Afsløringer om seksuelle krænkelser i Hollywood vil tilsyneladende ingen ende tage. I et stort og stærkt anbefalelsesværdigt interview med GQ fortæller Brendan Fraser nu for første gang om en ubehagelig oplevelse i 2003, som har mærket ham siden.
På Beverly Hills Hotel blev han befamlet af den daværende Golden Globes-præsident og stadigt aktive Hollywood Foreign Press Association-medlem Philip Berk. Hændelsen skete, da de to mænd krammede til en middag for HFPA, der er en forening af cirka 100 ikke-amerikanske journalister, som uddeler Golden Globe-prisen.
»Hans venstre hånd griber fat i min balle, og én af hans fingre rører mig i mellemkødet«, fortæller Fraser. »Og han begynder at køre den rundt. Jeg fik det dårligt. Jeg følte mig som et lille barn. Jeg følte, at jeg havde en klump i halsen. Jeg troede, at jeg ville begynde at græde«.
Efterfølgende overvejede skuespilleren at fortælle om episoden offentligt, men han valgte at tie i frygt for at blive gjort til grin og få sin karriere ødelagt.
»Jeg havde ikke lyst til at slås med, hvordan det fik mig til at føle, eller at det blev en del af min fortælling. Jeg blev deprimeret. Jeg gav mig selv skylden, og jeg havde det forfærdeligt, fordi jeg sagde: ’Det er ingenting. Den her fyr rakte om og mærkede en gang«, siger Fraser til GQ.
»Er jeg stadig bange? Absolut. Føler jeg, at jeg bliver nødt til at sige noget? Absolut. Har jeg haft lyst til at gøre det mange, mange gange? Absolut. Har jeg stoppet mig selv? Absolut«.
Philip Berk har efterfølgende udtalt, at »Hr. Frasers udgave af historien er det pure opspind«. Han fortæller desuden, at han på Frasers opfordring har undskyldt i en e-mail, men uden at erkende sig skyldig.
Brendan Fraser fortæller, at episoden fik stor betydning for hans siden nedadgående karriere – både fordi han selv fik behov for at trække sig tilbage, men også fordi han følte, at HFPA efterfølgende frøs ham ude. Berk afviser, at dette skulle være sket.
Læs også: Se David Schwimmers seks kortfilm om sexchikane – med Bobby Cannavale og Cynthia Nixon