‘The Roses’: Kærlighed bliver til krig i sorthumoristisk film med Olivia Colman og Benedict Cumberbatch
Åh, endnu et goddamn remake.
Om det faktum, at samtlige ’nye’ filmtitler allerede er lavet én gang (eller spinner på en allerede etableret fortælling), er et udtryk for bæredygtighed, fremtidsangst eller kunstnerisk dovenskab, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at den dille snart gerne må stoppe.
Jeg ved dog også, at man faktisk godt kan komme hæderligt i mål med en genindspilning og gøre den relaterbar og aktuel – hvilket netop er tilfældet med Jay Roachs seneste film, ’The Roses’, en 2025-version af Danny DeVitos ægteskabssatire ’The War of the Roses’, baseret på Warren Adlers roman af samme navn.
Og den nye film skriver sig endda ind i endnu en nutidig populærkulturel tendens, når den stiller millionspørgsmålet: Hvad sker der efter happily ever after?
Præcis som ’Babygirl’, ’Elskling’ og den danske dramaserie ’De bedste år’ undersøger Roachs komedie nemlig, hvad der sker med parforholdet, når børn og syvårskriser melder deres ankomst, og når forelskelse udskiftes med foragt – ja, faktisk med en lille håndfuld had.
For Ivy og Theo Roses (altid skønne Olivia Colman og Benedict Cumberbatch) sker overgangen gradvist. Det britiske par starter ekstatisk efter at have meet cute’et i et køkken til en hyggelig snak om krydderier og selvmordstanker.
Halvandet minut senere er de flyttet til Californien, hvor Theo excellerer som arkitekt, og Ivy agerer jointrygende husmor, der passer deres to børn og bager kager formet som ikoniske bygninger – og i øvrigt småjobber som restaurantchef på strandbiksen med det appetitvækkende navn We Got Craps.
Alt er proppet med sukker og sød sarkasme – indtil det ikke er det længere.
Med sans for et dramatisk billedsprog lader filmens skaberkræfter et uvejr søndersmadre Theos seneste værk, hans karriere og snart også hans ægteskab.
For nu må Ivy tage karrierebuksen og gourmetkokkehuen på, og pludselig har magtbalancerne og de klassiske kønsroller skiftet. Det bliver kimen til misundelse og utallige forhandlinger, og filmen bevæger sig ind i tungsindige tematikker som toksiske forhold, nedslidt passion og kærlighedens cyklusser.
Filmen bærer en lillebitte ’Marriage Story’-aura, men med en gennemsyrende sorthumoristisk lystighed er ’The Roses’ på underlig vis en feelgood-komedie om en relation, der bliver så forbandet, at selv en autoriseret parterapeut må give op.
No judgment, Doctor Love. For det eneste tilnærmelsesvist positive, Ivy kan sige om Theo, er, at han har arme. Og det eneste semisøde, han kan sige om sin hustru, er, at hun ikke er en ulv.
Det er jo forfærdeligt – og forfærdeligt sjovt. Så sjovt, at det bliver helt hyggeligt at overvære parrets ægteskabelige nedture, der ender med, at de er ved at kvæle og skyde hinanden. Bogstavligt talt.
Som filmen skrider frem, bevæger den sig længere væk fra Noah Baumbach og mere over i ’Mr. & Mrs. Smith’ – bare uden en offscreen-affære, må jeg formode.
Men måske havde lidt (samtykket!) knalderi i kulissen faktisk hjulpet en smule. For selvom Colman og Cumberbatch leverer vidunderlige præstationer, snappy replikføring og til tider rørende momenter, har de ikke sådan rigtig seksuel eller romantisk kemi. De er derfor ikke synderligt overbevisende som et elskende gift par – især ikke, når alt angiveligt skulle være hot’n heavy.
Nuvel, ægte- og partnerskaber – og et liderligt ansigt – kan jo se ud på alle mulige og umulige måder, hvilket vistnok er en af filmens pointer. En, der understreges gennem gode, men muligvis lidt for fjollede præstationer fra Andy Samberg og Kate McKinnon.
Ej, for fjollede? Slap af!
’The Roses’ styrke er netop at lade superstjerner transcendere livets mørkere afkroge til noget skideskægt.
For er man ikke i stand til at grine af sit eget rædderlige forhold og hverdagskaos, så er det sguda meget dejligt at tage i biffen og grine af nogle andres.
Også selvom det er goddamn anden gang.
Kort sagt:
Kærlighed bliver til krig i Jay Roachs sorthumoristiske ægteskabskomedie ’The Roses’. Filmen er aktuel, stjernebesat og pissesjov.