’The Whale’: Brendan Frasers 300 kilo tunge engelsklærer flirter med Oscar-bait

’The Whale’: Brendan Frasers 300 kilo tunge engelsklærer flirter med Oscar-bait
Brendan Fraser i 'The Whale'. (Foto: PR)

Der er et sort hul i midten af video-gruppechatten, hvor Charlie underviser i engelsk online, og hvor hans ansigt burde tone frem. Han udtrykker sig passioneret om skrivning for sine unge studerende, men han viser sig ikke. 

Brendan Fraser spiller Charlie, der med sine muligvis 300 kilo lever tilbagetrukket i en hule af junkfood, internetporno og online-undervisning. Men når vi kommer tæt nok på ham, mærker vi et intelligent, følsomt, belæst og smukt menneske, en levende fæstning af overflødige kilo og galoperende sårbarhed. 

Charlie er en milepæl af en rolle for Brendan Fraser, og den er blevet udset som en sådan fra første færd. Han har tilbage i 90’erne landet roller som actionhelt i ’The Mummy’, en rolle der først var blevet tilbudt til Brad Pitt og Matt Damon. Og transformationen er radikal og uhyrlig i ’The Whale’. Det er decideret body horror, når vi ser ham som et andet selvhadende rovdyr spise fedtglinsende pepperoni-pizza og stegt kylling, så det mættede fedt driver ned ad hans gennemsvedte T-shirt.

‘The Whale’ (Foto: Nordisk Film)

Det avancerede fatsuit udført af instruktør Darren Aronofskys mangeårige samarbejdspartner Adrien Morot må være selvskreven til den kostume-Oscar, som den er nomineret til. 

Også Brendan Fraser leverer en, ja, stor præstation, men det er også den type skuespil, der peger meget på sig selv. Man er hele tiden opmærksom på, at man kigger på en vild opvisning i skuespil, et comeback til en gammel kending, der har været ude i tovene grundet skilsmisse, overgreb, sygdom og generel modgang.

Det er skuespil som performance og meta-statement. De mest mindeværdige scener tangerer freakshow, også selvom de unægtelig er effektive: Jeg måtte gemme øjnene i ærmet gang på gang, når Charlie voldæder chokoladebarer, som var han en flagellantisk munk, der svinger pisken over sine skuldre.

Dagenes gang bliver markeret i ’The Whale’, som om hver time efterhånden tæller. Charlies blodtryk bliver målt til at være 238/134 – det er dér, man skal ringe 9-11 ASAP, erfarer han på nettet. Han nægter dog kontakt med hospitalet. I stedet vil han bruge sine sidste dage som terminalt overvægtig på at blive genforenet med sin teenagedatter Ellie, spillet af Sadie Sink fra ’Stranger Things’.

Charlie forlod både kone og datter, da han forelskede sig i en af sine mandlige elever otte år tilbage.  

Charlie er muret inde i sine alt for mange kilo, men han har en fortid, der er rig på mennesker og relationer, på samme måde som hans bogreol er rig på god litteratur. Især ’Moby Dick’ spiller en stor rolle i ’The Whale’. Taget i betragtning af, at han er en slags Jonas og hvalen på én gang, banker det på døren ofte, ja nærmest konstant i Charlies usoignerede hjem.

Sygeplejersken Liz (Hong Chau) er bossy, men også loyal. Hendes historie og relation til Charlie får vi oprullet efterhånden. Hun er lige så meget pårørende som sundhedsfaglig hjælper. 

‘The Whale’ (Foto: Nordisk Film)

Thomas (Ty Simkins) er stukket af hjemmefra og missionerer nu for en Jehovas-Vidner-agtig sekt. Han ser et projekt i at redde Charlie fra sig selv. Charlie har overbevist datteren Ellie om at møde op hos ham mod et løfte om, at han giver en hånd med engelskstilene. Datteren er hvidglødende af vrede over sin fars svigt som far og ægtemand år tilbage. Men helt som i ethvert andet manuskript nogensinde skrevet til Hollywood, åbner hun også op.

Charlie genkender hendes intelligens og den empati, der er gemt under teenagerattituden og den letkøbte nihilisme. Datteren får også prikket hul på missionærens baghistorie med en blanding af flirt og fornærmelser. 

Der er desværre for mange dele af ’The Whale’, hvor vi mærker teaterstykket for meget. Når Thomas geråder ud i en lang monolog rettet til Ellie, der ruller hans baghistorie op, undrede jeg mig over, at Darren Aronofsky ikke engang har forsøgt at camouflere filmens ophav i et teaterstykke skrevet af Samuel D. Hunter. Missionæren Thomas er i det hele taget svær at købe som central spiller, i hvad der ellers er et familiedrama. Han virker først og fremmest som plot-smøremiddel indsat for at hjælpe de øvrige karakterer ud på fortællingens vej. 

Det er unægteligt en oplevelse uden sidestykke at overvære Brendan Fraser med astronomisk BMI. Charlie bruger rollator for at komme fra sin sofa over i sit køkken og jeg forlod biografen med nyfundet taknemmelighed over, at jeg trods alt kan bevæge min egen dad bod fra punkt A til B uden nævneværdigt besvær. Men ’The Whale’ havde næppe været et opsigtsvækkende melodrama, hvis man trak cirka 200 kilo fra i kropsvægt og gennemspillede den samme historie med en slankere menneske i centrum. 

‘The Whale’ (Foto: Nordisk Film)

Samantha Morton dirrer af troværdighed som den nedslidte ekskone Mary, men scenerne kammer over og kommer her og der i næsten parodisk grad til at ligne Oscar-bait. 

Darren Aronofsky har tidligere givet Mickey Rourke et på sin vis lignende comeback i ’The Wrestler’. Hans seneste opus er gudskelov fri for de mere fabulerende impulser, der gjorde den opstyltede ’Mother!’ næsten ulidelig at sidde igennem. 

Det er velkomment, hvis den her film kan få Brendan Fraser tilbage på den røde løber. Men trods en unik skuespilpræstation forbliver ’The Whale’ et melodrama, der beror lidt for meget på en comeback-historie iført silikoneproteser. Ikke nok på en historie omme i fiktionens verden, man rigtigt investerer sig selv i.


Kort sagt:
Jeg er tilbøjelig til at forelske mig mere i historien om Brendan Frasers comeback, end jeg er tilbøjelig til at investere mig i ’The Whale’ som film. Også selvom skuespilleren tilfører rollen som menneske med ekstrem overvægt masser af intelligens og sårbarhed. 

’The Whale’. Spillefilm. Instruktion: Darren Aronofsky. Medvirkende: Brendan Fraser, Sadie Sink, Hong Chau, Samantha Morton Spilletid: 117 min. Premiere: I biograferne 2. marts.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af