Rapstjerne lægger hiphopkollektivet ASAP Mob i graven: »Det hører fortiden til«

Rapstjerne lægger hiphopkollektivet ASAP Mob i graven: »Det hører fortiden til«
ASAP Ferg. (Foto: PR)

I 2010’erne skød en række unge hiphopkollektiver pludselig frem på den amerikanske rapscene.

Crews som Odd Future, Black Hippy, Brockhampton og ASAP Mob var nogle af tidens mest hypede rapnavne, inden gruppernes stjernemedlemmer begyndte at fokusere mere på solokarrierer, og sammenhængskraften begyndte at svinde ind.

Nu er et af disse, ASAP Mob, endegyldigt lagt i graven. Det siger rapstjernen ASAP Ferg i hvert fald i et nyt interview, skriver Complex.

»Well, jeg tror ikke, ASAP findes længere. Der er ikke et ‘Cozy Tape’ ude, et nyt et. Der er ikke noget kontor, der er ikke noget pladeselskab, ASAP Worldwide. Der er ikke noget pladeselskab. Jeg tror, det hører fortiden til«, siger Ferg i som gæst i podcasten ‘Toure Show’.

Herefter nævner han kollektivets frontmand, ASAP Rocky, samt designeren ASAP Bari og den afdøde grundlægger ASAP Yams.

»Jeg tror, folk holder fast i den arv, vi skabte, og de ting, men når man tænker på ASAP, tænker man musikalsk på mig og Rocky, som lavede musikken og alt det der. Selvfølgelig blev det bygget på ryggen af Bari og Yams og alt det, men vi er ansigterne«.

Som kollektiv udgav ASAP Mob mixtapet ‘Lords Never Worry’ i 2012 efterfulgt af de to album ‘Cozy Tapes Vol. 1: Friends’ og ‘Cozy Tapes Vol. 2: Too Cozy’ i henholdsvis 2016 og 2017.

ASAP Ferg udgav i 2024 sit sjette soloalbum med titlen ‘Darold’. I øjeblikket venter verden utålmodigt på nye album (fortsat uden udgivelsesdatoer) fra kollektivets to største stjerner, ASAP Rocky og Playboi Carti.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af