian Stans Donald Trump-portræt i Ali Abbasis ‘The Apprentice’ får en anden kontroversiel præsident nu en film om sine unge, formative år med en Hollywood-stjerne i hovedrollen.
Jude Law skal således spille Vladimir Putin i en kommende politisk thriller ved navn ‘The Wizard of Kremlin’, skriver Entertainment Weekly.
I instruktørstolen sidder den anerkendte franske arthouse-instruktør Olivier Assayas, der blandt andet har ‘Personal Shopper’, ‘Skyerne over Sils Maria’ og ‘Irma Vep’ på cv’et,
Handlingen følger en ung russisk filmskaber, spillet af Paul Dano, der bliver Vladimir Putins rådgiver, mens politikeren stryger til tops i det post-sovjetiske Ruslands kaos og kompleksiteter.
På den imponerende rolleliste finder man også Alicia Vikander, Jeffrey Wright, Zach Galifianakis og Tom Sturridge.
I et interview med Deadline fortæller Law, at arbejdet med filmen stadig er i et tidligt stadie, og at rollen »i øjeblikket føles som at klatre et Everest«.
»Sådan har jeg det ofte, når jeg siger ja«, forklarer skuespilleren. »Jeg tænkte: ‘Åh gud, hvordan skal jeg gøre det her? Men anyways, det er noget, jeg skal finde ud af«.
En premieredato er endnu ikke på plads.