’No Sudden Move’: Lav nu en popbasker, Soderbergh

’No Sudden Move’: Lav nu en popbasker, Soderbergh
Don Cheadle i 'No Sudden Move'. (Foto: HBO Max)

Steven Soderbergh.

Et navn, der for mange sikkert ikke ringer de store klokker, men som blandt filmbuffs omtales med ærbødig respekt. For udover årligt at offentliggøre sin fyldte film- og seriekalender – og dermed være foregangsmand for et filmnørdeforum som Letterboxd – er Soderbergh ikke mindst anerkendt for i mere end 30 år at eksperimentere med måden, man lever film på i Hollywood, vel at mærke inden for systemet.

Steven Soderbergh er på mange måder filmverdenens svar på Paul McCartney. Det filmiske multitalent har en sjælden evne til at lave klassisk velsmurte popbaskere (’Out of Sight’, ’Ocean’s Eleven’), men kan som regel ikke dy sig for at afprøve nye fortælleformater (’Mosaic’), optagelsesteknikker (’Unsane’) eller indspilningsformer (’Let Them All Talk’), som efterlader et sjældent uinteressant og alligevel lunkent resultat.

Hvis bare han kunne holde fokus i længere tid som med hans bedste værk de seneste 20 år, serien ’The Knick’. Og fokus lader Soderbergh faktisk til at have med sin nye, oldschool noir-inspirerede kupfilm ’No Sudden Move’. I hvert fald i filmens indledende setup.

Vi er i Detroit anno 1954. To lidt forhutlede kriminelle Curt Goynes (Don Cheadle) og Ronald Russo (Benicio Del Toro) hyres sammen med en tredje åndsfælle (Kieran Culkin) af den hemmelighedsfulde Doug Jones (Brendan Fraser med en fylde à la Orson Welles i ’Touch of Evil’) til at ’babysitte’ – holde en familie som gidsler – mens faren i huset (David Harbour) hapser en betydningsfuld pakke på sit job hos General Motors.

Måden, Soderbergh efter en magelig start pludselig kaster os direkte ind og holder fast i dramaet bag væggene hos forstadsfamilien, er dirrende intens, og i enkelte replikker og indstillinger lægges der vellykket gods i optegnelsen af konflikten og karaktererne.

Planen skrider selvfølgelig. Goynes og Russo holder sammen, da de tydeligvis har været overflødige brikker i et større spil. Efterforskere og mafiabosser er i hælene på dem. Fanden er løs i Laksegade, og det store karakteroverbud kredser rundt i de samme cirkler som katten om den varme grød. Men hvem fanden er ’fanden’ og hvad er den ’varme grød’ i dette informationstågede og twistede spil?

‘No Sudden Move’. (Foto: HBO Max)

’Frank’, ’Watkins’ og ’Naismith’ er nogle af de navne, som – længe før vi støder på dem – slynges ud til yderligere tvivl, om man skal tilskrive dem, eller alt andet vi ser, større betydning. I et interview har filmens manuskriptforfatter Ed Solomon fortalt, at Soderberghs intention med det snørklede og informationskarrige plot var at udfordre alle dem, som sidder med telefonen eller har gang i fem andre ting, mens de ser film.

Problemet med ’No Sudden Move’ er for så vidt ikke, at Soderbergh vil overgå film noir-klassikeren ’The Big Sleep’ og dens udsyrede reinkarnation ’The Big Lebowski’ i forvirringens kunst. Problemet er, at meningsløsheden i modsætning til hos Coen-brødrene aldrig bliver rigtigt underholdende at befinde sig i trods et veloplagt cast – og ikke mindst, at fortællingen mangler … fokus.

Midtvejs kan et fokus skimtes med David Harbours spidsborger/papirsnusser på mere og mere moralsk glatis med kernefamilien i opbrud derhjemme – for så at fordufte og først vende tilbage til slut. Halvbagt som flere af filmens andre mafiøse intriger og placeret vilkårligt i baggrunden som dens byhistoriske og racepolitiske kommentarer.

Apropos fokus ville nogle formentlig blive irriterede over billedsiden. Til ’No Sudden Move’, som Soderbergh skød in medio corona-kaos 2020, har han i et vanligt udbrud af legesyge og filmfetichisme anvendt anamorfe kameralinser fra tiden, filmen er sat i, sammen med en digital kamerasensor, hvis disharmoniske sammensætning skaber slørede og svimlende sider, hver gang kameraet drejer.

Klarhed er en bevidst mangelvare i ’No Sudden Move’. Den ramler Goynes og Russo først til slut ind i i form af en gammel Soderbergh-kending som manifestation på som samfundets gemene og usårlige top. Filmen løfter sig og bringes med sit miljøpolitiske tema frem til vores tid. Men man kan ikke lade være at tænke, at det bliver en lettere letkøbt krølle og ikke helt den zigzaggede vej derhen værd.

Drop nu bare de små eksperimenter og se, om du kan skrive den perfekte popsang, Soderbergh.

Kort sagt:
Steven Soderbergh har med ’No Sudden Move’ alle forudsætninger for at lave endnu en veloplagt strattenrøverkrimi. Desværre synes den eksperimenterende lyst og det manglede fokus midt i et hav af projekter igen at spænde ben for indiemesteren.

’No Sudden Move’. Film. Instruktion: Steven Soderbergh. Medvirkende: Don Cheadle, Benicio del Toro, David Harbour, Jon Hamm, Amy Seimetz, Brendan Fraser, Kieran Culkin. Spilletid: 115 min. Premiere: Kan ses på HBO Max.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af