Donald Trump kræver Beyoncé, Lady Gaga og Katy Perry retsforfulgt

Donald Trump kræver Beyoncé, Lady Gaga og Katy Perry retsforfulgt
Donald Trump. (Foto: Chip Somodevilla/Getty Images)

Donald Trump er ude med riven efter blandt andre Beyoncé, Lady Gaga og Katy Perry, skriver NME.

Han nævner kun Beyoncé ved navn, men beskylder dem for at have støttet konkurrenten Kamala Harris i den seneste præsidentkampagne på »sandsynligvis ulovlig« vis.

Ifølge præsidenten tog de angiveligt, sammen med Oprah, betaling for at støtte Harris i valgkampen, hvilket er ulovligt.

The New York Times afkræftede dog denne påstand tilbage i november med udgangspunkt i Demokraternes økonomiske optegnelser for 2024-kampagnen. Harris-holdet brugte penge på rallies og events, hvor popstjernerne optrådte fra talerstolen, men pengene gik til medarbejdere og produktionsomkostninger og ikke til kendisserne.

Den forklaring køber Trump øjensynligt ikke. Han mener, der er blevet fusket med regnskaberne.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Jeg kigger på det store beløb, som Demokraterne skylder efter præsidentvalget, og det faktum, at de indrømmer, sandsynligvis ulovligt, at have betalt elleve millioner dollars til sangerinden Beyoncé for en STØTTEERKLÆRING (hun sang ikke en eneste tone og forlod scenen til buh-råb og et vredt publikum!), tre millioner dollars i ‘udgifter’ til Oprah, seks hundrede tusind dollars til en tv-vært med meget lave seertal, Al Sharpton (en total letvægter!), og andre, som endnu ikke er navngivet, for at gøre absolut INGENTING!«, skriver Trump på sit eget sociale medie Truth Social.

»Disse absurde honorarer blev forkert angivet i regnskaberne. DU MÅ IKKE BETALE FOR EN STØTTEERKLÆROING. DET ER FULDSTÆNDIG ULOVLIGT. Kan du forestille dig, hvad der ville ske, hvis politikere begyndte at betale folk for at støtte dem? Det ville være ragnarok! Kamala og alle dem, der modtog penge for anbefalinger, HAR OVERTRÅDT LOVEN. De burde alle retsforfølges! Tak for jeres opmærksomhed i denne sag«.

Det er ingenlunde første gang, Trump langer ud efter sine kritikere og modstandere. Senest frydede han sig gevaldigt over aflysningen af den Trump-kritiske komiker Stephen Colberts talkshow ‘The Late Show’.

»Jeg hører, at Jimmy Kimmel er den næste. Har endnu mindre talent end Colbert!«, lød det fra præsidenten.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af