’We Are Greenland: Football Is Freedom’: Søren Høy har lavet en flot og vigtig dokumentar om Grønlands fodboldlandshold
Grønland er som aldrig før til debat i disse år, hvor sejlivede interesser i landet har fået hele verden til at kigge mod nord.
Midt i det kaotiske kosmos af politisk tovtrækkeri og kampklare supermagter står det grønlandske folk, som man ikke altid får indtryk af, at ret mange lytter til. Blandt dem er en gruppe unge mænd, som i knoppede støvler og rød-hvide træningssæt kæmper for landets anerkendelse og for den nationalidentitet, som er dybt forankret i dets folk.
Som en af dem selv siger det, vil de vise hele verden, at Grønland og landets 57.000 indbyggere på trods af udfordringer og isolation faktisk også er gode til noget.
Mændene er spillere på det grønlandske fodboldlandshold, som den danske instruktør, filmjournalist og forfatter Søren Høy har fulgt gennem tre år. År, der på ny har vækket drømmen om at blive en del af den officielle fodboldverden og som fodboldland opnå den selvstændighed, som på et større plan hver dag er til debat både i og uden for Grønland.
Filmen fortæller historien på tre niveauer. På det næreste plan handler det om fem af spillerne og deres træner, danske Morten ’Rudi’ Ruthkjær. Et andet omhandler hele holdet, der kæmper for at blive kampklar og præstere til Island Games – OL for østater, som er det største, Grønland (endnu) kan deltage i.
Sideløbende fortæller filmen med animationer, arkivbilleder og interviews historien om grønlandsk fodbold og forbundet KAK’s kamp for at blive optaget i det internationale forbund FIFA og derigennem opnå anerkendelse som selvstændig fodboldnation, hvilket vil virkeliggøre drømmen om at kunne spille med i VM-kvalifikationen.
Fodbold er kæmpestort i Grønland, hvor 11 procent af befolkningen er aktive i klubber. Sporten er en del af den grønlandske hverdag, og allerstærkest står Høys fodboldfrihedsfortælling netop, når vi inviteres hjem i stuen hos spillerne, der ærligt fortæller om barndomsminder, sociale problemer og den nationalfølelse, som driver dem alle, når de zigzagger mellem orange kegler i frost og snebyger.
Som ankeret Patrick, der går på rensdyrjagt og finder ro i symbiosen med naturen og fortæller om en barndom, hvor han med en afrikansk mor altid var anderledes, men alligevel har en ild af grønlandsk nationalidentitet brændende i brystet.
Eller angriberkometen Nemo, der som 14-årig flyttede alene til Danmark og drømmer om at blive superstjernen, der tager Grønland til nye fodboldhøjder og skaber nye minder og glædesstunder for den hårdt prøvede befolkning.
Vejrforholdene betyder, at udendørssæsonen løber fra juni til august. Træner Rudi har derfor travlt med at få holdet klar til Island Games.
Den sidste del af filmen foregår netop til disse lege, hvor Grønlands kampe følges tæt, og den tager i sekvenser mere form af en klassisk sportsdokumentar. Her mister filmen lidt af sin emotionelle tyngde, fordi de små historier her reduceres til mellemmåltider, der giver afbræk fra lange kampsammenklip.
Den bredere fortælling om fodbold, fællesskab og grønlandsk identitet, som så fint er blevet iscenesat gennem de små portrætter, glider i baggrunden, og det samme gør politiske kamp for at blive lukket ind i fodboldverdenens varme frem mod et brat punktum.
Det får i sekvenser også lighedstegnet mellem fodbold og frihed til at føles en anelse forceret, når indspark fra grønlandske og danske fodboldforbundsfolk afbryder de intime scener omkring holdet. Fodboldspilleres følelsesliv er bare mere interessant end politikken omkring dem.
Man efterlades dog med en positiv og håbefuld følelse takket være de nære scener. Ikke mindst da Rudi inviterer hele holdet på besøg i sit danske sommerhus, hvor han og hustruen trakterer med både vildmarksbad og grillpølser i lange baner, eller da han og trænerteamet inviteres hjem til traditionel grønlandsk kaffemik hos Patricks familie.
Samtidig indrammes det hele i sekvenser af fantastiske billeder af fodboldbaner omkranset af sne, is, klipper og de karakteristiske farvede huse. Der lurer altid en mytisk storladenhed omkring den underkuede nation, og det manifesterer sig elegant i både lyd og billede.
På samme tid er kameraet altid opmærksomt på detaljerne i den store historie, som da trænerteamets Powerpoint på et holdmøde afsluttes med et billede af Cristiano Ronaldo. En sjov finurlighed, som igen illustrerer lilleputstatussen, der altid balancerer mellem at virke tyngende og motiverende.
Søren Høy har med indsigt og forståelse skabt en både flot og vigtig dokumentar, der med et konkret afsæt åbner den store fortælling om Grønland og landets folk op for verden. Et indblik i grønlandsk identitet, som handler om meget mere end fodbold, men også forstår, hvor vigtigt det er for et folk at have noget at samles om.
Kort sagt:
’We Are Greenland: Football Is Freedom’ er et spændende indblik i livet som fodboldspiller og grønlænder, som fungerer allerbedst, når den zoomer ind på de små fortællinger om de enkelte spillere. Her er den et vigtigt vidnesbyrd om et folk fyldt med drømme og forhåbninger.