Afshin Firouzi fører an i bandedrama fra instruktørtalent og Babak Vakili – se traileren til ‘Hele vejen’

Afshin Firouzi fører an i bandedrama fra instruktørtalent og Babak Vakili – se traileren til ‘Hele vejen’
'Hele vejen'. (Foto: Anne Schwartz)

Der er mange titler på programmet, der potentielt kan gøre 2025 til et stort år i dansk film.

En af de interessante nye film er actiondramaet ‘Hele vejen’ fra spillefilmsdebuterende Jahfar Muataz’, der udspiller sig i Københavns kriminelle underverden.

Første trailer er netop landet, hvor et tidligere bandemedlem må tage sagen i egen hånd, da hans nevø forsvinder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vi følger Cairo, der har lagt sin kriminelle fortid bag sig og nu arbejder med at hjælpe andre ud af bandemiljøet som exitkonsulent. Men da myndighedernes hjælp ikke er tilstrækkelig til at finde den forsvundne nevø Hamza, opsøger Cairo sin gamle ven og bandeleder Saddam. Dog sætter gensynet med det gamle miljø hans nye tilværelse under pres.

I hovedrollen som Cairo ses Afshin Firouzi, der sidste år både overtog rollen som Assad i Afdeling Q-filmen ‘Den grænseløse’ og kunne ses i TV 2-serien ‘Graverne’. Bandelederen Saddam spilles af Albert Arthur Amiryan, der spillede terroristen Omar i ‘Krudttønden’.

Derudover er rollelisten besat af navne som Soheil Bavi, der imponerede i ‘Underverden 2’, Tarek Zayat (‘Shorta’), Charlotte Fich, Stephanie Leon, Arian Kashef (‘Når støvet har lagt sig’), Kenneth M. Christensen (‘Vikings: Valhalla’) samt rapperen Marwan.

Jahfar Muataz debuterer som spillefilmsinstruktør og har haft Babak Vakili med som manuskriptforfatter, der er kendt for podcasten ‘Generationen’ og DR3-serien ‘Fredløs’.

Muataz er uddannet fra den alternative filmskole Super16, hvor han blandt andet lavede afgangsfilmen ‘Splittet’, hvor han tog udgangspunkt i sin irakiske baggrund.

‘Hele vejen’ får biografpremiere 3. april.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af