The New Pornographers – kalejdoskopisk ønskekoncert

I et musikerkollektiv med så hyperaktive medlemmer som canadiske The New Pornographers havde man næsten ikke turdet håbe på, at de ville finde vej i samlet flok til Loppen. Håbet blev da også lige så hurtigt slukket, som ‘supergruppen’ med Carl Newman i front trådte på scenen uden ‘supermedlemmerne’ Neko Case og Dan Bejar.

Efter kun et par sekunder til at fordøje den umiddelbare skuffelse i kastede bandet sig hovedkulds ud i nummeret ‘All the Things that Go to Make Heaven and Earth’ fra det nyligt udsendte ‘Challengers’-album, som med sine reminiscenser af de tidligste Pornographers-album viste sig at være den perfekte intro til en koncert, der på fornemste vis flettede rigeligt med numre fra bandets bagkatalog ind mellem deres nyeste sange.

Koncerten udviklede sig til en ren ønskekoncert, hvor favoritnumrene blev rystet af setlisten næsten før publikum kunne nå at ønske dem. Gamle favoritter som ‘The Electric Version’ og ‘Sing Me Spanish Techno’ var gode pop-energiudladninger, imens ‘The Bleeding Heart Show’ blev leveret med en intim inderlighed. Selvom numre som ‘The Laws Have Changed’ og ‘Challengers’ særligt savnede Cases vokal og Bejar-numrene stor set var udeladt, så løftede kollektivet og Kathryn Calders vokal alligevel koncerten op på et niveau, hvor man godt kunne se igennem fingre med deres fravær, når ens fødder trippede glade i takt.

Det blev en aften, hvor ønskerne til setlisten blev indfriet, men hvor ønsket om en dag at se The New Pornographers i samlet flok stadig står ensomt tilbage.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af