KOMMENTAR. Hvad blev der af Brendan Fraser?
Det er et spørgsmål, mangen et filmglad barn af 1990’erne har stillet sig selv over de seneste 15 år, hvor det har været småt med optrædener fra manden, der i en ikke så fjern fortid var et af filmlands mest kendte ansigter.
Og så charmerende i al sin olierede-vaskebræts-nøgenhed i familiefilmen (!) ’George of the Jungle’, at medspiller Leslie Mann famøst berettede i 2019, at ikke alene blev hun smaskforelsket i Fraser på settet, hendes mand Judd Apatow blev også så jaloux, at han tog med hende på arbejde for at holde øje med junglekongen.
Fra stoner-komedien ’Airheads’ med Adam Sandler og Steve Buscemi til ovenstående 90’er-komediesvar på ’Tarzan’, Gap-reklamer og gigantsuccesen ’The Mummy’ (90’ernes komediesvar på ’Indiana Jones’):
I lidt over et årti var der ingen vej uden om Brendan Frasers blå, blå øjne og kække selvironi over eget maskuline flødebolle-image i det kommercielle Hollywood (den ikoniske filmanmelder Roger Eberts dom over ‘The Mummy’: »Jeg kan dårligt finde på noget positivt at sige om den – udover, at jeg var underholdt af noget nær hvert eneste minut«).
Men stjernen kunne mere og andet end agere lækker-fjoget actionhelt og teenage-pinup.
Det viste han allerede i gennembrudsrollen i kostskolefilmen ’School Ties’ i 1992 om en jødisk college-studerende, der udsættes for grov antisemitisme af klassekammeraterne (Matt Damon og Ben Affleck), i Bill Condons kritikerroste kammerspil ’Gods and Monster’ i 1998, hvori Fraser spillede over for Ian McKellen som henholdsvis ung muse og manipulerende kunstner, og – bedst af alt – over for Michael Caine i filmatiseringen af Graham Greenes ’The Quiet American’ fra 2002.
I ‘The Quiet American’ blev hundeøjnenes sårbare melankoli spædet op med en foruroligende tvetydig kulde i rollen som amerikansk udsendt i Vietnam i 50’erne, og den nuancerede performance syntes momentant at åbne døren til et nyt, spændende kapitel i karrieren.
Momentant, desværre.
Således fulgte roller i den udskældte Oscar-vinder ’Crash’ (han spillede Sandra Bullocks politikermand) og krimien ’The Air I Breathe’, hvor Frasers ellers udmærkede arbejde druknede i horrible anmeldelser.
Og endnu værre stod det til med de tåkrummende familiekomedier ’Looney Tunes: Back in Action’ og ’Furry Vengeance’, der rager op på cv’et som pinlige selvmål med lidet anden funktion end at lune på kistebunden.
En klump i halsen
Bare ni år efter blockbuster-højdepunktet ’The Mummy’ hamrede stjernen sømmet i A-list-karrieren med fadæsen ’The Mummy: Tomb of the Dragon Emperor’ i 2008, der foldede sig ud som en livsforladt ørkenvandring med en sammenbidt, smerteramt Fraser i front – konsekvensen af, at han siden originalen havde udført sine egne stunts (til trods for, at han var en hårdbrede fra at blive kvalt under hængningsscenen i selvsamme film).
»Jeg prøvede for hårdt på en måde, der er destruktiv«, fortalte Fraser i et stort interview med GQ i 2018. Han kom udelukkende igennem optagelserne på ’Tomb of the Dragon Emperor’ ved at tape køleposer til hele kroppen under kostumerne, men flere stunts gjorde ikke desto mindre så ondt, at selv makeuppen ikke kan skjule, hvor hvid i ansigtet skuespilleren er i store dele af filmen.
Ryggen, stemmebåndene og det ene knæ var smadret, og i en alder af knap 40 var Fraser så udbrændt, at han i de efterfølgende syv år konstant var ud og ind af hospitaler, hvor han gennemgik adskillige operationer.
Hans før så karakteristiske, firskårene figur faldt sammen, lokkerne tyndede ud, og de mange indlæggelser, hans mors død af kræft og en skilsmisse gjorde det både svært at planlægge jobs og finde mentalt overskud.
Men som skuespilleren afslørede til GQ, var det end ikke hele historien:
I 2003 på Beverly Hills Hotel blev Fraser befamlet af den daværende Golden Globes-præsident Philip Berk, og oplevelsen satte sig så dybt i stjernen, at han efter eget udsagn begyndte at trække sig fra filmbyen. Krænkelsen fandt sted, da Fraser og Berk gav hinanden et knus som hilsen til en middag for Hollywood Foreign Press Association, den siden rigt miskrediterede organisation, der uddeler Golden Globe-priserne.
»Hans venstre hånd griber fat i min balle, og én af hans fingre rører mig i mellemkødet. Og han begynder at køre den rundt. Jeg fik det dårligt. Jeg følte mig som et lille barn. Jeg følte, at jeg havde en klump i halsen. Jeg troede, at jeg ville begynde at græde«, fortalte Fraser i GQ-interviewet, der udkom, få måneder efter #MeToo eksploderede i efteråret 2017.
