’Doom Patrol’: Syretrippet superhelteserie med æselrøv og nazister er et uventet mustsee
Superheltefeberen raser som en epidemi, også på seriefladen, hvor især Marvels Netflix-satsninger har domineret.
DC har gjort det hæderligt, men ’Doom Patrol’ markerer et tydeligt skift.
Skabelonen er ellers velkendt. En broget flok bliver ufrivilligt sat sammen, og snart er de nødt til at redde verden. Det lyder lidt som ’Legends of Tomorrow’, men faktisk har serien mere tilfælles med mindfucket over dem alle, ’Legion’.
I første afsnit møder vi racerkøreren Cliff Steele/Robotman (Brendan Fraser), som efter en ulykke vågner op i en robotkrop. Ikke den elegante og seje cyborg-version, men en lidt kluntet og firkantet legetøjsrobot, der siger fuck hele tiden. Manden, der har repareret ham, er Niles ’The Chief’ Caulder, en videnskabsmand, der hjælper særlige mennesker som Cliff.
I et overdådigt palæ møder vi tre andre (anti)helte: Den afdankede skuespiller Rita Farr (April Bowlby), der ikke kan kontrollere sin masse. Superjagerpiloten Larry Trainor, der efter nærkontakt med negativ energi i rummet nu er fuldstændig indhyllet i bandager og har en overjordisk energi-mand inde i sig. Og endelig Crazy-Jane, som har 64 forskellige personligheder med hver deres specielle superkraft. En eklektisk gruppe for at sige det mildt.
Læg dertil en superskurk, Mr. Nobody (en spektakulær Alan Tudyk), som er en dimensionshoppende psykopat med næsten guddommelig styrke, der også kan manipulere andres forstand. Og som i øvrigt er seriens fortæller og i det hele taget bryder med den fjerde væg lige så tosset, som det passer ham.
Mr. Nobody kidnapper Caulder, og gruppen skal opstøve ham, hvilket viser sig at være lettere sagt end gjort. Blandt de kuriøse indslag undervejs støder vi på en æselrøv, en dommedagskakerlak og nazister.
Galskaben balanceres af fremragende karakterskildringer. Trainor/Negative Man kæmper eksempelvis med at erkende sin homoseksualitet og sorgen over al den tid, han har sit sande jeg. Og robotmanden savner sin datter inderligt og kæmper i de første par afsnit med at finde sig til rette i metalkroppen, hvor han hverken kan føle eller smage.
Temaet om at acceptere andre og sig selv er vel efterhånden lidt af en kliche i superhelteuniverset, men ikke desto mindre fremføres det her til perfektion og med et usædvanligt charmerende glimt i øjet.
Showrunner Jeremy Carver har tidligere været involveret i kulthittet ’Supernatural’ og den amerikanske version af ’Being Human’, og sammen med DC-serie-producerguruen Greg Berlanti har han sørget for, at ’Doom Patrol’ tager et vigtigt skridt i retning af mere voksent seriemateriale fra DC.
Derfor er det også ekstra frustrerende, at den næste i rækken, horrorserien ’Swamp Thing’, blev aflyst efter bare ét afsnit på grund af uoverensstemmelser i kulissen.
Men så må man jo bare nyde dommedagspatruljens eskapader i al deres gloriøse vanvid og hjertevarme.
Kort sagt:
Med galskab og stærkt karakterdrama er ’Doom Patrol’ et uventet must-see for superheltefans.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: Jeg elsker, når westerngenren genopfinder sig selv – som nu med Joaquin Phoenix i spidsen