’Let Them All Talk’: Meryl Streep er groft uudnyttet i indiemesters nyeste eksperiment
Det er svært ikke at beundre Steven Soderbergh. På sine ældre dage er han gået hen og blevet en af Hollywoods travleste instruktører, når han udsender cirka to film om året. Og han er stålsat på at revolutionere mediet, som vi kender det.
iPhone-filmene ’Unsane’ og det glimrende basketballdrama ’High Flying Bird’ var første skridt mod den kunstneriske frihed, som instruktøren, der startede karrieren som indieprofet med Guldpalmevinderen ’Sex, løgn og video’, har higet efter at finde tilbage til oven på sin dødsdømte dans med Hollywoods rigide studiesystem.
Med ’Let Them All Talk’ tager han sit hidtil største skridt tilbage mod mentaliteten i den undergrundsfilmbevægelse, han var med til at forme i starten af 90’erne:
Filmen er optaget for en bøjet femøre over blot to uger på et krydstogtsskib med Soderbergh som både instruktør, fotograf og klipper uden professionel belysning og andre centrale funktioner. Og uden et egentligt manuskript så stjerner som skuespillegenderne Meryl Streep, Dianne West og Candice Bergen samt Lucas Hedges og Gemma Chan selv skal improvisere sig frem til deres replikker.
Det er et prisværdigt forsøg på at bryde ud af Hollywoods metaltrætte maskineri, men man må også erkende, at det har sin pris at gå i forreste geled, når filmkunstens grænser skal udvides.
’Let Them All Talk’ er nemlig ikke nær så interessant som sin skabelseshistorie. Det er en ret banal fortælling om tre venner (Streep, West og Bergen), der ikke har set hinanden i tredive år, men beslutter sig for en reunion på et krydstogtsskib, der skal fragte den prestigefulde forfatter Alice (Streep) fra New York til London, hvor hun skal modtage en pris.
De er ledsaget af Alices nevø (Hedges) og hendes ihærdige publicist (Chan), der drømmer om at lokke en fortsættelse til Alices mest populære roman ud af den snobbede kunstforfatter. Imens forsøger de tre gamle venner at klinke sårene oven på årtiers stridigheder, der har lagt sig som en mur imellem kvinderne, som nu befinder sig i livets ensomme efterår og i vidt forskellige sociale klasser.
På papiret er det en sjov idé at lade et digitalt formeksperiment centrere sig om tre ældre kvinder, der ikke bruger sociale medier og stadig kan få sug i maven over at se en kendt krimiforfatter i levende live, i en tid, hvor bogvirksomhed er truet fra alle sider af digitale underholdningsindustrier. Men tematikken om det nye mod det gamle – sat på spidsen ved den unge nevøs (velspillet af Lucas Hedges) skrantende pseudofilosofiske samtaler med seniorerne om det digitale livs flygtighed – krystalliseres aldrig.
Det er, som om skuespillerne har svært ved at finde ind til kernen i materialet, når mange af de improviserede scener kører i tomgang og altid vender tilbage til de samme klichéer om kultursnobben, der har glemt, hvor hun kom fra. Jeg sad med en følelse af at se en halvbagt udgave af Steve Coogan og Rob Brydons ’The Trip’-film – blottet for den impro-humor, der gjorde de film geniale.
Soderbergh har sikkert nydt det paradoksale i at forsøge at bryde ny grund med en – som titlen antyder – i bund og grund klassisk snakkefilm. Men han lykkes hverken med at lave en konventionel, skuespillerbåret dialogfilm eller et vellykket stilistisk eksperiment. For filmen er stort set blottet for den radikale formalisme, som Soderbergh ellers har excelleret i at indskyde i selv sine mainstreamfilm.
Det bliver aldrig til mere end en sjov idé – og en forspildt mulighed for at få powerhouse-skuespillerne Streep, West og Bergen til at smide rutinerne over bord og slippe vildskaben løs.
Kort sagt:
Meryl Streep er groft uudnyttet i Steven Soderberghs nyeste formeksperiment, der er kedeligt konventionelt.