Et japansk firma har brug for en »token white guy«, og det bliver Brendan Fraser.
I ‘Rental Family’ spiller han en skuespiller med langt mellem rollerne, der i stedet får et job i Tokyo, hvor rollerne er anderledes »meningsfulde«, som det lyder fra chefen i traileren. I stedet for fiktion skal han nemlig medvirke i folks liv som ægtemanden eller faren, de mangler, hvilket ikke er uden drama.
‘Rental Family’ er instrueret af Hikari, der tidligere har instrueret afsnit af Netflix-serien ‘Beef’ og ‘Tokyo Vice’.
Brendan Fraser vendte tilbage til Hollywood efter en lang pause med sin Oscar-vindende rolle i Darren Aronofskys ‘The Whale’ i 2022. Derefter har han også kunne ses i Martin Scorseses ‘Killers of the Flower Moon’, men dette er hans første store hovedrolle siden Oscar-comebacket.
‘Rental Family’ har premiere 21. november i udlandet, men hvornår den lander i Danmark vides endnu ikke.
