’Trust’: Danny Boyle-serie på HBO Nordic er hæsblæsende legesyg
Kidnapninger er sædvanligvis godt fiktionsstof, og kidnapningen af den unge milliardærarving John Paul Getty III er så velskruet, at der ikke alene blev produceret en spillefilm om begivenheden sidste år (’All the Money in the World’), men nu også en HBO Nordic-aktuel FX-serie, ’Trust’, instrueret af Danny Boyle (’127 Hours’, ’Slumdog Millionaire’, ’Trainspotting’) og skrevet af Simon Beaufoy (’127 Hours’, ’Battle of the Sexes’, ’Full Monty’).
’Trust’ er inspireret af en virkelig hændelse fra 1973, hvor barnebarnet til grundlæggeren af Getty Oil Company, milliardæren Jean Paul Getty, bliver kidnappet. Jean Paul Getty var en nidkær og displinær mand af den gamle skole, her portrætteret af en sublim Donald Sutherland. Gettys rekordhøje formue afspejlede ingen generøsitet, tværtimod herskede han over en nærig husholdning og havde sågar en mønttelefon installeret hjemme, således at personalet måtte betale for deres opkald ud af huset.
Alligevel kom det nok bag på nogle, at han afslog at betale de første krav på en løsesum, stillet af sit barnebarns kidnappere, i en temmelig tragikomisk og farverig sag.
Det samme er ’Trust’. Farverig. Ikke ulig Boyles tidligere film er serien et forførende, til tider psykedelisk, kalejdoskop blandt andet båret af et uimodståeligt soundtrack (Bowie, Stones, Pink Floyd etc.) og en legesygt rytmisk klipning med effekter som splitscreens, tenderende til camp. Det er en lise for linsen, at fortællingen finder sted i de kulørte, stilistiske og samtidigt desillusionerede 70’ere. ’Trust’ fremelsker scenografisk æstetik i enhver frame, og alt er bare lækkert med lækkert på. Manus er veloplagt, passende arrogant og sylesatirisk i sin udstillelse af social rangorden og de personlige konsekvenser, der følger.
Seriens forfængelighed gør det ikke til en forgængelig oplevelse. Episodernes frivole handlingsforløb (serien er jo som bekendt kun inspireret af) gør, at skuespillerne har et solidt materiale at arbejde med, og deres præstationer brænder sig nagelfast på nethinden.
Donald Sutherland har sjældent, om nogensinde, skuffet, men her er der virkelig tale om en karakterrolle med sprækker og dybder, der giver plads til talentet. Barnebarnet John Paul Getty III spilles af en newbie, Michael Esper, som i al sin rastløshed og naivitet rammer barnets natur ret stringent. Hans mor, Hilary Swank, spiller nervevrag med stoisk ro, og det resterende, pompøse persongalleri beriger med træfsikkert engagement.
Især en af karakterne er umulig ikke at knuselske. Oliemilliardærens sikkerhedschef fra Texas, der rejser til Italien, hvorfra barnebarnet kidnappes, spilles af en Brendan Fraser (’Mumien’), der overvælder og overrasker.
Anmeldelsen her er baseret på de første tre episoder, og de motiverer rigeligt til at binge de resterende syv i seriens første sæson.
Kort fortalt:
Inspireret af den sande historie om kidnapningen af Getty-milliardærens barnebarn i 1973 har Danny Boyle instrueret et hæsblæsende legesygt og æstetisk overlegent krimi-drama om længsler, forfald og fallerede drømme.