Som så mange kendte før og efter ham valgte Fraser at tie af frygt for at blive latterliggjort og få sin karriere ødelagt. Han var mumiedræberen Rick O’Connell, box office hero. Ikke et tårevædet offer:
»Jeg havde ikke lyst til at slås med, hvordan det fik mig til at føle, eller at det blev en del af min fortælling. Jeg blev deprimeret. Jeg gav mig selv skylden, og jeg havde det forfærdeligt, fordi jeg fortalte mig selv: ’Det er ingenting. Den her fyr rakte bare lige om og mærkede en gang’. Er jeg stadig bange? Absolut. Føler jeg, at jeg bliver nødt til at sige noget? Absolut. Har jeg haft lyst til at gøre det mange, mange gange? Absolut. Har jeg stoppet mig selv? Absolut«, lød det fra Fraser til GQ.
I kølvandet på interviewet kaldte Philip Berk skuespillerens udtalelser for »det pure opspind«, og Hollywood Foreign Press Association udsendte et spydigt statement med ordlyden: »Det er ikke vores skyld, at Hr. Frasers karriere gik ned ad bakke«.
Men i dag, fire år og utallige skandalesager om sexchikane, bestikkelse og trusler fra HFPA’s medlemmer senere, står Frasers fortælling unægtelig i et uhyggeligt genkendeligt lys.
Fra C-film til Scorsese
Hvordan kommer man videre fra adskillige års personlig og professionel deroute?
Hvis man er Brendan Fraser, omfavner man for så vidt muligt et skifte fra kommerciel leading man til karakterskuespiller i roller, der på alle leder og kanter dårligt kunne ligge fjernere fra storhedstiden i 90’erne og plakaterne på teenageværelser verden over.
Det startede i det små, i 2016, da stjernen højest overraskende dukkede op i en birolle i tredje sæson af ’The Affair’ og fuldstændig stjal billedet som sadistisk fængselsvagt med ølvom og happy slapping-tendenser.
Efterfulgt af en lidt større, endnu mere kødfuld birolle som privatdetektiv med hang til snakke til kameraet i Danny Boyles fremragende miniserie ’Trust’ i 2018 (hvor Fraser overstrålede Donald Sutherland og Hilary Swank) såvel som en fast tjans i superhelteserien ’Doom Patrol’ (hovedsageligt som stemmeskuespiller).
Et par c-actionfilm truede for en stund med at mudre billedet, men da Fraser sidste år dukkede op som underspillet truende gangsterhåndlager i Steven Soderberghs stjernespækkede HBO Max-krimi ’No Sudden Move’, var det en lysende indikation af, at portene til Hollywoods inderkreds havde åbnet sig på ny.
Selveste Martin Scorsese castede skuespilleren i krimithrilleren ’Killers of the Flower Moon’ med Leonardo DiCaprio, Robert De Niro og Jesse Plemons (premiere i 2023), og han indtog skurkerollen i Warner Bros. (kontroversielt skrinlagte) ‘Batgirl’-film.
Alt imens Darren Aronofsky og A24 håndplukkede Fraser til hans første store hovedrolle i otte år i ’The Whale’ – en filmatisering af Samuel D. Hunters teaterstykke af samme navn, hvori Fraser spiller en 300 kilo tung engelsklærer, som forsøger at reparere forholdet til sin teenagedatter i skikkelse af ’Stranger Things’-talentet Sadie Sink (i et nyligt interview med Vanity Fair kaldte Sink Fraser for »mit yndlingsmenneske på hele planeten«).
Hvalens Oscar-buzz
’The Whale’ har allerede forud for verdenspremieren på filmfestivalen i Venedig i denne måned genereret betydeligt Oscar-buzz omkring Fraser, der om alt går vel kan være midt i et af de mest bemærkelsesværdige comebacks i nyere Hollywood-historie.
Og den første hæder for hans præstation tikker ind den 11. september, når Toronto International Film Festival tildeler ham prisen TIFF Tribute Award for Performance. Det annoncerede TIFF-festivalledelsen i sidste uge.
At Fraser også har publikum i ryggen, er rørende klart, hvis man følger med på TikTok og Twitter, hvor kærligheden til den nu 53-årige stjerne er taget så massivt til i styrke, at hovedpersonen – som ikke selv vanligt gør sig i sociale medier – sidste år blev decideret bevæget i et TikTok-klip med cosplay-influenceren Lindley Key.
Klippet, en interviewbid fra et fanevent, blev på kort tid set af over tre millioner, og har i skrivende stund over en halv million likes. »I’ve never wanted a comeback so much for someone …«, lyder en kommentar med over 40.000 likes, der nikker til skuespillerens umiskendelige, godmodige likeability både foran og bag kameraet.
Som et af de førnævnte børn af 90’erne, tilslutter jeg mig gladelig heppekorshæren for Brendan Fraser, som oven på strabadserne i 00’erne og 10’erne nu holder heste på landet, går med cowboyhat til hverdag og, ifølge GQ-journalisten Martin Schoeller, skyder med bue og pil i baghaven, når han skal stresse af (én gang actionhelt…).
Og skulle han ligefrem ende med at bestige Oscar-podiet til næste år, tør jeg godt love, at der ikke vil være et øje tørt i salen.
’No Sudden Move’, ’Doomsday Patrol’ og ’Trust’ kan ses på HBO Max. ’The Whale’ afventer dansk premieredato senere i år, mens Apple-producerede ’Killers of the Flower Moon’ får premiere i 2023.