Olivia Colman havde ellers lovet aldrig at sige det højt.
Men i Josh Horowitz’ podcast ’Happy Sad Confused’ afslører den ’The Roses’-aktuelle skuespiller, at sin karrieres værste director’s note – altså instruktion – kom fra »den skønne« Susanne Bier.
På optagelserne til den populære thrillerserie ’The Night Manager’ var Colman ifølge hende selv »bragende gravid«, hvilket påvirkede hendes skuespil.
Med skræmmende god dansk accent gengiver Colman, hvordan Bier råbte til hende:
»Kunne du måske gå lidt mindre ‘gravidt’?«, siger hun og får både sig selv og sin sidemand Benedict Cumberbatch til at falde sammen af grin.
Duoen kan lige nu opleves som krigerisk mand og kone i ’The Roses’.
’The Night Manager’ fik premiere i 2016, men forventes at vende tilbage senere i år på Prime Video.
I den nye sæson er Colman retur som spionchefen Angela Burr og Tom Hiddleston i hovedrollen som Jonathan Pine. Susanne Bier overlader dog instruktørstolen til Georgi Banks-Davies.
